Årets store udbetaling bliver i uge 26

Det er den uge, der starter med mandag den 27. juni. Og altså den uge, hvor Roskilde Festival endelig vender tilbage.

I Gramex er vi i fuld gang med at forberede udbetalingen til alle de medlemmer, der er afspillet i radio og tv i 2021.

Hvor meget du præcist får udbetalt, kan vi desværre ikke sige før udbetalingen. Det skyldes, at vi helt til det sidste foretager kørsler og reguleringer i systemet, der kan have betydning for saldoen på din Gramex-konto.

Så du må være tålmodig lidt endnu – og klar til at tjekke din konto eller Mit Gramex i starten af uge 26.

Hvad får du penge for?

Vi udbetaler i år et par dage senere, end vi plejer. Det gør vi, fordi vi på den måde kan nå at få endnu flere penge med i puljen til udbetaling.

Vi regner med at kunne udbetale både Gramex-penge for afspilninger i radio/tv i hele 2021, men også de såkaldte blankmediemidler og midler, vi udbetaler på vegne af Performex.

Udbetalingerne vil fremgå separat på din udbetalingsopgørelse, som du kan finde på Mit Gramex i løbet af uge 26.

Har vi registreret din rigtige mail-adresse?

Vi giver altid vores medlemmer besked på mail, når vi udbetaler penge til dem. Hvis vi altså har registreret mail-adressen i vores system.

Er du medlem, og er det længe siden du har hørt fra os, kan det skyldes, du har en forældet hotmail eller lignende registreret hos os.

Det kan også være, at du på et tidspunkt har klikket “Afmeld” på en mail fra Gramex. Det respekterer vi naturligvis og skriver ikke til dig igen.

Vil du sikre dig, at du får mails fra os, når vi udbetaler til dig, kan du skrive til rtk@gramex.dk.

Læs mere

Dine spilletider er klar til godkendelse