Børn bliver musikere på 3 dage

Hvordan forvandler man en vild skoleklasse til skabende og udøvende musikere? Strøm School har fundet et format, der dur.

Var du en af de heldige, der fik lov at spille et instrument i musik i skolen? Eller en af dem, der måtte nøjes med et sæt claves i baggrunden?

Den Elektroniske Skolekoncert er et nyt format, der gør op med traditionel musikundervisning. Ideen er at gøre alle eleverne i klassen til elektroniske musikere gennem en helt ny tilgang og moderne musikteknologi.

Hver elev bliver udstyret med en tablet som instrument og et sæt hørebøffer. Over tre dage underviser Strøm School i musikalsk struktur, rytme, klang, lydforståelse, impro og sammenspil. Alt sammen foregår hands on på tablets og via apps som Garage Band, iMachine og Traktor.

– Alle får lov til at spille på et instrument, hvis de har lyst. Ikke ligesom inde i musik, hvor musiklæreren vælger dem, der kan spille på instrumenter, siger Mie fra 4.B på Brønshøj Skole, der som den første klasse deltog i det nye læringsformat.

Tablets som musikinstrumenter

Den Elektroniske Skolekoncert er udviklet i spændingsfeltet mellem musik, lyd og teknologi. Bag formatet står Strøm School, som er en del af foreningen Strøm.

Lars Juhl i spidsen for Strøm School har selv undervist i musik og kender udmærket til udfordringerne i musiklokalet.

– Drengene ræser typisk over til trommer, guitar og bas. Resten af klassen er efterladt med kor og claves. I det nye format er scenen anderledes. Undervisningen foregår i klasselokalet. Og hver elev får en tablet som instrument, siger Lars Juhl.

Det handler ikke om at finde den næste Trentemøller, men om at styrke den musikalske fødekæde. Strøm Schools mission er at åbne folks øjne og ører for, hvordan musikteknologi kan inspirere og udvikle dansk musikliv og musikundervisning.

– Vi betragter iPads og laptops og elektroniske lyddimser som musikinstrumenter på lige fod med de traditionelle. For os er en iPad eller en DJ-pult ikke kun et teknologisk hjælpemiddel, men et musikalsk udtryksmiddel – bare af nyere dato, siger Lars Juhl.

Gear og gåsehud

Eleverne får fra starten at vide, hvad det skal ende med: En koncert for forældre og venner – på tablets. Nogle spiller sammen i grupper, andre fyrer den af solo. Alle elever er på scenen i det omfang, de selv ønsker.

– Det er helt vildt at opleve, hvor hurtigt børn i 4. klasse kommer i gang med at lege, skabe og udtrykke sig musikalsk. Jeg får simpelthen gåsehud hver gang, siger Lars Juhl.

Den Elektroniske Skolekoncert bliver i første omgang afviklet på syv skoler i København igennem 2016. Strøm School håber at finde fremsynede uddannelsesinstitutioner, foreninger og fonde, der har lyst til at brede de nye undervisningsprincipper ud til glæde for endnu flere kreative børn.

Strøm School er en del af Foreningen Strøm, som arbejder for at styrke, samle og udbrede scenen for elektronisk musik i Danmark. Strøm er blandt andet kendt som arrangør af den årlige Strøm Festival, der i år foregår den 6.-13. august.

Om Strøm
Kontakt Lars Juhl

5-strømschool_538

Følg din airplay worldwide

Tænk, hvis du kunne følge med i, hvor i verden din musik bliver spillet lige nu og her.

Det kan du faktisk godt. Flere udbydere tilbyder i dag at monitorere airplay over hele verden mod betaling – blandt andet tjenester som Radiomonitor og MusicDNA.

Nu er en ny platform undervejs, der er målrettet artisterne selv.

Hvor bliver jeg spillet?

Ideen til den nye platform fik Jesper Skibsby sammen med Michelle De Jonghe fra de Jonghe Administration, der har specialiseret sig i økonomi og administration for musikere og musikselskaber.

Jesper er medlem af Gramex med Fandango Music, der både fungerer som management, pladeselskab og musikforlag, han er medejer af det ’omvendte’ pladeselskab We Make Noise og sidder i bestyrelsen for DUP, Danske Uafhængige Pladeselskaber.

