Der er faldet dom i Radio 24syv-sagen

Af John R. Kristensen, adm. direktør i Gramex

Efter mere end to års tovtrækkeri har Østre Landsret nu afgjort, hvad Radio24syv skal betale for at sende et minut Gramex-beskyttet musik.

På vegne af de udøvende kunstnere og pladeselskaber, som vi repræsenterer i Gramex, havde vi krævet 122 kr. per beskyttet musikminut, hvilket Ophavsretslicensnævnet i 2013 tilkendegav som rimeligt og velbegrundet.

Radio24syv ønskede ikke at betale mere end omkring 35 kr. per minut med udgangspunkt i, at det er, hvad man betaler til Koda. Derfor anlagde de sagen for Landsretten.

Nu har Landsretten så afgjort, at prisen per musikminut er 70 kr., som indeksreguleres per år – dog med en tredjedel af prisen for brug af musik om natten mellem kl. 01.00 og 07.00.

I Gramex kigger vi nu grundigt på dommen, som på en række centrale punkter er i vores favør og læner sig op ad Ophavsretslicensnævnets kendelse for, hvordan et Gramex-beskyttet musikminutvederlag skal fastsættes.

Jeg er naturligvis glad for, at Landsretten følger Ophavsretslicensnævnet kendelse, når det handler om at sammenligne Gramex-beskyttede minutpriser med Kodas. Det ville være dybt problematisk, hvis Landsretten havde afgjort, at Kodas minutpriser skulle diktere minuttaksterne hos Gramex – eller omvendt.

Det er som at sammenligne pærer og bananer. Vi repræsenterer vidt forskellige rettighedshavere, og i Gramex kan og vil vi derfor til hver en tid fastsætte rimelige vederlag, der ikke er underlagt de minutpriser, Koda måtte regne sig frem til.

Det svarer til, at prisen på en flyrejse aftalt imellem SAS og en forbruger skulle diktere prisen for den rejse, som DSB så skulle tilbyde bare med tog. Det tror jeg, de fleste synes virker underligt og konkurrenceforvridende.

Men selv om Østre Landsrets dom nu tilsiger, at Radio24syv skal betale det dobbelte af, hvad de gik efter, så krævede vi i Gramex en pris, der lå over det. En pris, som et fagnævn i form af Ophavsretslicensnævnet gav os medhold i.

På den baggrund nærlæser vi nu dommen, og jeg vil sammen med min bestyrelse og vores advokater gå i tænkeboks omkring, hvad der nu skal ske. Det har vi fire uger til at beslutte os for.

Jeg vil dog ikke undlade at nævne, at Gramex går meget langt for at finde ”spiselige løsninger” med vores radiokunder, der sikrer, at der går penge tilbage til at skabe et godt musikudbud til gavn for lytterne.

I de mere end tre år jeg har været direktør for Gramex er sagen med Radio24syv den eneste sag, hvor vi ikke har kunnet finde en landingsbane imellem os og radiokunden. Det er naturligvis beklageligt, men her var der altså for langt imellem det, kunden ville betale, og det, vi krævede, og som Ophavsretslicensnævnet gav os medhold i.

Læs Østre Landsrets dom af 31. marts 2015

Læs Ophavsretslicensnævnets kendelse af 27. august 2013

Sådan skaffer du en kvart million

291.582 kr. Det lykkedes det den danske iværksætterduo Audiocase at skaffe på crowdfundingsitet Kickstarter på en måned.

De to lydnørder rejser penge til deres transportable højttaler designet til trådløs streaming – i parken, tourbussen eller på Roskilde Festival, hvor ideen blev født for to år siden.

Og Audiocase er langtfra de eneste danskere, der forsøger sig med crowdfunding på Kickstarter. I øjeblikket kan du for eksempel ”backe” en mobil-bibel og noget så sjældent som behagelige stiletter. Og masser af musik; nye udgivelser, koncerter og en pladebutik.

