Kandidater til Gramex’ bestyrelse 2022

Her kan du se, hvem der stiller op til bestyrelsesvalget på generalforsamlingen, og læse deres motivationer.

Som Gramex-medlem er du med til at bestemme, hvem der skal sidde i Gramex’ bestyrelse. Du kan stemme på din favorit på selve generalforsamlingen, eller du kan “brevstemme” online.

Der er i år kun valg blandt kunstnerne, da der til de øvrige valg ikke er opstillet flere kandidater, end der er ledige poster.

Hent stemmeseddel (online)  |  Hent stemmeseddel (til print)

Kunstnere 

Til posten som bestyrelsesmedlem for kunstnerne opstiller følgende to kandidater:

  • Jens Skov Thomsen (genvalg)

    Jeg har siddet i bestyrelsen de seneste tre år. Jeg er selv musikartist i grupperne VETO og Mantua og har medvirket på mange udgivelser – også som selvudgiver. Dertil er jeg jurist med speciale i musikrettigheder.

    Jeg genopstiller til bestyrelsen. Som rettighedshaver og fri medlemsrepræsentant i en bestyrelse, der også består af repræsentanter fra DAF og DMF. For mig er en stærk bestyrelse lig med balance mellem frie medlemmer og politiske ledelsesrepræsentanter i de to organisationer. Derfor er det vigtigt, jeg bliver genvalgt.

    Mine mærkesager er fortsat: 

    – Et trackbaseret fordelingssystem, hvor vederlag afregnes direkte fra afspilning til track.

    – En medlemsbrugerflade, med fuld indsigt i den data, der knytter sig til afregningen, så man kan se hvilke tracks, der er spilles hvor, og hvor meget de har indtjent over tid.
     
    – At Gramex har en både effektiv og moderne administration i balance, som sender flest muligt penge ud til medlemmerne og sikrer medlemmerne den rigtige service. 

    Gramex er vigtig. Gramex er vores alles. Og vi skal sørge for, at Gramex også i fremtiden er det bedste sted at få sine rettigheder forvaltet. 

    Jeg lover at arbejde hårdt for sagen og håber på din stemme.

  • Søs Nyengaard (nyvalg)

    Jeg er professionel musiker og forperson for Dansk Musiker Forbund.

    Gramex er musikudøvernes vigtigste forvaltningsselskab, og det er en naturlig kerneopgave for mig som forperson i DMF at engagere mig i Gramex.

    Radioens rolle som primær musikformidler presses i stigende grad af de store musiktjenester og deres playlister – styret af algoritmer og pengeinteresser.

    Men selvom teknologier og forbrugsmønstre skifter, er det vigtigt, at Gramex fortsat kan sikre musikudøverne betaling på masseudnyttelsesområder. Vi har mere end nogensinde brug for Gramex som en stærk varetager af rettighedshavernes interesser og som en demokratisk og gennemsigtig forvaltning, der sikrer en fair fordeling af vores penge.

    Jeg vil arbejde for en styrkelse af Gramex både i forhold til musikbrugerne og i forhold til medlemmerne, som både har brug for nye tidssvarende IT-baserede medlemssystemer, men også stadig god personlig service.

    Dette er en vigtig post, som jeg vil prioritere, og håber derfor på din stemme.

Producenter

Til de to poster som bestyrelsesmedlem og suppleant for producenterne opstiller ikke flere kandidater end der er ledige poster. Der vil derfor ikke blive gennemført en afstemning vedrørende disse bestyrelsesposter.

  • Jakob Plesner Mathiasen (genvalg)

    Jeg genopstiller til Gramex’ bestyrelse som bestyrelsesmedlem for producenterne.

    Jeg bidrager med min erfaring som National Group Director i IFPI Danmark, der repræsenterer langt størstedelen af de kommercielle musikselskaber i Danmark – store som små selskaber, og som arbejder for at sikre de bedste rammevilkår for indspillet musik i Danmark. Som bestyrelsesmedlem ønsker jeg at favne bredt i varetagelsen af rettighedshavernes interesser.

    Musikbranchen har igennem en årrække været under hastig digital udvikling. Jeg interesserer mig særligt for denne udvikling og for de forretningsmæssige og kommercielle muligheder, der affødes heraf for rettighedshaverne.