Med fingrene i alt fra management og markedsføring til promo og produktion undrede han sig: Hvorfor kunne han eller hans artister ikke selv følge med i, hvor et enkelt nummer fik airplay?

Derfor kontaktede han MusicDNA. Nu er han agent for dem og sammen arbejder de på at skabe en ny og brugervenlig platform henvendt direkte til kunstnere og komponister.

Work smarter, not harder

Hos MusicDNA kan man følge sin airplay på omkring 20.000 stationer i mere end 100 forskellige lande. Ambitionen er at dække så mange stationer og lande som overhovedet muligt.

Man betaler typisk for at monitorere 10, 20, 30 eller flere sange ad gangen. Men hvad så, hvis man ikke har et pladeselskab eller management og kun budget til at tracke en enkelt sang?

– Det, vi arbejder på, er en platform, hvor du for et lavt månedligt beløb, kan nøjes med at monitorere én sang af gangen – som er det, mange DIY-artister har brug for – og råd til, fortæller Jesper Skibsby.

– I dag gør mange det hele selv. Pengene er små – og jo flere der er inde over, jo flere skal have et cut. Men det betyder også, at du skal ’work smarter, not harder’, hvis man skal sige det lidt kliché-agtigt. Data generelt er sindssygt vigtigt, men kun hvis du får den i real time – så du kan nå at rykke på aktiviteten, mens det sker, siger han.

Et DIY-redskab

For Jesper Skibsby er monitorering et uundværligt arbejdsredskab. Han bruger det først og fremmest til at finde ud af, hvor der er aktivitet omkring hans artister. Sammen med data fra kilder som Spotify Analytics og Soundcloud Pro giver det ham mulighed for at optimere sin indsats dér, hvor der i forvejen er hul igennem.

– For mig er det en væsentlig værdi, at jeg får data fra så mange stationer som overhovedet muligt – også alle de små. Det giver mig mange flere muligheder for at rykke på det, end hvis jeg KUN fik data fra de få største stationer, som ellers er standard i branchen, siger han.

Ryger en artist i rotation på for eksempel en radiostation i Polen, kan Jesper følge med fra København, skrive direkte til stationen, tilbyde dem interview, promo og den næste single, lægge næste tour den vej forbi osv.

– Jeg bruger MusicDNA stort set hver dag i mine labels. Og jeg er sikker på, at mange af Gramex’ medlemmer ville gøre det samme, hvis de bare havde penge til det i budgettet. Man kan næsten blive helt afhængig af det, siger Jesper Skibsby.

Han forventer at beta-teste artist-platformen i løbet af sommeren 2016.

I Gramex følger vi udviklingen – og dine muligheder for at følge din airplay til verdens ende.

Tjek MusicDNA

Kontakt MusicDNA v. Jesper Skibsby på jesper@musicdna.com

Jesperskibsby_538
Skriv til Jesper på js@fandangomusic.dkhvis du vil være en del af beta-testerne af den nye platform. Skriv “Betatest” i emnefeltet.

Novo Nordisk skal betale for musikken

Koda har endnu en gang fået fuldt medhold i sagen med Novo Nordisk, da Østre Landsret i går stadfæstede byrettens dom fra sidste år.

Der er altså tale om et offentligt og ikke privat arrangement, når Novo afholder firmafester med mere end 7.500 gæster. Og derfor har rettighedshaverne ret til betaling for den offentlige fremførelse af musikken både via Koda og Gramex.

Events som disse er nemlig blandt de områder, hvor Koda også indgår aftale på vegne af Gramex for at gøre det så nemt som muligt for kunden at bruge musik offentligt.

Dommen er derfor en vigtig principiel sejr for musikken.

– Det er meget glædeligt, at dem, der har investeret penge og talent i indspillet musik, fremover kan forvente betaling, når der spilles op til dans til de større firmafester, siger vicedirektør i Gramex Thomas Maagaard Dyekjær.