Men beløbet, de to danskere har opnået, ligger i den høje ende af skalaen. Deres mål var 150.000 kr. Det nåede de efter kun 10 dage. Det betyder, der nu er finansiering til at bygge alle de højttalere, der er bestilt på Kickstarter.

Hvordan crowdfunder man over en kvart million på en måned? Det spurgte jeg de to iværksættere om.

– Først og fremmest tror jeg vi har været gode til at kommunikere, hvad produktet skal bruges til. Og så kører vi en meget ærlig markedsføring – der er ikke så meget bullshit. Vi lover ikke mere, end vi kan holde, fortæller Søren Larsen, der er idemanden bag højttaleren og selv har bygget den.

– Men vi er selv positivt overrasket over, hvor mange der har været inde og bestille et audioprodukt,– uden overhovedet at have hørt det live, supplerer Mikkel Thorup Pedersen, der er interaction designer med rødder i musikbranchen og DJ-miljøet.

Tre tips til crowdfunding

Vi har bedt Audiocase om deres tre bedste tips til andre, der vil i gang med at crowdfunde:

– 1) Forberedelse! Det er det allervigtigste. Opbyg din ”tribe”, som man kalder det i den her verden, så du har dine fans klar i lang tid, før du går på Kickstarter. Vi startede i sensommeren med at forberede kampagnen og har fået hjælp udefra til blandt andet at opbygge vores fanbase. Så vi havde faktisk over 1.000 følgere, da vi startede kampagnen, og altså et reelt publikum at kommunikere med. Det virker.

– 2) Vær ærlig i kommunikationen. Det er blevet rigtig godt modtaget, at det er os selv, der står og sælger produktet og kører kampagnen, og det er os selv, der står i en kælder i Nordvest og bygger højttalerne. Vi har selv fingrene i det og ved, hvad det handler om.

– 3) Kom ud med produktet i den virkelige verden og vis det frem. Lad folk afprøve det. Det virker og giver dig nye kontakter og samarbejder og et endnu større community omkring dit brand.

Som en del af kampagnen har Audiocase sammensat en playliste af dansk musik, man kan høre på Spotify. Det lå lige til højrebenet at koble musik til produktet, forklarer Mikkel:

– Vi kan dele deres musik – og de kan promovere Kickstarter og højttaleren. Det er primært danske upcoming kunstnere, vi har med på playlisten, så de er interesseret i at komme ud og få nogle lyt og kan nemt relatere sig til Audiocase. Og vi har brug for musikken og vil gerne relatere os til musikere. Det er et helt oplagt match for begge parter, så alle er glade, slutter han med et stort smil.

Hvad er en højttaler uden musik?

Hos Gramex følger vi med på sidelinjen. Audiocase var en af de første iværksættere, der flyttede ind i Lydens Hus, da vi slog dørene op i oktober. Dengang kun med en god ide og en ”ghettoblaster” på skulderen. Men uden finansiering.

– Vi er glade for, at vi har kunnet bidrage lidt til, at Audiocase er på vej mod succes. De har fra starten tænkt i nye baner og på tværs af brancher, forklarer Thomas Dyekjær, vicedirektør i Gramex.

– En højttaler uden musik er altså ikke så interessant, selv om den er nok så flot. Men når teknikken møder musikken, sker der noget. Det er det, Audiocase gør ved nu også at kombinere deres produkt med en playliste, og et bagvedliggende quid pro quo samarbejde med kunstnerne. Det er med til at skabe opmærksomhed om produktet og er samtidig med til at promovere ny dansk musik. Den form for netværksbaseret tilgang tror jeg mange, også uden for musikbranchen, kunne lade sig inspirere af – uanset hvad man vil rejse penge til.

Tjek Audiocase på Kickstarter

Lad crowden kickstarte din forretning
Fang penge med nettet

Side 9-pigen går til radioen

Musik, musik, musik, nyhed, nyhed. Det er opskriften på Ekstra Bladets nyeste satsning: Ekstra Bladet Radio. Tre dele musik til to dele nyheder.

Den spritnye netradio sender musik og tabloide nyheder, når de sker, døgnet rundt. Det fortæller Ole Sloth, adm. redaktør på Ekstra Bladet.

