Kan du bruge et tilskud til din musik?

Foto: Tor Kolding

Dét kunne Dorte Hartmann. Nu har hun en ny EP på vej med sit solo-projekt A Mess.

– Når man som kunstner får bevilget tilskud, er det jo ikke bare pengene, som betyder noget, men også blåstemplingen og opbakningen i at nogen tror på ens projekt.

Dét fortæller Dorte Hartmann, som sidste år fik tilskud fra Dansk Artist Forbunds kollektive midler fra Gramex til indspilning af sin nye EP NO MAN.

Et tilskud, som også har givet hende mulighed for at række ud til nye samarbejdspartnere:

– Med A Mess, som er mit soloprojekt, jeg også udgiver på eget label, sidder jeg rigtig meget alene. Med en pose penge kan jeg inddrage andre samarbejdspartnere, og det betyder jo alt! I dette tilfælde har jeg inddraget både popproduceren Kasper Kay Larsen og neo-soul/electronica-producer Vakle. De har begge skubbet til mit meget fasttømrede 90’er-indieunivers, og det har bare været super positivt, siger hun.

Tidligere har Dorte mest arbejdet med producere, der ligesom hende selv er velbevandret i den mere alternative ende af rocken.

– Det er fedt at få andre sangskriver- og produktionstrick ned i værktøjskassen og udfordre mit eget lydbillede. Desuden har jeg fået et fast bandmedlem og sparringspartner Hr. Gerhard, som også kommer med fede inputs til rodekassen, fortæller Dorte Hartmann.

EP’en er lige nu i postproduktionsfasen. Dorte Hartmann regner med, der kommer en ny single i slutningen af foråret. Samtidig arbejder hun på et vinyltryk, der samler hendes debut-EP WOMAN fra 2021 og den nye EP til et samlet værk og vidnesbyrd om at være kvinde i dag.

Du kan følge med på hendes Instagram

Næste frister i marts

Er du selv musiker, kan du ligesom Dorte søge økonomisk tilskud til dit næste projekt fra Gramex’ kulturelle midler. Du skal som altid søge midlerne hos de udøvende kunstneres organisationer, som uddeler pengene på Gramex’ vegne.

Du behøver hverken være medlem af Gramex eller den organisation, du søger penge hos.

De næste frister i marts hedder:

20. marts hos Solistforeningen af 1921

24. marts kl. 12 hos Dansk Artist Forbund (DAF)

Læs mere

Søg støtte fra Gramex-midlerne i 2023