Gramex’ generalforsamling 24. maj 2022

Er du medlem af Gramex, kan du nu tilmelde dig årets ordinære generalforsamling eller afgive din stemme online.

Gramex indkalder hermed alle medlemmer til ordinær generalforsamling:

  • Tirsdag den 24. maj klokken 16.00
    Hos Gorrissen Federspiel, Axeltorv 2 (Axel Towers), 1609 København V

Du kan finde dagsorden og alle øvrige dokumenter her:

Generalforsamling 2022 – materiale til medlemmerne

Tilmeld dig senest 17. maj

Du skal tilmelde dig for at kunne deltage i generalforsamlingen. Det står i vores vedtægter.

Vær obs på, at din tilmelding har betydning for, hvilke valg du kan deltage i på generalforsamlingen. Tilmelder du dig kun som producent, kan du ikke stemme til valget af kunstnere. Er du medlem både som kunstner og producent, kan du tilmelde dig med begge dine Gramex-numre.

Du skal tilmelde dig senest 17. maj via linket her:

Tilmeld dig generalforsamlingen her

Stem online senest 10. maj

Er du medlem som kunstner og/eller producent, har du mulighed for at afgive din stemme hjemmefra. Du kan nemt gøre det online og underskrive med NemID på under 2 minutter.

Alternativt kan du printe stemmesedlen, udfylde den i hånden og aflevere den på Gramex’ kontor eller sende den med posten eller på mail til GF@gramex.dk

Uanset hvordan skal vi have modtaget din underskrevne stemmeseddel senest 10. maj.

Stemmer du online, kan du ikke også stemme på generalforsamlingen. Du kan deltage, men får ikke udleveret en stemmeseddel. Er du arving til Gramex-rettigheder og ikke selv medlem som kunstner eller producent, kan du ligeledes deltage i generalforsamlingen, men ikke stemme.

Stemmeseddel (online)  |  Stemmeseddel (til print)

Kandidater til bestyrelsen

I år har vi fire poster i bestyrelsen på valg på generalforsamlingen:

  • 1 repræsentant for kunstnerne
  • 2 repræsentanter for producenterne – heraf 1 suppleant
  • 1 repræsentant med særligt kendskab til ophavsret

Du kan se, hvem du kan stemme på, og læse deres motivationer her:

Kandidater til bestyrelsen 2022

Angiv fuldmagt ved tilmelding senest 17. maj

Er du forhindret i at deltage, er det nemmest for dig at udfylde en stemmeseddel online som beskrevet ovenfor. Alternativt kan du give fuldmagt til et andet medlem, der deltager på generalforsamlingen, som kan stemme på dine vegne. Men da vedkommende jo også selv kan blive forhindret på dagen, opfordrer vi dig til at stemme online frem for ved fuldmagt, hvis du vil være sikker på at gøre brug af din stemme.

Du kan kun give fuldmagt til et medlem i samme rettighedsgruppe som dig selv. En kunstner kan altså ikke give fuldmagt til en producent eller omvendt.

Det medlem, du giver fuldmagt til at stemme på dine vegne på generalforsamlingen, skal i sin tilmelding til generalforsamlingen krydse af, at han/hun også repræsenterer dig ved fuldmagt, og også udfylde dit navn og dit Gramex-nummer.

Du kan udfylde fuldmagten online og underskrive med NemID inden selve generalforsamlingen. Alternativt kan fuldmagten medbringes i printet, udfyldt og underskrevet stand på generalforsamlingen.

Hver fremmødt deltager kan højst medbringe tre fuldmagter fra andre medlemmer. Kun underskrevne fuldmagter kan veksles til stemmesedler på generalforsamlingen. Du skal derfor selv sikre dig, at du gennemfører og rent faktisk får skrevet fuldmagten under med dit NemID, hvis den skal være gyldig. Ingen underskrift – ingen stemmeseddel. Gramex har ikke mulighed for at rykke for manglende underskrifter eller printe for dig, og vi modtager ikke fuldmagter efter den 24. maj klokken 16.00. Kun fuldmagter udfyldt på Gramex’ blanket (online eller print) er gyldige.

