Nyt om årets udbetaling til producenter

Til juni udbetaler Gramex via nye IT-systemer. Det betyder, at du i år ikke skal godkende dine spilletider.

Er du medlem af Gramex som producent? Og har du altså producentrettigheder til et eller flere tracks eller labels som musikselskab, pladeselskab eller selvudgiver?

Så plejer du på denne tid af året at have fået en mail fra os med besked om at tjekke og godkende dine årlige spilletider med dit NemID/MitID. Vi kalder det også at indestå for dine rettigheder. Ingen indeståelse, ingen Gramex-udbetaling.

I år springer vi det trin over, så du slipper for at godkende dine spilletider først. I stedet går vi direkte til udbetalingen. Det betyder, at du som producent får udbetalt dine Gramex-penge i juni omkring sankthans uden først at skulle igennem NemID/MitID for at godkende spilletider.

Du skal altså ikke gøre noget her og nu. Bare vente indtil udbetalingen lander på din konto i juni omkring sankthans. Til den tid vil du på Mit Gramex kunne finde din spilletidsopgørelse for 2022 og som noget nyt også hvor meget hvert enkelt track har optjent i kroner og øre.

Dét skal du gøre til juni

Som producent er det stadig dit ansvar at tjekke din spilletidsopgørelse, når den er klar i juni måned i forbindelse med årets store udbetaling. Du er altså stadig forpligtet til at tjekke dine spilletider og give Gramex besked om tracks, du ikke længere har rettighederne til.

Fordi du i år ikke har skullet indestå for spilletiderne før udbetalingen, er det endnu vigtigere, at du tjekker spilletidsopgørelsen og giver Gramex besked, hvis den ikke er korrekt, så der kan ske en regulering af det udbetalte beløb.

Du skal derfor være opmærksom på følgende:

Som producentmedlem af Gramex har du en løbende forpligtelse til at oplyse Gramex, hvis du har erhvervet eller afgivet producentrettigheder, jf. Gramex’ vedtægter og medlemserklæring. Det betyder bl.a., at det er dit ansvar som producent at gennemgå din spilletidsopgørelse på Mit Gramex og straks give Gramex besked, hvis der er tracks på spilletidsopgørelsen, som du ikke er indehaver af producentrettighederne til, eller hvis du mener, at der er tracks, som burde fremgå af opgørelsen, fordi du har erhvervet rettighederne hertil. Hvis der fremgår tracks på Mit Gramex, som du ikke er indehaver af producentrettighederne til, har du ikke ret til at modtage rettighedsvederlag herfor, og Gramex tager forbehold for krav om tilbagebetaling.

Med din spilletidsopgørelse i juni følger en konkret vejledning til, hvordan du afclaimer tracks.

Gramex kender hverken dine spilletider, minutter eller beløbet, du får udbetalt, før vi udbetaler omkring sankthans, da vi løbende indlæser rapportering og registrerer studielister og rettigheder helt op til udbetalingsdagen.

Spørgsmål?

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte label@gramex.dk.

Deltag i ny stor undersøgelse af mental sundhed i dansk musikliv

Udfyld spørgeskemaet nu og vær med til at gøre en forskel for arbejdsmiljøet i dansk musik.

En ny forskningsbaseret undersøgelse af skabende og udøvende musikeres mentale sundhed og trivsel er sat i gang i Danmark. Bag undersøgelsen står et erfarent forskerhold fra University of Westminster på opdrag af Musiklivets Partnerskab for Bæredygtig Udvikling.

Undersøgelsens første skridt er et spørgeskema henvendt til alle skabende og udøvende musikere i Danmark. Du kan bidrage til undersøgelsen ved at udfylde spørgeskemaet. Alle input er vigtige. Jo flere, jo bedre! Det er åbent til mandag den 15. maj 2023.

Gå direkte til spørgeskemaet

Ambitiøs undersøgelse med todelt formål

En række skabende og udøvende kunstnere har de senere år stillet sig offentligt frem og fortalt om deres mistrivsel i musikbranchen. Velbelyste udfordringer dækker blandt andet atypiske og lange arbejdstider, indkomstrelaterede problematikker, udbredt brug af euforiserende stoffer, angst, depression og stress. Samtidig dokumenterer international forskning, at skabende og udøvende musikere er op til tre gange så udsatte for angst- og depressionslidelser som den generelle befolkning.