    Jeg håber at få lov til fortsat at bidrage med faglig viden og engagement i udviklingen af Gramex de kommende tre år.

  • Morten Ingholt (genvalg som suppleant)

    Jeg genopstiller til Gramex’ bestyrelse, da jeg fortsat ønsker at bidrage til udviklingen og samarbejdet på tværs af bestyrelsen, ledelsen og de ansatte.

    De næste 2-3 år vil stå i IT-implementeringens navn; et område, jeg tidligere har arbejdet en del med og derfor har relevant erfaring at byde ind med. Endvidere har jeg 15 års erfaring fra den finansielle side af musikbranchen og bidrager derfor med en lidt anderledes vinkel til bestyrelseslokalet.

7. medlem

Til posten som bestyrelsens såkaldt 7. bestyrelsesmedlem med særligt kendskab til ophavsret opstiller ikke flere kandidater end én. Der vil derfor ikke blive gennemført en afstemning vedrørende denne bestyrelsespost.

  • Morten Rosenmeier (genvalg)

    Jeg er født i 1967 og professor i ophavsret ved Københavns Universitet, Det Juridiske Fakultet, Center for Informations- og Innovationsret (CIIR).

    Jeg har været det 7. ophavsretskyndige medlem af Gramex’ bestyrelse siden 2013. Jeg er også medlem af bestyrelserne for bl.a. Copydan Tekst & Node, VISDA og Forfatternes Forvaltningsselskab. Jeg prøver her at bruge min ophavsretlige viden på en måde, som jeg håber er til gavn for de musikere, komponister, forfattere, billedskabere og andre rettighedshavere, som ejer selskaberne.

    De penge, selskaberne skaffer rettighedshaverne, har meget stor betydning for mange af dem. Mange havde ikke råd til at leve af deres kunst, hvis ikke de fik dem. Jeg føler det derfor som et stort privilegium at få lov til at udføre ophavsretligt organisationsarbejde, og jeg håber, at jeg får lov til at fortsætte mit arbejde i Gramex’ bestyrelse.

    Læs mere i mit CV på www.jura.ku.dk/mortenrosenmeier

Læs mere

Se Gramex’ bestyrelse i dag

Gramex’ generalforsamling 24. maj 2022

7 millioner på vej til medlemmerne

I dag udbetaler Gramex penge fra udlandet til 3.747 medlemmer, der er spillet i radio/tv uden for Danmark.

Er det dig, der har penge på vej? Tjek din bankkonto eller Mit Gramex.

Har du konto i Danske Bank, går pengene ind i løbet af dagen i dag. Har du en anden bank, kan der godt gå et par dage, før du har pengene på kontoen. Indtil da kan du selv logge ind og tjekke din udbetaling på Mit Gramex.

Gå til Mit Gramex

Hvad får du penge for i dag?

Udbetalingen i dag er primært penge for airplay i udlandet, men også efterbetalinger af tilgodehavender på Gramex-kontoen.

Flest penge udbetaler vi til medlemmerne fra Tyskland, men også en hel del fra England, Sverige og USA. I alt udbetaler vi penge fra cirka 25 Gramex-lignende organisationer i udlandet, vi har aftaler med.

Hvor i verden du selv har fået penge fra, kan du se på Mit Gramex, hvis du klikker “Vis” ud for udbetalingen. Har du brug for en opgørelse over udbetalingen til din manager eller revisor, kan du også hente den i pdf.

Se, hvor i verden Gramex henter penge hjem

Får du besked?

Kender vi din mail, har vi sendt dig en besked om, at der er penge på vej. Har du fået penge i dag, men ingen mail, kan det være, fordi vi har en gammel mailadresse registreret, du ikke bruger længere.

Vil du sikre dig at få besked, når vi udbetaler, kan du opdatere din mail-adresse inde på din profil på Mit Gramex. Ellers er du altid velkommen til at ringe eller skrive til os; så kan vi hurtigt opdatere den for dig.

Kontakt os

Har du spørgsmål til din udbetaling i dag eller mangel på samme, er du altid velkommen til at kontakte os.

Dine afspilninger i dansk radio og tv i 2021 får du som altid betaling for omkring sankthans, når året er gjort endeligt op, og generalforsamlingen har godkendt årsregnskabet.