Udfyld fuldmagt (online)  |  Fuldmagt (til print)

Parkering

Kommer du i bil, er der parkeringskælder under Axel Towers mod betaling.

Læs mere

Hjælp! Hvor finder jeg mit Gramex-nummer?

Stemmeseddel til generalforsamling 2022

Som medlem kan du nu stemme online til årets generalforsamling til og med 10. maj.

Som medlem kan du nu stemme online til årets generalforsamling til og med 10. maj.

Er du Gramex-medlem både som kunstner og producent, har du to Gramex-numre og kan stemme to gange. Du skal i så fald bestille en stemmeseddel to gange med hvert sit Gramex-nummer.

Hjælp! Hvor finder jeg mit Gramex-nummer?

Læs kandidaternes motivationer | Læs mere om generalforsamlingen


Kandidater til Gramex’ bestyrelse 2022

Her kan du se, hvem der stiller op til bestyrelsesvalget på generalforsamlingen, og læse deres motivationer.

Som Gramex-medlem er du med til at bestemme, hvem der skal sidde i Gramex’ bestyrelse. Du kan stemme på din favorit på selve generalforsamlingen, eller du kan “brevstemme” online.

Der er i år kun valg blandt kunstnerne, da der til de øvrige valg ikke er opstillet flere kandidater, end der er ledige poster.

Hent stemmeseddel (online)  |  Hent stemmeseddel (til print)

Kunstnere 

Til posten som bestyrelsesmedlem for kunstnerne opstiller følgende to kandidater:

  • Jens Skov Thomsen (genvalg)

    Jeg har siddet i bestyrelsen de seneste tre år. Jeg er selv musikartist i grupperne VETO og Mantua og har medvirket på mange udgivelser – også som selvudgiver. Dertil er jeg jurist med speciale i musikrettigheder.

    Jeg genopstiller til bestyrelsen. Som rettighedshaver og fri medlemsrepræsentant i en bestyrelse, der også består af repræsentanter fra DAF og DMF. For mig er en stærk bestyrelse lig med balance mellem frie medlemmer og politiske ledelsesrepræsentanter i de to organisationer. Derfor er det vigtigt, jeg bliver genvalgt.

    Mine mærkesager er fortsat: 

    – Et trackbaseret fordelingssystem, hvor vederlag afregnes direkte fra afspilning til track.

    – En medlemsbrugerflade, med fuld indsigt i den data, der knytter sig til afregningen, så man kan se hvilke tracks, der er spilles hvor, og hvor meget de har indtjent over tid.
     
    – At Gramex har en både effektiv og moderne administration i balance, som sender flest muligt penge ud til medlemmerne og sikrer medlemmerne den rigtige service. 

    Gramex er vigtig. Gramex er vores alles. Og vi skal sørge for, at Gramex også i fremtiden er det bedste sted at få sine rettigheder forvaltet. 

    Jeg lover at arbejde hårdt for sagen og håber på din stemme.

  • Søs Nyengaard (nyvalg)

    Jeg er professionel musiker og forperson for Dansk Musiker Forbund.

    Gramex er musikudøvernes vigtigste forvaltningsselskab, og det er en naturlig kerneopgave for mig som forperson i DMF at engagere mig i Gramex.

    Radioens rolle som primær musikformidler presses i stigende grad af de store musiktjenester og deres playlister – styret af algoritmer og pengeinteresser.

    Men selvom teknologier og forbrugsmønstre skifter, er det vigtigt, at Gramex fortsat kan sikre musikudøverne betaling på masseudnyttelsesområder. Vi har mere end nogensinde brug for Gramex som en stærk varetager af rettighedshavernes interesser og som en demokratisk og gennemsigtig forvaltning, der sikrer en fair fordeling af vores penge.

    Jeg vil arbejde for en styrkelse af Gramex både i forhold til musikbrugerne og i forhold til medlemmerne, som både har brug for nye tidssvarende IT-baserede medlemssystemer, men også stadig god personlig service.

    Dette er en vigtig post, som jeg vil prioritere, og håber derfor på din stemme.

Producenter

Til de to poster som bestyrelsesmedlem og suppleant for producenterne opstiller ikke flere kandidater end der er ledige poster. Der vil derfor ikke blive gennemført en afstemning vedrørende disse bestyrelsesposter.