På den baggrund har Musiklivets Partnerskab for Bæredygtig Udvikling lanceret en ambitiøs forskningsbaseret undersøgelse af de danske skabende og udøvende musikeres mentale sundhed og trivsel.

Undersøgelsens formål er todelt. Den skal først og fremmest sikre et solidt, repræsentativt datagrundlag, der skal belyse den mentale sundhed blandt de skabende og udøvende musikeres i den danske musikbranche, og dertil skal undersøgelsen pege på tiltag, der kan drive arbejdet med at forberede den mentale sundhed og trivsel i musikbranchen.

”Samtalen er ny i Danmark. Hvor idrætten er meget langt foran os på kulturområdet, er det vigtigt, vi kommer med på banen i forhold til at skabe et sprog for de udfordringer, som vi ved, findes. Hvad er arbejdsrelateret, hvordan er der forskelle blandt de mere etablerede og mindre etablerede kunstnere og så videre” siger Sara Indrio og tilføjer, “det sagt, er det undersøgelsens formål også at pege på handlinger og løsninger.”

De skabende og udøvende musikeres bidrag er centralt

Undersøgelsens første skridt er et spørgeskema, som henvender sig til alle skabende og udøvende musikere i Danmark med det formål at kortlægge de faktorer, der påvirker musikeres mentale sundhed. Det er grundstenen i den videre undersøgelse, der herudover inkluderer dybdegående interviews med musikere i det danske musikliv.

”Det er de skabende og udøvende musikere, som undersøgelsen handler om, og det er deres vilkår, som vi har en ambition om at forbedre. Derfor er det virkelig vigtigt, at så mange som muligt kommer til orde med deres oplevelser. Jo flere, der udfylder spørgeskemaet, des mere relevante løsninger kan vi skabe,” udtaler Sara Indrio.

Anerkendte forskere står bag undersøgelsen

Til at udføre undersøgelsen har Musiklivets Partnerskab for Bæredygtig Udvikling indgået et samarbejde med University of Westminster i London og de to ledende forskere Dr. George Musgrave og Sally Anne Gross, der begge udover deres akademiske karrierer har en professionel baggrund fra musikbranchen. Dr. George Musgrave og Sally Anne Gross har forsket i musikeres mentale sundhed i en årrække, og de glæder sig til at udfolde studierne i en dansk kontekst.

“Det bliver så spændende at fortsætte vores forskning i et så unikt kulturelt miljø som Danmark. Vi håber at kunne bygge videre på det fantastiske arbejde, der allerede udføres på området. Vi skal finde nye måder at tænke på forholdet mellem mental sundhed og musikkarrierer, og hvordan man bedst understøtter musikskabere og -udøveres velbefindende, givet den afgørende rolle musik spiller i så mange af vores liv,” udtaler George Musgrave.

Undersøgelsen forventes afsluttet i januar 2024.

Læs mere

Nyt partnerskab skal fremme et bæredygtigt musikliv

Om Musiklivets Partnerskab for Bæredygtig Udvikling

Mød Gramex på SPOT 2023

Vi er selvfølgelig med, når SPOT Festival samler musikbranchen i Aarhus fredag-lørdag. Skal vi mødes?

I Gramex glæder vi os til at møde medlemmer og branchefolk og høre en masse ny dansk musik på SPOT Festival på fredag og lørdag.

Er du også i Aarhus, og har du spørgsmål til Gramex eller gode ideer, vi skal snakke om, eller bare lyst til at hilse på, skal du være mere end velkommen til at kontakte os; så finder vi et godt tidspunkt at mødes.

Du kan møde adm. direktør Anne Sophie Gersdorff Schrøder (ags@gramex.dk) og vores medlemschef Kikki Mortensen (ktm@gramex.dk). Skriv til dem direkte og lav en aftale eller send en besked til os via Facebook / Instagram / LinkedIn – så vender vi tilbage til dig hurtigst muligt.

Vi ses måske i Aarhus?

God SPOT!!!

Læs mere

Tjek årets SPOT- og SPOT+-program

Gramex’ generalforsamling 31. maj 2023

Vi indkalder hermed alle Gramex-medlemmer til årets ordinære generalforsamling.

Det foregår denne gang:

  • Onsdag den 31. maj klokken 16.00
  • På SOHO, Flæsketorvet 68, 1711 København V (i Kødbyen)

Det er i år 60 år siden musikere og pladeselskaber i Danmark gik sammen for at stifte Gramex. Derfor forventer vi at åbne årets generalforsamling med et live-indslag ny dansk musik og byder også på noget godt at drikke og snacke bagefter, når vi åbner baren og tagterrassen og tænder for solen.