Kontakt Gramex

Ny undersøgelse viser en udbredt sexisme i musikbranchen

Hvorfor er der så få kvinder i musikken? Ny rapport undersøger årsagerne til den skæve kønsbalance i dansk musik.

Der er en udbredt sexisme i den danske musikbranche, og derfor møder kvinder markant flere arbejds- og karrieremæssige barrierer sammenlignet med mænd. Sådan lyder konklusionen i en ny undersøgelse med titlen ’Hvorfor er der så få kvinder i musikken?’, som er udført af Analyse & Tal og KVINFO på vegne af musikorganisationerne Koda, Dansk Live, JazzDanmark, Snyk, Rosa og Tempi.

Undersøgelsen er den første, der på tværs af køn kortlægger kønnets betydning for udøvende og skabende musikeres karrieremuligheder og -begrænsninger i Danmark. Datagrundlaget bygger blandt andet på knap 6.000 spørgeskemabesvarelser, hvoraf cirka 1.500 personer har valgt at supplere besvarelsen af spørgeskemaet med åbne besvarelser.

Find og læs hele undersøgelsen her

Det kan musikbranchen ikke leve med

Det fremgår af undersøgelsen, at arbejdsforholdene i musikbranchen generelt er usikre og uregulerede, men den viser imidlertid, at det i langt større omfang har negative konsekvenser for kvinder end for mænd – både i forhold til psykisk belastning og manglende juridiske rettigheder. Samtidig oplever mange kvinder stereotype forestillinger og fordomme om blandt andet deres evner og kompetencer, hvilket har en negativ betydning for muligheden for at opnå og bibeholde en karriere i musikbranchen som kvinde.

Kvinder i musikbranchen oplever også markant mere grænseoverskridende adfærd og seksuel chikane end deres mandlige kollegaer, hvilket er en væsentlig årsag til kønsubalancen blandt udøvende og skabende musikere. 64 procent af kvinderne har oplevet én eller flere former for grænseoverskridende adfærd over de seneste fem år, mens tallet for mændene er 44 procent. Og ser man udelukkende på yngre kvinder under 30 år, gør det sig gældende for 80 procent af kvinderne. Hvor mænd beretter, at den uønskede seksuelle chikane oftest kommer fra publikum, oplever kvinder, at det ofte kommer fra personer, som har direkte indflydelse på deres karriere.

”Undersøgelsens resultater er slående. Ikke nok med, at undersøgelsen på baggrund af et omfattende datamateriale dokumenterer, at kvinder langt fra har de samme muligheder for at gøre karriere i musikbranchen som mænd. Den viser også, at de uregulerede arbejdsmarkedsforhold har langt større negative konsekvenser for kvinder. Det er helt uacceptabelt, at det skal være så meget sværere at være kvinde end mand i musikbranchen. Det kan vi ikke leve med hverken som branche, som arbejdsgivere, som kollegaer eller som organisationer, og derfor kalder undersøgelsens resultater på, at alle aktører i musikbranchen må og skal tage et ansvar nu,” udtaler Kodas forperson Niels Rønsholdt.


“Det er helt uacceptabelt, at det skal være så meget sværere at være kvinde end mand i musikbranchen”

Niels Rønsholdt, Kodas forperson

Omfattende forandringer skal gøre op med sexismen

Musikbranchen har således et omfattende problem med sexisme, og det kræver omfattende forandringer at ændre dette. Udfordringerne er komplekse og kræver indsatser og handlinger, der adresserer mange forskellige lag på flere forskellige områder af musikbranchen. Blandt andet anbefales det i rapporten, at musikbranchen styrker de juridiske rettigheder i forhold til graviditet og barsel, at man understøtter en kultur uden krænkelser og seksuel chikane, og at man modvirker begrænsende stereotyper og bias.

”Vi vil skabe reelle forandringer, og selvom mange af os i musikbranchen allerede er i gang og har været i gang i noget tid, skal vi danne og fastholde et bredt og varigt samarbejde. Vi mødes derfor på tværs af branchen til musiktopmøde med fokus på kønsbalancen i dansk musikliv den 25. marts, og vi følger op med etablering af et Diversity LAB, hvor centrale aktører vil mødes for at omsætte den viden og de anbefalinger, som blandt andet findes i denne undersøgelse, til konkrete løsninger. Løsninger, som skal bidrage til at skabe reelle og varige forandringer,” udtaler leder i JazzDanmark Eva Frost.