  • Jakob Plesner Mathiasen (genvalg)

    Jeg genopstiller til Gramex’ bestyrelse som bestyrelsesmedlem for producenterne.

    Jeg bidrager med min erfaring som National Group Director i IFPI Danmark, der repræsenterer langt størstedelen af de kommercielle musikselskaber i Danmark – store som små selskaber, og som arbejder for at sikre de bedste rammevilkår for indspillet musik i Danmark. Som bestyrelsesmedlem ønsker jeg at favne bredt i varetagelsen af rettighedshavernes interesser.

    Musikbranchen har igennem en årrække været under hastig digital udvikling. Jeg interesserer mig særligt for denne udvikling og for de forretningsmæssige og kommercielle muligheder, der affødes heraf for rettighedshaverne.

    Jeg håber at få lov til fortsat at bidrage med faglig viden og engagement i udviklingen af Gramex de kommende tre år.

  • Morten Ingholt (genvalg som suppleant)

    Jeg genopstiller til Gramex’ bestyrelse, da jeg fortsat ønsker at bidrage til udviklingen og samarbejdet på tværs af bestyrelsen, ledelsen og de ansatte.

    De næste 2-3 år vil stå i IT-implementeringens navn; et område, jeg tidligere har arbejdet en del med og derfor har relevant erfaring at byde ind med. Endvidere har jeg 15 års erfaring fra den finansielle side af musikbranchen og bidrager derfor med en lidt anderledes vinkel til bestyrelseslokalet.

7. medlem

Til posten som bestyrelsens såkaldt 7. bestyrelsesmedlem med særligt kendskab til ophavsret opstiller ikke flere kandidater end én. Der vil derfor ikke blive gennemført en afstemning vedrørende denne bestyrelsespost.

  • Morten Rosenmeier (genvalg)

    Jeg er født i 1967 og professor i ophavsret ved Københavns Universitet, Det Juridiske Fakultet, Center for Informations- og Innovationsret (CIIR).

    Jeg har været det 7. ophavsretskyndige medlem af Gramex’ bestyrelse siden 2013. Jeg er også medlem af bestyrelserne for bl.a. Copydan Tekst & Node, VISDA og Forfatternes Forvaltningsselskab. Jeg prøver her at bruge min ophavsretlige viden på en måde, som jeg håber er til gavn for de musikere, komponister, forfattere, billedskabere og andre rettighedshavere, som ejer selskaberne.

    De penge, selskaberne skaffer rettighedshaverne, har meget stor betydning for mange af dem. Mange havde ikke råd til at leve af deres kunst, hvis ikke de fik dem. Jeg føler det derfor som et stort privilegium at få lov til at udføre ophavsretligt organisationsarbejde, og jeg håber, at jeg får lov til at fortsætte mit arbejde i Gramex’ bestyrelse.

    Læs mere i mit CV på www.jura.ku.dk/mortenrosenmeier

Læs mere

Se Gramex’ bestyrelse i dag

Gramex’ generalforsamling 24. maj 2022

7 millioner på vej til medlemmerne

I dag udbetaler Gramex penge fra udlandet til 3.747 medlemmer, der er spillet i radio/tv uden for Danmark.

Er det dig, der har penge på vej? Tjek din bankkonto eller Mit Gramex.

Har du konto i Danske Bank, går pengene ind i løbet af dagen i dag. Har du en anden bank, kan der godt gå et par dage, før du har pengene på kontoen. Indtil da kan du selv logge ind og tjekke din udbetaling på Mit Gramex.

Gå til Mit Gramex

Hvad får du penge for i dag?

Udbetalingen i dag er primært penge for airplay i udlandet, men også efterbetalinger af tilgodehavender på Gramex-kontoen.

Flest penge udbetaler vi til medlemmerne fra Tyskland, men også en hel del fra England, Sverige og USA. I alt udbetaler vi penge fra cirka 25 Gramex-lignende organisationer i udlandet, vi har aftaler med.

Hvor i verden du selv har fået penge fra, kan du se på Mit Gramex, hvis du klikker “Vis” ud for udbetalingen. Har du brug for en opgørelse over udbetalingen til din manager eller revisor, kan du også hente den i pdf.

