35 millioner mere til musikken i år

Foto: Gyrithe Lemche

Gramex lander på 253 millioner kroner i omsætning i 2023. Det er ny rekord.

I dag udbetaler Gramex penge til rettighedshaverne for deres afspilninger i 2023.

Et år, hvor Gramex omsatte for 253 millioner i alt svarende til en vækst på 9 procent. Fratrækker vi omkostninger, ender vi på 246 millioner til fordeling til rettighedshaverne. Det er 35 millioner mere end sidste år. Og dét er direktøren godt tilfreds med.

– I dag er en god dag i Gramex. Efter et rekord-resultat i 2023 fordeler vi nemlig flere penge end nogensinde før til rettighedshaverne. Det er vi stolte af. Og vi vil fortsætte med at gøre alt, hvad vi kan, for at sikre musikselskaberne og de udøvende kunstnere en rimelig betaling for deres store arbejde med at indspille og udgive den musik, der er så betydningsfuld en del af hverdagen for os alle, siger Gramex’ adm. direktør Anne Sophie Gersdorff Schrøder.

Årets flotte resultat skyldes både en øget indtægt på radio/tv-området og fra de kunder, der bruger musik ude i butikker, restauranter og lignende, hvor Koda indhenter betaling på vegne af Gramex.

– Sidder man som medlem og brænder inde med spørgsmål til sin udbetaling, eller driller Mit Gramex, skal man ikke tøve med at ringe eller skrive til os. Så gør vi alt, hvad vi kan, for at hjælpe jer!, lyder det fra direktøren.

Telefonen er af samme grund længere åben de næste par dage: Tirsdag 9-18, onsdag 9-17, torsdag 9-15, fredag 9-12. Er der telefonkø, eller har du spørgsmål, vi skal undersøge nærmere, kan du med fordel skrive til os i stedet. Så vender vi tilbage til dig, så hurtigt vi kan.

Kontakt os

Find flere tal

Du kan finde mange flere tal og tendenser i Gramex’ årsrapporter og regnskab:

Læs mere