Nøgletal

  • 40 % kvinder og 23 % mænd oplever, at psykisk belastning er en udfordring ift. at opnå en karriere som musikskaber og -udøver
  • 52 % kvinder og 36 % mænd oplever, at dårlige juridiske rettigheder er en udfordring ift. at opnå en karriere som musikskaber og -udøver
  • 18 % kvinder og 4 % mænd oplever, at de ikke er blevet inviteret til bestemte jobs eller arbejdsfællesskaber udelukkende på grund af deres køn
  • 35 % kvinder og 4 % mænd oplever, at deres køn har betydning for vurdering af evner.
  • 27 % kvinder og 1 % mænd oplever, at de ikke at blive taget seriøst på grund af deres køn
  • 26 % kvinder og 8 % mænd oplever at få nedsættende kommentarer rettet mod deres køn
  • 56 % kvinder og 22 % mænd oplever hverdagssexisme
  • 64 % kvinder og 44 % mænd har oplevet grænseoverskridende adfærd eller seksuel chikane

Find flere tal i undersøgelsen.

Sexisme også udbredt blandt andre kønsminoriteter

Den sexisme, som kvinderne i undersøgelsen oplever, er lige så udbredt, og på flere områder mere udbredt blandt de 71 ikke-ciskønnede, som har svaret på undersøgelsen. For eksempel oplever hele 70 procent af de ikke-ciskønnede en eller flere former for grænseoverskridende adfærd eller seksuel chikane. 47 procent af ikke-ciskønnede oplever, at deres køn har betydning for vurdering af deres evner. Og 18 procent af ikke-ciskønnede oplever, at de ikke er blevet inviteret til bestemte jobs eller arbejdsfællesskaber udelukkende på grund af deres køn.

Se flere tal om de ikke-ciskønnede i undersøgelsen.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen kortlægger, hvilken betydning køn har for skabende og udøvende musikeres karrieremuligheder og -begrænsninger i Danmark. Undersøgelsen bygger på et litteraturstudie, 17 dybdegående interviews med musikere på tværs af køn og knap 6.000 spørgeskemabesvarelser fra medlemmer af Koda og Gramex. Hele 1.500 personer i spørgeskemaundersøgelsen har dertil valgt at bidrage med deres individuelle oplevelser i åbne besvarelser.

Undersøgelsen er udført af Analyse & Tal og KVINFO og finansieret og rekvireret af Koda, Dansk Live, JazzDanmark, Snyk, Rosa og Tempi, mens Gramex har bistået med data.

Musik skal – også – ses i biografen

I dag vender CPH:DOX endelig tilbage i biograferne – som altid med et stort musikprogram.

Efter to års nedlukninger og restriktioner vender dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX stærkt tilbage i biograferne 23. marts til 3. april.

Festivalen præsenterer i år omkring 200 film af etablerede og nye filmskabere såvel som debatter, seminarer, udstillinger, koncerter og meget mere.

Under overskriften SOUND & VISION kan du som altid finde årets musikfilm; og denne gang får du chancen for at komme helt tæt på musikere som Sinéad O’Connor, Brian Wilson, Nick Cave & Warren Ellis, Lars H.U.G., Courtney Barnett osv.

Festivalen byder også på koncertrækken LYD:SPOR og præsenterer ekstraordinært i år en række film om livet i Ukraine – før krigen.

Vi ses i mørket!

Valg til bestyrelsen 2022

Vil du være en del af Gramex’ bestyrelse? Så giv os besked og send din motivation for at stille op senest den 15. marts.

Det er Gramex’ medlemmer, der vælger, hvem der sidder i Gramex’ bestyrelse. I år er følgende poster i bestyrelsen på valg på generalforsamlingen den 24. maj:

Jens Skov Thomsen for kunstnerne, Jakob Plesner Mathiasen og Morten Ingholt (suppleant) for producenterne og Morten Rosenmeier, der er valgt som det syvende medlem med særligt kendskab til ophavsret.