Se, hvor i verden Gramex henter penge hjem

Får du besked?

Kender vi din mail, har vi sendt dig en besked om, at der er penge på vej. Har du fået penge i dag, men ingen mail, kan det være, fordi vi har en gammel mailadresse registreret, du ikke bruger længere.

Vil du sikre dig at få besked, når vi udbetaler, kan du opdatere din mail-adresse inde på din profil på Mit Gramex. Ellers er du altid velkommen til at ringe eller skrive til os; så kan vi hurtigt opdatere den for dig.

Kontakt os

Har du spørgsmål til din udbetaling i dag eller mangel på samme, er du altid velkommen til at kontakte os.

Dine afspilninger i dansk radio og tv i 2021 får du som altid betaling for omkring sankthans, når året er gjort endeligt op, og generalforsamlingen har godkendt årsregnskabet.

Kontakt Gramex

Ny undersøgelse viser en udbredt sexisme i musikbranchen

Hvorfor er der så få kvinder i musikken? Ny rapport undersøger årsagerne til den skæve kønsbalance i dansk musik.

Der er en udbredt sexisme i den danske musikbranche, og derfor møder kvinder markant flere arbejds- og karrieremæssige barrierer sammenlignet med mænd. Sådan lyder konklusionen i en ny undersøgelse med titlen ’Hvorfor er der så få kvinder i musikken?’, som er udført af Analyse & Tal og KVINFO på vegne af musikorganisationerne Koda, Dansk Live, JazzDanmark, Snyk, Rosa og Tempi.

Undersøgelsen er den første, der på tværs af køn kortlægger kønnets betydning for udøvende og skabende musikeres karrieremuligheder og -begrænsninger i Danmark. Datagrundlaget bygger blandt andet på knap 6.000 spørgeskemabesvarelser, hvoraf cirka 1.500 personer har valgt at supplere besvarelsen af spørgeskemaet med åbne besvarelser.

Find og læs hele undersøgelsen her

Det kan musikbranchen ikke leve med

Det fremgår af undersøgelsen, at arbejdsforholdene i musikbranchen generelt er usikre og uregulerede, men den viser imidlertid, at det i langt større omfang har negative konsekvenser for kvinder end for mænd – både i forhold til psykisk belastning og manglende juridiske rettigheder. Samtidig oplever mange kvinder stereotype forestillinger og fordomme om blandt andet deres evner og kompetencer, hvilket har en negativ betydning for muligheden for at opnå og bibeholde en karriere i musikbranchen som kvinde.

Kvinder i musikbranchen oplever også markant mere grænseoverskridende adfærd og seksuel chikane end deres mandlige kollegaer, hvilket er en væsentlig årsag til kønsubalancen blandt udøvende og skabende musikere. 64 procent af kvinderne har oplevet én eller flere former for grænseoverskridende adfærd over de seneste fem år, mens tallet for mændene er 44 procent. Og ser man udelukkende på yngre kvinder under 30 år, gør det sig gældende for 80 procent af kvinderne. Hvor mænd beretter, at den uønskede seksuelle chikane oftest kommer fra publikum, oplever kvinder, at det ofte kommer fra personer, som har direkte indflydelse på deres karriere.

”Undersøgelsens resultater er slående. Ikke nok med, at undersøgelsen på baggrund af et omfattende datamateriale dokumenterer, at kvinder langt fra har de samme muligheder for at gøre karriere i musikbranchen som mænd. Den viser også, at de uregulerede arbejdsmarkedsforhold har langt større negative konsekvenser for kvinder. Det er helt uacceptabelt, at det skal være så meget sværere at være kvinde end mand i musikbranchen. Det kan vi ikke leve med hverken som branche, som arbejdsgivere, som kollegaer eller som organisationer, og derfor kalder undersøgelsens resultater på, at alle aktører i musikbranchen må og skal tage et ansvar nu,” udtaler Kodas forperson Niels Rønsholdt.


