Gramex-udbetaling til medlemmerne i dag

Foto: Rasmus G. Sejersen

Der er Gramex-penge på vej til alle de musikere og artister, pladeselskaber og producenter, der er spillet i 2019.

I dag udbetaler Gramex årets største portion penge til medlemmerne. Det er betaling for alle de minutter og sekunder, de er spillet i radio/tv sidste år.

Får du noget? Tjek din konto, din indbakke/spam-filter eller Mit Gramex. Vi har sendt dig en mail, hvis vi har udbetalt til dig og kender din mail.

Har du konto i Danske Bank, går pengene typisk ind i løbet af dagen. Har du en anden bank, kan der godt gå to dage, før du har pengene på kontoen.

Indtil da kan du selv logge ind og tjekke din udbetaling på Mit Gramex. Der er rigtig mange, der tjekker udbetalinger lige nu, så prøv igen lidt senere, hvis det driller.

Gå til Mit Gramex

Nyt login: Kom godt i gang

Gramex fik nyt login i efteråret. Det er her, du kan finde info om din udbetaling, hvis du har optjent 50 kr. eller mere.

Som medlem skal du første gang du logger på det nye Mit Gramex igennem et ekstra trin for at bekræfte din identitet – det er alene af hensyn til sikkerheden og fordi vi passer på dine persondata.

Er du arving til Gramex-rettigheder, kan du desværre ikke logge på Mit Gramex i øjeblikket. Vi er på sagen. Tjek din bankkonto i stedet.

Nyt login: Kom godt i gang

Se din udbetaling

Er du medlem som kunstner eller producent og har du brug for en opgørelse over din udbetaling? Så kan du altid få den vist på Mit Gramex eller hente den som pdf.

Er der flere linjer, end der plejer, er det fordi eventuelle reguleringer er kommet med på opgørelsen. Reguleringer skyldes, at der er sket en eller anden form for ændring på et track, du er registreret på.

Men de her mellemregninger er ikke noget, du behøver bruge tid på at prøve at gennemskue. Så bare se bort fra eventuelle linjer på din udbetaling markeret som #regulering.

Gå til Mit Gramex

Dét får du penge for i dag 

De penge, du får udbetalt i dag, er betaling for alle de minutter og sekunder, du er blevet spillet i dansk radio og tv igennem 2019.

Oveni det er der penge fra en række af vores udenlandske søsterorganisationer som betaling for afspilninger uden for Danmark. Du kan se, hvor i verden dine penge kommer fra, under din udbetaling på Mit Gramex.

Har du både medvirket på en udgivelse og selv udgivet musik, der er afspillet i radio/tv, vil du få to Gramex-udbetalinger. Det er fordi Gramex forvalter rettigheder for to grupper: de udøvende musikere og pladeselskaberne. Du har ét Gramex-nummer som kunster og ét som pladeselskab. Har du rettigheder som arving, vil du også få en separat udbetaling for det.

Beløbet, du får udbetalt, afhænger af, hvor mange minutter hver enkelt sang er blevet spillet, hvor den er blevet spillet henne og hvilken rolle du har på hver enkelt sang.

Du kan læse meget mere om udbetalinger fra Gramex her:

Udbetaling til musikere og artister

Udbetaling til pladeselskaber og producenter

208 millioner til musikken i år

Gramex fordeler i alt 208 millioner tilbage til musikken i år. Det er 2 millioner mere end sidste år. Penge, der falder på et ekstra tørt sted i år.

– Jeg ved godt, at mange af vores medlemmer går og venter ekstra meget på deres Gramex-penge i år, hvor corona jo desværre har ryddet kalenderen og kontoen hos rigtig mange i branchen, siger Thomas Maagaard Dyekjær, der er konstitueret adm. direktør i Gramex.

– Nogle bliver glade, når de tjekker deres konto i dag; andre havde sikkert håbet på mere. Undrer du dig, eller har du spørgsmål til din udbetaling, kan du selvfølgelig altid kontakte os, siger Thomas Maagaard Dyekjær.

Hvorfor får jeg ikke det, jeg plejer?

Får du mere eller mindre end du har gjort før, kan du starte med at tjekke, om det skyldes følgende:

  • Radiohits: Havde du en sang, der blev spillet sindssygt meget i radioen i 2018 og ikke så meget i 2019 – eller omvendt? Så vil du kunne se det i din Gramex-udbetaling. Vi udbetaler i dag for danske afspilninger fra 1. januar til og med 31. december 2019.

    Hvad udbetaler vi for?
  • Penge fra udlandet: Der er i dag 14 millioner fra udlandet med i puljen. Flere udlandspenge følger senere på året. Husk, at du skal have registreret dit repertoire hos Gramex, før vi kan hente penge hjem til dig. Ved vi ikke, at du medvirker, kan vi ikke claime dine rettigheder. 

    Få dine penge fra udlandet
  • Tv-minutter: Fra i år er der forskel på afregningen af landsdækkende radio- og tv-minutter for pladeselskaber og producenter. Tv-minutter får ikke længere andel i tillægget øvrige indtægter (for baggrundsmusik i butikker, cafeer, fitnesscentre osv., som fortrinsvis afspiller lyd uden billede), mens tillægget for radiominutter er blevet større. Næste år bliver dine tv-minutter opgjort for sig på dine spilletider og din udbetalingsopgørelse.

    Hvor meget udbetaler vi?
  • Corona: Afspejler sig først i din udbetaling i 2021, hvor vi udbetaler for afspilninger i 2020. Vi forventer desværre en nedgang i indtægter i 2020 på grund af de corona-lukkede butikker, restauranter, fitnesscentre, spillesteder osv., som ikke har betalt for brug af musik i den lukkede periode.

    Gramex arbejder for kompensation til medlemmerne

Spørgsmål?

Har du fået for lidt eller for meget, eller har du bare spørgsmål til din udbetaling?

Vi er klar på mail og telefon til at hjælpe. Vores telefon er ekstra åben indtil klokken 15 både i dag onsdag og i morgen torsdag.

Kontakt os

Læs mere

Her er Gramex’ mest spillede musiker

Årets største danske navn i radioen

Årets største danske Gramex-hit