– Det er en musikkanal, der afbrydes af nyheder, når de sker, uden vi behøver vente på rådhusklokkerne. Vi ønsker at udnytte den puls og den motor, der er i vores nyhedsproduktion, ved at kunne breake nyheder og bringe dem løbende, i takt med at vi producerer nyt indhold. Det er der så vidt jeg ved ingen andre, der gør – endnu, forklarer Ole Sloth med et smil.

Med den nye radiokanal bringer et af Danmarks mest læste medier deres allerede eksisterende indhold i spil på endnu en platform og tager på den måde endnu et skridt på vejen fra print til multidimensionalt mediehus, fra tekst til tale, fra læsere til lyttere.

En uundværlig ingrediens i den proces er musikken.

– Musikprofilen er det, man kalder hot adult contemporay med et male twist – det er ikke så lummert, som det måske lyder, men er en gængs popprofil med en snert mere guitar og kant end en ren popkanal, forklarer Ole Sloth.

Musik som en del af forretningen

At bruge musik som en integreret del af forretningen er nyt for nyhedsproducenten Ekstra Bladet. Til den del har de allieret sig med samarbejdspartneren MyRadio og Martin Marx, der tidligere har været radiochef på Radio 100 og Radio Soft.

– Vi ved godt, at musikdelen nok er det, der betyder allermest for lytterne. Og den del har vi på Ekstra Bladet ingen kompetencer udi, så der har vi allieret os med MyRadio. Vi har et fælles ansvar for at skaffe kunder. Men de tager sig af musikken og det radiofoniske, mens vi her på Ekstra Bladet tager os af nyhederne og markedsføringen. Og så prøver vi at koble det, hvor vi kan, og lægge noget unikt ind over, fortælle Ole Sloth.

Som eksempel på det er side 9-pigen i det nye radioformat forvandlet til en ”klokken 9-pige”. Som hverken skal forstås i Simon Spiesk forstand eller som en side 9-pige med lyd på, men selvfølgelig er hentet fra musikkens verden.

– Klokken 9-pigen er sådan en sjov, lille sag, synes vi selv, hvor vi hver morgen kl. 9 med et glimt i øjet præsenterer en kendt, kvindelig artist pakket ind i lækkert lyddesign, og hvor man så selv kan gætte med. Sådan en ting er vi jo også de eneste, der kan gøre, slutter den adm. redaktør med et grin.

Musik skaber merværdi

Musikkens centrale rolle i Ekstra Bladets nye radioformat er også noget, man lægger mærke til hos Gramex.

– Musik beriger forretningen. Det er ikke rocket science. Rigtig mange steder er musik blevet så integreret en del af forretningen, at vi ikke kan forestille os det uden. Tag musikken ud af fitnesscentret, natklubben eller frisørsalonen, så har du pludselig et helt andet produkt at sælge, forklarer Gramex’ vicedirektør Thomas Dyekjær.

– Der er andre dagblade og aviser, der har radiostationer. Det nye er her, at Ekstra Bladet Radio bliver knyttet så tæt til Ekstra Bladets kerneforretning. Musikken baner vej til nye distributionsplatforme og forretningsmodeller og er med til at give det indhold, Ekstra Bladet i forvejen producerer, ny værdi. Det er en interessant tendens i mediebilledet, som jeg er sikker på, vi kommer til at se meget mere af fremover, slutter Thomas Dyekjær.

Gramex indgår nye aftaler med Danske Medier

Gramex og Danske Medier har netop indgået to nye aftaler, der giver de danske lokalradioer mulighed for at afprøve DAB+.

Underdirektør i Gramex, Thomas Maagaard Dyekjær, glæder sig over samarbejdet med Danske Medier.

Ifølge ham betyder aftalerne, at musikken får mulighed for at nå bredere ud:

– Jeg er glad for, at vi sammen med Danske Medier har fået skabt nogle fremadrettede udviklingsrammer for det lokale og regionale radiomarked. Vi har en fælles interesse i et forretningsmæssigt bæredygtigt kommercielt radiomarked, og det håber jeg, at vores nye aftaler kan være med til at understøtte, udtaler han.