“Det er helt uacceptabelt, at det skal være så meget sværere at være kvinde end mand i musikbranchen”

Niels Rønsholdt, Kodas forperson

Omfattende forandringer skal gøre op med sexismen

Musikbranchen har således et omfattende problem med sexisme, og det kræver omfattende forandringer at ændre dette. Udfordringerne er komplekse og kræver indsatser og handlinger, der adresserer mange forskellige lag på flere forskellige områder af musikbranchen. Blandt andet anbefales det i rapporten, at musikbranchen styrker de juridiske rettigheder i forhold til graviditet og barsel, at man understøtter en kultur uden krænkelser og seksuel chikane, og at man modvirker begrænsende stereotyper og bias.

”Vi vil skabe reelle forandringer, og selvom mange af os i musikbranchen allerede er i gang og har været i gang i noget tid, skal vi danne og fastholde et bredt og varigt samarbejde. Vi mødes derfor på tværs af branchen til musiktopmøde med fokus på kønsbalancen i dansk musikliv den 25. marts, og vi følger op med etablering af et Diversity LAB, hvor centrale aktører vil mødes for at omsætte den viden og de anbefalinger, som blandt andet findes i denne undersøgelse, til konkrete løsninger. Løsninger, som skal bidrage til at skabe reelle og varige forandringer,” udtaler leder i JazzDanmark Eva Frost.

Nøgletal

  • 40 % kvinder og 23 % mænd oplever, at psykisk belastning er en udfordring ift. at opnå en karriere som musikskaber og -udøver
  • 52 % kvinder og 36 % mænd oplever, at dårlige juridiske rettigheder er en udfordring ift. at opnå en karriere som musikskaber og -udøver
  • 18 % kvinder og 4 % mænd oplever, at de ikke er blevet inviteret til bestemte jobs eller arbejdsfællesskaber udelukkende på grund af deres køn
  • 35 % kvinder og 4 % mænd oplever, at deres køn har betydning for vurdering af evner.
  • 27 % kvinder og 1 % mænd oplever, at de ikke at blive taget seriøst på grund af deres køn
  • 26 % kvinder og 8 % mænd oplever at få nedsættende kommentarer rettet mod deres køn
  • 56 % kvinder og 22 % mænd oplever hverdagssexisme
  • 64 % kvinder og 44 % mænd har oplevet grænseoverskridende adfærd eller seksuel chikane

Find flere tal i undersøgelsen.

Sexisme også udbredt blandt andre kønsminoriteter

Den sexisme, som kvinderne i undersøgelsen oplever, er lige så udbredt, og på flere områder mere udbredt blandt de 71 ikke-ciskønnede, som har svaret på undersøgelsen. For eksempel oplever hele 70 procent af de ikke-ciskønnede en eller flere former for grænseoverskridende adfærd eller seksuel chikane. 47 procent af ikke-ciskønnede oplever, at deres køn har betydning for vurdering af deres evner. Og 18 procent af ikke-ciskønnede oplever, at de ikke er blevet inviteret til bestemte jobs eller arbejdsfællesskaber udelukkende på grund af deres køn.

Se flere tal om de ikke-ciskønnede i undersøgelsen.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen kortlægger, hvilken betydning køn har for skabende og udøvende musikeres karrieremuligheder og -begrænsninger i Danmark. Undersøgelsen bygger på et litteraturstudie, 17 dybdegående interviews med musikere på tværs af køn og knap 6.000 spørgeskemabesvarelser fra medlemmer af Koda og Gramex. Hele 1.500 personer i spørgeskemaundersøgelsen har dertil valgt at bidrage med deres individuelle oplevelser i åbne besvarelser.

Undersøgelsen er udført af Analyse & Tal og KVINFO og finansieret og rekvireret af Koda, Dansk Live, JazzDanmark, Snyk, Rosa og Tempi, mens Gramex har bistået med data.

Musik skal – også – ses i biografen

I dag vender CPH:DOX endelig tilbage i biograferne – som altid med et stort musikprogram.

Efter to års nedlukninger og restriktioner vender dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX stærkt tilbage i biograferne 23. marts til 3. april.

Festivalen præsenterer i år omkring 200 film af etablerede og nye filmskabere såvel som debatter, seminarer, udstillinger, koncerter og meget mere.