Du kan finde dagsordenen og alle øvrige dokumenter her:

Generalforsamling 2023 – materiale til medlemmerne

Husk at tilmelde dig senest 24. maj

Du skal som altid tilmelde dig for at kunne deltage i generalforsamlingen. Det står i vores vedtægter.

Vær obs på, at din tilmelding har betydning for, hvilke valg du kan deltage i på generalforsamlingen. Tilmelder du dig kun som producent, kan du ikke stemme til valget af en kunstner. Er du medlem både som kunstner og producent, kan du tilmelde dig med begge dine Gramex-numre.

Du skal tilmelde dig senest 24. maj via linket her:

Tilmeld dig generalforsamlingen her

Du kan stemme online til og med 17. maj

Er du medlem som kunstner og/eller producent, har du mulighed for at afgive din stemme hjemmefra i stedet. Du kan nemt gøre det online og underskrive med NemID/MitID via tjenesten Penneo på under 2 minutter.

Alternativt kan du printe stemmesedlen, udfylde den i hånden og aflevere den på Gramex’ kontor eller sende den med posten eller på mail til GF@gramex.dk

Uanset hvordan du stemmer, skal vi have modtaget din underskrevne stemmeseddel senest 17. maj 2023.

Stemmer du online, kan du ikke også stemme på generalforsamlingen. Du kan deltage, men får ikke udleveret en stemmeseddel. Er du arving til Gramex-rettigheder og ikke selv medlem som kunstner eller producent, kan du ligeledes deltage i generalforsamlingen, men ikke stemme.

Stemmeseddel (online)  |  Stemmeseddel (til print)

Kandidater til bestyrelsen

I år har vi to poster i bestyrelsen på valg på generalforsamlingen:

  • 1 repræsentant for kunstnerne
  • 1 repræsentant for producenterne

Til producent-posten er der kun opstillet én kandidat, så der afholdes ikke noget valg.

Til kunstner-posten er opstillet tre kandidater, du kan stemme på som kunstner-medlem. Du kan læse om dem og deres motivation for at stille op til Gramex’ bestyrelse her:

Kandidater til bestyrelsen 2023

Angiv fuldmagt ved tilmelding senest 24. maj

Er du forhindret i at deltage, er det nemmest for dig at udfylde en stemmeseddel online som beskrevet ovenfor. Alternativt kan du give fuldmagt til et andet medlem, der deltager på generalforsamlingen, som kan stemme på dine vegne. Men da vedkommende jo også selv kan blive forhindret på dagen, opfordrer vi dig altid til at stemme online frem for ved fuldmagt, hvis du vil være helt sikker på at gøre brug af din stemme.

Du kan kun give fuldmagt til et medlem i samme rettighedsgruppe som dig selv. En kunstner kan altså ikke give fuldmagt til en producent eller omvendt.

Det medlem, du giver fuldmagt til at stemme på dine vegne på generalforsamlingen, skal i sin tilmelding til generalforsamlingen krydse af, at han/hun også repræsenterer dig ved fuldmagt, og også udfylde dit navn og dit Gramex-nummer.

Du kan udfylde fuldmagten online og underskrive med NemID inden selve generalforsamlingen. Alternativt kan fuldmagten medbringes i printet, udfyldt og underskrevet stand på generalforsamlingen.

Hver fremmødt deltager kan højst medbringe tre fuldmagter fra andre medlemmer. Kun underskrevne fuldmagter kan veksles til stemmesedler på generalforsamlingen. Du skal derfor selv sikre dig, at du gennemfører og rent faktisk får skrevet fuldmagten under med dit NemID, hvis den skal være gyldig. Ingen underskrift – ingen stemmeseddel. Gramex har ikke mulighed for at rykke for manglende underskrifter eller printe for dig, og vi modtager ikke fuldmagter efter den 31. maj klokken 16.00. Kun fuldmagter udfyldt på Gramex’ blanket (online eller print) er gyldige.

Udfyld fuldmagt (online)  |  Fuldmagt (til print)

Parkering

Kommer du i bil, er der én times gratis parkering på parkeringspladserne i Kødbyen. Så hvis du ikke gider rende ud og stille p-skive hver time, kan du parkere rundt om hjørnet i Hotel Scandic Kødbyens parkeringskælder mod betaling. Det ligger i Skelbækgade 3A.