Koda: Endelig dom er en principiel sejr for Koda

8.000 festival-gæster fra Novo nød godt af vores kunst

Mød Gramex på SPOT 2016

I morgen åbner Danmarks største branchefestival SPOT i Aarhus. Dét glæder vi os til!

Fra Gramex kan du møde Lars Riis Korsholm og Rie Toldam Knudsen. Lars sidder til daglig i vores medlemsafdeling med pladeselskabernes rettigheder og repertoire. Rie arbejder med Gramex’ kommunikation.

Skal vi mødes på SPOT eller SPOT+?

Skriv til Lars lko@gramex.dk, Rie rtk@gramex.dk eller på Facebook – så finder vi på noget.

I tvivl om, hvor du skal sætte dine krydser? SPOT har samlet guides til årets program fra for eksempel Gaffa, Soundvenue og Bands of Tomorrow:

Tjek guides til SPOT Festival 2016

Vi ses i Aarhus!

Direkte fra studiet: Dansvingerne

Hvad bliver der indspillet af ny dansk musik lige nu? Gramex kigger indenfor i studiet.

På Nørrebro i København er Kristoffer Dam og Tobias Ahnfelt-Rønne ved at indspille deres første plade som duoen Dansvingerne.

De mødtes i gymnasiet i 1996 og har spillet musik sammen lige siden. Mest for sjov og for venner og familie. Indtil Tobias’ hustru ved et tilfælde faldt over DK4’s konkurrence Dansktop Talent sidste år.

– Så er det nu, drenge! sagde hun. Og så var Kristoffer lynhurtig. Dagen efter sendte vi en demo, fortæller Tobias.

Den 23. januar stod de i finalen foran et publikum på 5.000 i Boxen i Herning. Og vandt. Titlen som årets dansktop-talent og en pladekontrakt med Sony. Med en sang, der er 15 år gammel og egentlig skrevet lidt for sjov.

Hvorfor kastede I jer ud i dansktop dengang?

– Vi spillede alt muligt! Vi boede sammen i en lejlighed på Amager. Og havde lidt bedre tid, end vi har i dag. Så der kunne vi sætte hele dage af til én genre. Så var det jazz-lørdag eller musical-lørdag. Så spillede vi kun det hele dagen. Typisk gik vi hver til sit og mødtes så igen med de skitser, vi havde skrevet. En dag var det så dansktop-dag; det var i 2001. Der skrev vi fem-seks dansktopsange. Som alle sammen kommer med på det nye album, fortæller Kristoffer.

Hvordan er det at spille sange, der har ligget i dvale i 15 år?

– Jamen det har de ikke. Vi har sunget dem lige siden. De blev skrevet på en måde lidt for sjov i sådan en sangskriver-session. Men vi er kommet til at holde utrolig meget af dem, for vi har sunget dem lige siden, når vi holdt fest. Alle vores venner og vores forældre kan sangene udenad. Så der må jo være et eller andet over dem, som gør, at vi stadig holder af dem og rigtig mange mennesker kan synge med på dem, siger Tobias.

Hvorfor skal vi lytte til pladen?

– Vi synes selv, vi har nogle gode melodier og nogle tekster, der er lidt sjove og uforpligtende. Det er musik, man bliver glad af. Men der er også nogle numre imellem, der er lidt mere drømmende og anderledes end ‘Fest i gaden’, som vi vandt med. Så vi forsøger at komme lidt ud over hvad der i hvert fald er fordommen om hvad dansktop er for noget. Vi prøver at åbne lidt op for det og kombinere dansktop og dansk pop, siger Kristoffer.

Møder I mange fordomme om genren?

– Der er rigtig mange fordomme om dansktop; at den er død, at det ikke er noget, folk gider lytte til længere. Det er jeg slet ikke enig i. Vi var på Distortion sidste sommer, hvor der var en dansktopscene – og der var altså fest i gaden. Og det var jo også de helt unge. Det er måske ikke dem på 22, der sætter det på normalt, men det er jo tit sjovere at lytte til, når der er fest, end en alvorlig sang om livets dybere mening, siger Kristoffer.

I jeres vildeste fantasi, hvilken musiker skulle så kigge forbi studiet her i dag?