Der skal derfor på årets generalforsamling vælges:

  • a) 1 bestyrelsesmedlem for kunstnerne
  • b) 1 bestyrelsesmedlem + 1 suppleant for producenterne
  • c) 1 bestyrelsesmedlem med særligt kendskab til ophavsret

Sådan stiller du op

Vil du have dit navn med på stemmesedlen? Så skal du sende en mail til GF@gramex.dk senest tirsdag den 15. marts 2022 med følgende information:

  • Hvilken post ønsker du at opstille til: a, b eller c? Ønsker du kun at opstille som suppleant for producenterne, skal du skrive det. Ellers bliver den producentkandidat, der får flest stemmer, valgt ind som bestyrelsesmedlem, mens posten som suppleant går til kandidaten med næstflest stemmer.
  • Hvorfor skal man stemme på netop dig? Beskriv din motivation for at opstille i max 200 ord. Du kan fx skrive kort om dig selv og din baggrund, hvorfor du gerne vil med i bestyrelsen, hvad du især vil arbejde for, hvad der særligt kvalificerer dig til posten og lignende. Du må gerne indsætte et link, hvor man kan læse mere om dig. Din motivation er vigtig for alle de medlemmer, der ikke kan deltage i selve generalforsamlingen og derfor ønsker at stemme online i stedet. Vi lægger alle kandidaternes motivationer her på hjemmesiden, når vi åbner valget 4 uger før generalforsamlingen.
  • Vedhæft gerne et billede af dig selv, som vi har lov til at bruge her på hjemmesiden sammen med din motivation. Det behøver ikke være et prof pressebillede; du kan sagtens bare tage et billede med din telefon. Det vigtige er, at du selv har rettighederne eller på forhånd har clearet rettighederne med fotografen, inden du sender det.
  • Hvis du er medlem, hvad er dit Gramex-nummer?

Til inspiration kan du læse kandidaternes motivationer sidste år her

Hvad indebærer arbejdet i bestyrelsen?

Arbejdet i bestyrelsen er et reelt stykke arbejde, du skal tage alvorligt og prioritere, hvis du vil med på holdet. Vi opfordrer derfor alle interesserede til at sætte sig ind i, hvad arbejdet som bestyrelsesmedlem indebærer, inden man opstiller.

Hvad indebærer bestyrelsesarbejdet i Gramex?

Hvem sidder i bestyrelsen i dag?

Læs mere

Sæt kryds: Generalforsamling 24. maj

Sæt kryds: Generalforsamling 24. maj

Har du medlemsforslag til dagsordenen, så giv os besked senest den 15. marts.

Er du medlem af Gramex? Så sæt allerede nu kryds i kalenderen tirsdag den 24. maj klokken 16, hvor vi afholder årets ordinære generalforsamling centralt i København.

Har du som medlem forslag, du ønsker behandlet på generalforsamlingen, skal du give Gramex besked på mail til GF@gramex.dk senest tirsdag den 15. marts.

Alle medlemmer får en indkaldelse til generalforsamlingen på mail i slutningen af april, hvor du også kan finde årsregnskab, årsberetning og alt øvrigt materiale her på hjemmesiden.

Læs mere

Valg til bestyrelsen 2022

Udbetaling af penge på Gramex-kontoen

Vi har netop udbetalt omkring fem millioner kroner til rettighedshavere med tilgodehavender i Gramex.

Det er denne gang efterbetalinger for afspilninger i 2020 eller tidligere, som skyldes korrektioner, godkendelse af spilletider, indmeldelser og lignende, ligesom der er et par efterbetalinger af blankmedie- og Performex-midler imellem.

Er det dig, der får penge denne gang? Tjek din konto eller Mit Gramex. Under ‘Udbetalinger’ kan du finde info om alle dine udbetalinger fra os og hente en opgørelse til din revisor eller manager.

Har du flere Gramex-numre – hvis du fx har rettigheder som både kunstner, producent og arving – kan du se dine forskellige udbetalinger ved at skifte mellem dine Gramex-numre.

Pengene går ind på din konto hurtigst muligt. Har du en anden bank end Danske Bank, kan der gå et par dage.

Tjek Mit Gramex

Hvornår kommer pengene for 2021?

Du får betaling for dine afspilninger i 2021 til sommer omkring sankthans.