Læs mere

60 år i musikkens tjeneste

Hjælp! Hvor finder jeg mit Gramex-nummer?

Stemmeseddel til generalforsamling 2023

Som medlem kan du nu stemme online til årets generalforsamling til og med 17. maj 2023.

Som medlem kan du nu stemme online til årets generalforsamling til og med 17. maj 2023.

Er du Gramex-medlem både som kunstner og producent, har du to Gramex-numre. Du kan i så fald bestille en stemmeseddel to gange med hvert sit Gramex-nummer.

Udfylder du stemmesedlen på mobiltelefon, skal du lige vende den på den lange led. Husk at klikke på den grønne knap “Gem og fuldfør” til sidst for at registrere din stemme.

Hjælp! Hvor finder jeg mit Gramex-nummer?

Find materialet og læs om kandidaterne | Læs mere om generalforsamlingen

Kandidater til Gramex’ bestyrelse 2023

Her kan du se, hvem der stiller op til bestyrelsesvalget på generalforsamlingen, og læse deres motivationer.

Som Gramex-medlem er du med til at bestemme, hvem der skal sidde i Gramex’ bestyrelse. Du kan stemme på din favorit på selve generalforsamlingen den 31. maj, eller du kan “brevstemme” online i forvejen senest den 17. maj.

Der er i år kun valg blandt kunstnerne, da der til producentvalget kun er opstillet én kandidat.

Hent stemmeseddel (online) 

Hent stemmeseddel (til print)

Kunstnere 

Til posten som bestyrelsesmedlem for kunstnerne opstiller følgende 3 kandidater (i alfabetisk rækkefølge):

  • Gry Harrit (nyvalg)

    Jeg er uddannet cand.scient.pol. med speciale i international politik. Pengestrømmene i dansk musik bliver i stadig stigende grad internationale, og dem vil jeg gerne være med til at sikre. Og min forventning er, at mine akademiske kompetencer kan komme fint i spil her.

    Jeg er samtidig udøvende musiker og medvirker på over 100 album som korsanger. Derudover er jeg sangskriver med to album-udgivelser i eget navn som selvudgiver.

    Gramex har været en stabil indkomst i mange år af mit musikerliv, og jeg vil gerne være med til at fastholde disse pengestrømme i en efterhånden 100% digital musikformidling.

    Som forperson for Foreningen Musikbevægelsen af 2019 har jeg en god fornemmelse af, hvor vigtigt det er at nå ud til alle i musikbranchen med budskabet om, hvor central en opgave Gramex løfter.

    Ikke alle har det lige godt med tal, diagrammer og tabeller, men alle bør have viden om deres egen økonomi, og hvor pengene kommer fra. Og det formidlingsarbejde håber jeg at kunne bidrage til, hvis jeg får mulighed for det.


  • Lasse Lyngbo (nyvalg)

    Jeg har arbejdet på fuld tid i musikbranchen i næsten 20 år – både som artist i bands som Diefenbach og som musiker, producer og sangskriver for navne som Hjalmer, Vinnie Who, Sys Bjerre og mange flere. Sideløbende har jeg komponeret musik til teater, film og tv. Jeg elsker at spille live og gør det så ofte, jeg kan komme til det.

    Som kunstner-repræsentant i Gramex’ bestyrelse kan jeg bidrage med en stor indsigt i, hvordan musikken rent faktisk bliver til i branchen, samt hvilke faglige og økonomiske udfordringer medlemmerne står over for. Jeg har arbejdet i stort set alle genrer og haft projekter på alle større danske pladeselskaber. Jeg har min daglige gang blandt musikere, producenter og aftagere i branchen, og jeg ved, hvilken betydning Gramex har for dem alle.

    Jeg går ind for en højere grad af ligestilling mellem medlemmerne i Gramex’ fordelingssystem. Jeg mener, at alle Gramex-medlemmer er lige meget værd, og i højere grad skal ligestilles i fordelingen. Samtidig mener jeg, at der er noget basalt ulogisk og urimeligt i, at to musikstykker kan have helt forskellig værdi i Gramex-systemet. Jeg går derfor ind for, at der skal indføres et mere track-baseret afregningssystem.

    Gramex spiller en uundværlig rolle i den danske musikbranche. Jeg vil gerne være med til at fremtidssikre organisationen, så den også fremover kan støtte op om medlemmernes gode musik.


  • Thomas Sandberg (nyvalg)

    Jeg er professionel freelance musiker og komponist samt forperson i Dansk Musiker Forbund.