– Sir Paul. Uden tvivl. Jeg er helt sindssygt vild med Beatles. Fuldstændig gak-gak, siger Tobias.

– I dansk sammenhæng kunne det være skide sjovt at få sådan nogle som Christopher og Rasmus Seebach ind og synge duet med Dario og Keld Heick og så lave et mandekor. Ikke at vi overhovedet er på niveau med dem, men det kunne da være sjovt! Hvorfor ikke blande genrerne lidt? spørger Kristoffer.

– Jeg mangler lige et T fra dig, Tobias, lyder det fra Pfunde, den garvede producer bag knapperne.

Back to work. Albummet ’Fest i gaden’ har release den 3. juni på Sony Music.

Se en video fra studiet på vores Facebook

Følg Dansvingerne på Facebook

Er du Danmarks bedste lyd-iværksætter?

Deltag i Startup Pitch Battle og vind en plads i Lydens Hus.

Er du iværksætter inden for lyd, har du nu chancen for at pitche din ide for den danske lydindustri. Du kan vinde titlen som Danish Sound Startup 2016 og tre måneders gratis kontorplads hos Vækstfabrikken Lydens Hus.

Det gjorde de to stiftere af Iceblink Digital, der vandt konkurrencen sidste år med appen Gemma.

– Appen gør det muligt og ikke mindst nemt selv at fremstille musikproduktionsapps på kort tid. Man kan også dele og sælge sine app-kreationer gennem Gemma, forklarer Matthias Sperling, den ene af de to stiftere af Iceblink Digital.

Virksomheden, der for tiden arbejder med de sidste detaljer inden lanceringen af den officielle app i sommeren 2016, har indtil videre haft stor succes med deres første prototype. Kort efter de vandt titlen som årets Danish Sound Startup, blev de udtaget til at deltage i det internationalt eftertragtede program Flashstarts i Cleveland, Ohio og senere Creative business Cup i København.

Nu er det tid til at finde årets lydiværksættere, der kan udfordre og supplere den eksisterende lydbranche på internationalt plan.

Når Iceblink Digital bliver spurgt om deres bedste råd til årets ansøgere, påpeger de:

– Øvelse gør mester. Der er selvfølgelig flere parametre, men det er virkelig vigtigt at investere tid og hjerteblod i forberedelsen af en god pitch.

For at deltage i konkurrencen og vinde titlen som Danish Sound Startup 2016, skal du sende en ansøgning til info@danishsound.org senest den 24. april.

Konkurrencen er del af Danish Sound Day, der løber af stablen den 12. maj på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i København. Bag Danish Sound Day står Innovationsnetværket Dansk Lyd.

Læs mere

Startup Pitch Battle 2016

Danish Sound Day 2016

Vækstfabrikken Lydens Hus

Generalforsamling 2016

Onsdag den 18. maj afholder Gramex årets ordinære generalforsamling.

Er du medlem? Så mød op og få indflydelse. Gramex er medlemmernes organisation.

Vi glæder os til at se dig:

Onsdag den 18. maj 2016 klokken 17.00
Hos Gramex, Gl. Kongevej 11-13, 2. sal, 1610 København V

Tilmelding

Ifølge vores nye vedtægter skal du tilmelde dig generalforsamlingen for at kunne deltage og stemme. Send en mail til GF@gramex.dk senest den 11. maj 2016. Husk at skrive dit navn, medlemsnummer og telefonnummer. Har du fuldmagt med fra andre medlemmer, skal du i din mail også skrive, hvilke medlemmer du repræsenterer via fuldmagt.

Fuldmagt

Kan du ikke deltage i generalforsamlingen, kan du nu give fuldmagt til et andet medlem, der deltager. Hver fremmødt deltager kan højst medbringe tre fuldmagter. Du kan kun medbringe fuldmagter fra medlemmer i samme rettighedsgruppe som dig selv. En kunstner kan altså ikke medbringe fuldmagt fra en producent eller omvendt.

Brevstemme

Er du forhindret, har du fra i år mulighed for at brevstemme. Det skal ske senest den 3. maj 2016.