Vi skal først have indlæst årets rapportering fra alle kunderne, registreret alle studielisterne med afspilninger og have afsluttet og godkendt årsregnskabet på vores generalforsamling i slutningen af maj.

Så du må være tålmodig lidt endnu. Endnu en god grund til at glæde sig til sommer …

Spørgsmål?

Du er altid velkommen til at skrive eller ringe til os, hvis du har spørgsmål til din udbetaling, studielister, rettigheder osv.

Kontakt Gramex

Jobopslag: Juridisk konsulent søges

Gramex søger i øjeblikket en analytisk stærk nyuddannet erhvervsjurist/jurist til vores markedsafdeling.

Gramex er den organisation i Danmark, der sikrer musikere, artister og pladeselskaber betaling for offentlig brug af deres udgivelser i fx radio og tv.

Har du lyst til at hjælpe os med at få en fair betaling for musikken? Har du mod på at analysere data og tendenser i markedet og forberede, tilrettelægge og gennemføre mindre forhandlinger på egen hånd? Og vil du være med til at yde den bedste service over for vores kunder og gøre det så nemt som muligt at bruge musik i det offentlige rum?  

Så er du måske vores nye medarbejder.

Arbejdsopgaver

Som juridisk konsulent bliver du en del af teamet i vores markedsafdeling (Forretningsudvikling og Kommunikation), som i dag består af to medarbejdere og en chef.

Din vigtigste arbejdsopgave bliver at analysere data og undersøge tendenser i markedet for brug af udgivet musik i Danmark, Norden og resten af verden. Vi forventer, at du har en analytisk og nysgerrig tilgang, når du skal analysere og udlede konklusioner på baggrund af til tider omfattende datamateriale.

Derudover er en vigtig del af dit job at bistå markedschefen med at forberede, tilrettelægge og gennemføre forhandlinger med vores kunder (altså brugerne af udgivet musik). Efter noget tid vil du selv få ansvar for dine egne forhandlinger.

Af øvrige opgaver kan bl.a. nævnes:

  • Udarbejdelse og opdatering af standardaftaler
  • Ansvar for den løbende fakturering af kunder inkl. prisindeksering
  • Indhentelse af musikrapportering fra kunder
  • Besvarelse af henvendelser fra kunder om brug af musik, priser, aftaler og fakturering
  • Andet juridisk/forefaldende arbejde

Om dig

Du er nyuddannet cand.merc.jur. eller cand.jur. og har flair for tal og dataanalyse, gode teoretiske færdigheder og lyst til at arbejde i musikbranchen.

Vi lægger desuden vægt på, at du:

  • er fortrolig med MS Office-pakken, herunder Excel
  • er hurtig til at tilegne dig ny viden
  • er struktureret, analytisk og grundig
  • har en god matematisk forståelse
  • er ansvarsfuld og følger opgaver helt til dørs
  • trives med deadlines
  • er sympatisk, saglig og omgængelig

Vi tilbyder

Vi kan tilbyde et godt job med:

  • fleksible arbejdsforhold
  • berøringsflade med musikbranchen og brugere af musik
  • oplæring, sparring og videndeling med et stærkt team af kompetente kolleger
  • en social arbejdsplads med højt til loftet og flad struktur, hvor alle tager fra og byder ind
  • pensionsordning, sundhedsforsikring, frokostordning mv.
  • løn og vilkår efter kvalifikationer

Søg stillingen

Er jobbet noget for dig, så send en ansøgning og dit CV til markedschef Lars Ærendal pr. mail til lae@gramex.dk hurtigst muligt og senest mandag den 24. januar 2022. Samtaler vil blive holdt løbende. Tiltrædelse snarest muligt.

Mangler du vigtig information om jobbet, er du velkommen til at kontakte Lars Ærendal på lae@gramex.dk eller tlf. 33 85 32 12.

Gramex ønsker at fremme ligestilling og diversitet og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge stillingen uanset køn, alder, religion, etnisk baggrund, seksuel orientering, handicap og musiksmag.

Gramex er en nonprofit musikorganisationVi beskæftiger 26 medarbejdere og har kontor over for Planetariet på Vesterbro i København. 

Læs mere om Gramex

Job i Gramex