    Som aktør og rettighedshaver i musikbranchen gennem 35 år har det altid ligget mig meget på sinde, at kunstnerne får en fair og rimelig andel af rettighedsbetalingerne for indspillet musik, og dette vil jeg have som hovedfokus i Gramex’ bestyrelse.

    Gramex er en medlemsejet rettighedsorganisation og skal agere ud fra demokratiske grundprincipper. Dette vil jeg være med til at fastholde.

    De teknologiske muligheder og adfærdsmønstre forandrer sig desuden hele tiden, og derfor er det vigtigt, at Gramex er opdateret og på forkant med de udfordringer, der kan opstå i denne forbindelse.

    Gramex’ IT-infrastruktur og medlemssystem skal være transparent og overskueligt, så det er let at følge med i fordelingen af rettighedsmidlerne.

    Hvis du som kunstner stemmer på mig, kan du være sikker på, at jeg vil varetage dine interesser i bestyrelsen.

Producenter

Til posten som bestyrelsesmedlem for producenterne genopstiller Laura Littauer som den eneste kandidat. Der vil derfor ikke blive gennemført en afstemning vedrørende denne bestyrelsespost.


Læs mere

Se Gramex’ bestyrelse i dag

Gramex’ generalforsamling 31. maj 2023

Forsinkelser i Gramex’ medlemsservice

“Hallo, Gramex – er I der? Hvornår registrerer I mig og min studieliste? Har I glemt mig?”

Vi er her stadig. Og glemmer dig ikke. Men som du måske ved, er vi i Gramex i fuld gang med at udskifte alle IT-systemer og implementere nye databaser. Det glæder vi os til, men det betyder samtidig, at vi er ekstra tidspressede, mens det står på.

Det betyder også, at du desværre må forvente længere svartid, ekspeditionstid og forsinkelser i vores medlemsservice også i den kommende tid.

Det påvirker for eksempel dig, der går og venter på:

  • at få registreret en studieliste. Vi er i fuld gang, men er forsinket. Så det tager længere tid end normalt, før din studieliste er behandlet, så du kan se den på Mit Gramex.

  • at få flyttet rettigheder fra et label til et andet eller har andre sager om producentrettigheder til behandling i Gramex. Vi vender tilbage til dig hurtigst muligt, når systemerne er klar.

Uanset hvad du går og venter på, er svaret altså det samme:

Vær tålmodig – lidt endnu

Du går ikke glip af nogen penge, mens du venter. Vi glemmer ikke nogen afspilninger eller studielister eller rettighedshavere, fordi vi er begravet i databaser. Du mister altså ikke nogen Gramex-penge. Og behøver heller ikke sende din studieliste ind igen.

Vi gør alt, hvad vi kan, for at få registreret alle tracks med afspilninger og alle rettighedshavere i de nye systemer. Men er du stadig ikke blevet registreret inden udgangen af maj? Ved du, at der er indsendt en studieliste? Og er du afspillet på en af de radio-/tv-kanaler, vi får rapportering fra? Så er du velkommen til at kontakte os og tjekke op fra tirsdag den 30. maj.

Vi håber på jeres forståelse. Og takker for tålmodigheden.

Læs mere

Nyt IT-system på vej i Gramex

Kontakt Gramex

Gramex’ member services delayed

“Hello, Gramex – are you there? When will you register me and my track list and send me a membership form? Did you forget about me?”

We are still here. And we will not forget you. But as you might already know, we are currently in the process of replacing our IT systems and implement new databases.

We are very much looking forward to this – but unfortunately, this means that you must expect delays in our member services.

This can affect you if you are currently waiting to:

  • See your track list registered and processed in our system. We are working on it, but yes, we are delayed.
  • Receive a membership form and a Gramex number from us. We promise we will not forget you.
  • Register a new label or changes in your Gramex rights as a producer. We will let you know when the systems are ready for this.

No matter what you are waiting for, the answer is the same:

Please, be patient – for just a little longer

You will not miss out on any money from us while waiting. We will not forget any airplay, track lists or right holders because of this. So, you will not lose any remuneration from Gramex. And there is no need for you to send us the same track list again.

We are doing everything we can to register all tracks and right holders in the new systems. However, if you are not registered by the end of May, you are more than welcome to get in touch with us from Tuesday May 30th and check what’s going on.

Thank you for understanding – and your patience.

More info

New IT system on its way in Gramex

Contact Gramex