Du kan finde brevstemme-seddel, fuldmagt, dagsorden og øvrige dokumenter her:

Generalforsamling 2016 – til medlemmerne

Penge på vej fra udlandet

I dag går der penge ind på kontoen hos knap 2.500 Gramex-medlemmer.

Det er denne gang primært penge for afspilninger i udlandet i 2014 og før. I alt 3,8 millioner har vi udbetalt i portioner fra en 50’er til knap 400.000 kr.

Har du fået noget?

Og vil du vide, hvor i verden dine penge kommer fra? Så log ind på Dit Gramex. Under punktet udbetaling kan du se, hvad du har fået fra de forskellige internationale søsterorganisationer.

Penge for afspilninger i Danmark i 2015 udbetaler vi som sædvanlig til juni.

Udenlandske afspilninger i 2015 får du penge for til næste forår.

Sommer, sol og Gramex-penge

Hitter du internationalt? Tjek vores guide

Musikfilm Festival 2016

Musikfilm skal ses i biografen. I hvert fald slår Cinemateket i morgen dørene op for fjerde udgave af deres populære filmfestival dedikeret til musikken.

Musikfilm Festival ’16 åbner årets program med en eksklusiv visning af ’Daft Punk Unchained’ om den franske house-duo bag robothjelmene. Om aftenen er der live-koncert med det psykedeliske danske folkeorkester Elevatorfører. (Gratis adgang OG et eksemplar af deres nye plade, hvis de må låne din lava-lampe, lover Elevatorfører på Facebook.)

Du kan vælge mellem mere end 30 film over de ni dage; både spritnye og klassikere, nicheproduktioner og perler fra filmarkivernes skatkister. Genrespektret er bredt, så der er noget at komme efter, uanset om du er til rock, metal, reggae, punk, electronica, jazz, hiphop, alternativ country eller klassisk musik.

David Bowie hyldes med kultfilmen ’Ziggy Stardust and the Spiders from Mars’, der som den eneste af festivalens film vises to gange.

Ud over filmvisningerne inviterer Cinemateket til forskellige events og live-optrædener; lørdag den 9. april kan du for eksempel gøre gode fund på det årlige plademarked eller brillere i musikquizzen.

Se program for Musikfilm Festival 2.-10. april 2016

4 anbefalinger lige fra hjertet

Hvad skal man vælge? Vi har spurgt Morten Tang, der står i spidsen for festivalen. Her hans fire anbefalinger – lige fra hjertet:

– Sing Me the Songs That Say I Love You: A Concert for Kate McGarrigle
Rufus og Martha Wainwrights rygradsrislende live-hyldest til deres mor Kate McGarrigle, der døde af cancer i 2010 kan simpelthen få pelsen til at stå på selv de mest umusikalske dødbidere. Vokalharmonier for engle!

– R.E.M. by MTV
Historien om R.E.M. fortalt i klip fra MTV; mediet, som gennemsyrede popkulturen i R.E.M.’s storhedstid. Det er HELT vildt, hvor mange store sange det band har skrevet – man glemmer indimellem, hvor meget de farvede 1980-90’erne!

– The Possibilities are Endless
Filmen om den skotske sangskriver og 1990’er-stjerne Edwyn Collins, der fik en hjerneblødning for nogle år tilbage, er årets mest poetiske, gribende og øjenåbnende (musik)film. En anderledes og afvæbnede fortælling om at vende tilbage til livet, sproget, minderne og musikken.

– We Like it Like That – The Story of Latin Boogaloo + dansefest:
Dyk ned i en farverig smeltedigel af liv og musikalske dage i New York City anno 1960’erne. I et æggende krydsfelt af samba, bossa nova og soulmusik formes boogaloo på gader, stræder og tilrøgede klubber blandt latinamerikanske emigranter i The Bronx og Brooklyn. Genren døde næste ud, men er nu genstand for en glædelig revival. Der er party i forbindelse med visningen inkl. to boogaloo-dj’s, som spiller autentiske 45-singler!, slutter Morten Tang.

Hvis du ikke er i nærheden af København, skal ud og spille eller bare passe børn, er der også altid masser af musikfilm at vælge mellem hjemme på sofaen:

Musikfilm på Filmstriben