Læs pressemeddelelsen

Ny aftale med USA: Dollars er nu på vej til Gramex-medlemmer

Kasper Bjørke og Anders Trentemøller var på nippet til at lukke en aftale med en agent. Men valgte Gramex.

– Både Anders og jeg har stor tiltro til, at Gramex gør det mindst lige så godt som en agent – ligesom det også ender med at koste procenter hos en agent. Det er bare nemmere og mere gennemsigtigt at have det samlet ét sted på den her måde.

Kasper Bjørke

Det forklarer Kasper Bjørke, der har været medlem af Gramex siden år 2000, hvor han som den ene halvdel af duoen Filur fik hul igennem til dansegulve over hele verden.

Siden har han haft fingrene i stort set alle kroge af den internationale elektroniske musikscene som dj, producer, remixer, pladeselskabsmand, radiovært og gennem de seneste mange år også som manager for Anders Trentemøller, Reptile Youth mfl.

– Der er mange udfordringer ved at køre en international karriere – både administrativt og praktisk. Men noget, der hjælper, er blandt andet, at vores collecting societies fungerer i hele verden – og det er aftalen, som Gramex har lavet med SoundExchange jo med til at sikre. Det betyder mindre administrativt arbejde for mig, både som artist og manager, fortæller Kasper Bjørke.

“Det koster både tid og penge”

Det var med manager-hatten på, han var på nippet til at lukke en aftale med en international agent for ham og Trentemøller inden jul.

– Grunden til at vi overhovedet overvejede en agent til at indhente performance rights vederlag i USA var, at der på det tidspunkt ikke var en aftale imellem Gramex og SoundExchange. Det vil sige, at der lå en del vederlag hos SoundExchange i USA, som ikke kunne indhentes – medmindre vi selv meldte os ind i organisationen eller hyrede en agent til at gøre det for os.

Men selv at melde sig ind i de lokale organisationer tager tid – og agenter tager en del procenter.

– Det koster både tid og penge at lave sådan et setup, så det var kun noget, jeg begyndte at arbejde hen imod, fordi der ligger en forældelsesfrist på de penge, og jeg var nervøs for, at der ville gå for lang tid, inden Gramex fik deres aftale sat op, fortæller Kasper Bjørke.

– Den eneste reelle fordel ved at arbejde med agent på det tidspunkt var, at de kunne gøre alt det administrative arbejde og stå for at melde os direkte ind i organisationen i USA og hente pengene til os – mod et fee selvfølgelig.

Men inden Kasper Bjørke og Trentemøllers kontrakt med agenten lå klar til underskrift, havde Gramex fået aftalen med SoundExchange på plads.

Og nu er pengene på vej fra USA til medlemmernes Gramex-konto.

Betalingsbro over grænserne

At det nu bliver nemmere for medlemmerne at få adgang til pengestrømmen også fra det amerikanske digitale radiomarked glæder også John R. Kristensen, adm. direktør i Gramex:

– Med aftalen har vi bygget endnu en af de juridisk bindende betalingsbroer, der skal til, for at vi kan indhente og fordele penge på tværs af landegrænser. Så nu slipper vores medlemmer for at skulle betale en agent eller selv bruge krudt på ekstra papirarbejde for at kradse penge ind fra USA.

– I mit hoved giver det mening, at vores medlemmer bruger deres tid og energi på det, de kan og brænder for. Og det er jo først og fremmest at indspille musik og ikke nusse med papir. Så kan vi i Gramex gøre det, vi er gode til: lave aftaler, hente penge hjem og fordele pengene til de rette modtagere – helt gratis.

Aftalen med SoundExchange gælder til forskel fra Gramex’ øvrige internationale aftaler kun afspilninger i digitalradio, da amerikansk lovgivning er indrettet, så man ikke får penge for afspilninger i FM-radio.

Sådan sikrer du dig penge fra udlandet
Så er USA ombord