Under overskriften SOUND & VISION kan du som altid finde årets musikfilm; og denne gang får du chancen for at komme helt tæt på musikere som Sinéad O’Connor, Brian Wilson, Nick Cave & Warren Ellis, Lars H.U.G., Courtney Barnett osv.

Festivalen byder også på koncertrækken LYD:SPOR og præsenterer ekstraordinært i år en række film om livet i Ukraine – før krigen.

Vi ses i mørket!

Valg til bestyrelsen 2022

Vil du være en del af Gramex’ bestyrelse? Så giv os besked og send din motivation for at stille op senest den 15. marts.

Det er Gramex’ medlemmer, der vælger, hvem der sidder i Gramex’ bestyrelse. I år er følgende poster i bestyrelsen på valg på generalforsamlingen den 24. maj:

Jens Skov Thomsen for kunstnerne, Jakob Plesner Mathiasen og Morten Ingholt (suppleant) for producenterne og Morten Rosenmeier, der er valgt som det syvende medlem med særligt kendskab til ophavsret.

Der skal derfor på årets generalforsamling vælges:

  • a) 1 bestyrelsesmedlem for kunstnerne
  • b) 1 bestyrelsesmedlem + 1 suppleant for producenterne
  • c) 1 bestyrelsesmedlem med særligt kendskab til ophavsret

Sådan stiller du op

Vil du have dit navn med på stemmesedlen? Så skal du sende en mail til GF@gramex.dk senest tirsdag den 15. marts 2022 med følgende information:

  • Hvilken post ønsker du at opstille til: a, b eller c? Ønsker du kun at opstille som suppleant for producenterne, skal du skrive det. Ellers bliver den producentkandidat, der får flest stemmer, valgt ind som bestyrelsesmedlem, mens posten som suppleant går til kandidaten med næstflest stemmer.
  • Hvorfor skal man stemme på netop dig? Beskriv din motivation for at opstille i max 200 ord. Du kan fx skrive kort om dig selv og din baggrund, hvorfor du gerne vil med i bestyrelsen, hvad du især vil arbejde for, hvad der særligt kvalificerer dig til posten og lignende. Du må gerne indsætte et link, hvor man kan læse mere om dig. Din motivation er vigtig for alle de medlemmer, der ikke kan deltage i selve generalforsamlingen og derfor ønsker at stemme online i stedet. Vi lægger alle kandidaternes motivationer her på hjemmesiden, når vi åbner valget 4 uger før generalforsamlingen.
  • Vedhæft gerne et billede af dig selv, som vi har lov til at bruge her på hjemmesiden sammen med din motivation. Det behøver ikke være et prof pressebillede; du kan sagtens bare tage et billede med din telefon. Det vigtige er, at du selv har rettighederne eller på forhånd har clearet rettighederne med fotografen, inden du sender det.
  • Hvis du er medlem, hvad er dit Gramex-nummer?

Til inspiration kan du læse kandidaternes motivationer sidste år her

Hvad indebærer arbejdet i bestyrelsen?

Arbejdet i bestyrelsen er et reelt stykke arbejde, du skal tage alvorligt og prioritere, hvis du vil med på holdet. Vi opfordrer derfor alle interesserede til at sætte sig ind i, hvad arbejdet som bestyrelsesmedlem indebærer, inden man opstiller.

Hvad indebærer bestyrelsesarbejdet i Gramex?

Hvem sidder i bestyrelsen i dag?

Læs mere

Sæt kryds: Generalforsamling 24. maj

Sæt kryds: Generalforsamling 24. maj

Har du medlemsforslag til dagsordenen, så giv os besked senest den 15. marts.

Er du medlem af Gramex? Så sæt allerede nu kryds i kalenderen tirsdag den 24. maj klokken 16, hvor vi afholder årets ordinære generalforsamling centralt i København.

Har du som medlem forslag, du ønsker behandlet på generalforsamlingen, skal du give Gramex besked på mail til GF@gramex.dk senest tirsdag den 15. marts.

Alle medlemmer får en indkaldelse til generalforsamlingen på mail i slutningen af april, hvor du også kan finde årsregnskab, årsberetning og alt øvrigt materiale her på hjemmesiden.

Læs mere

Valg til bestyrelsen 2022