Årets største danske radionavne

Gramex har talt op og vores mest spillede danske hovedartist i radioen i 2020 hedder …

Christopher!

For andet år i træk indtager Christopher førstepladsen på listen over Gramex’ mest spillede danske hovedartister. Altså dét navn, som artisten eller bandet optræder under og som står på pladecoveret, på plakaten og på Spotify.

Christopher er ikke bare den danske hovedartist hos Gramex, der er spillet flest minutter i alt i radioen i 2020. Han ligger også nummer 1 på listen over vores mest spillede danske sange i radioen med sit megahit ‘Ghost’. Og så er han nummer 6 på listen over de mest spillede danske musikere – som altså tæller alle Gramex’ medlemmer; ikke kun hovedartisterne.

Umiddelbart ligner det jo et helt godt år for den 29-årige artist. Men hvad siger Christopher selv om sit 2020:

“Et hæsligt og fantastisk år!”

– Det var både et hæsligt og fantastisk år! I starten troede jeg, det ville blive det værste år siden min gymnasietid, men jeg fandt hurtigt ud af, at det måske ikke var så skidt endda.

– Jeg brugte meget tid på at skrive og færdiggøre den seneste plade ‘My Blood’, hvor ‘Ghost’ var den første single. Jeg har utrolig svært ved at sidde stille og har vænnet mig til at være på farten, turnere og spille masser af shows. Derfor var det, som for alle andre i branchen, virkelig en mavepuster, da landet lukkede ned. Men pludselig havde jeg en masse tid til at være hjemme, se mine venner, spille Padel, få nye rutiner og pleje min familie. Det resulterede i familieforøgelse!

– Jeg er meget taknemmelig for den tvungne pause, når jeg kigger tilbage på den nu. Guderne skal vide, at jeg aldrig nogensinde selv havde stoppet op og taget den pause uden en verdensomspændende pandemi. Jeg havde brug for den pause, uden jeg selv rigtig var klar over det, og det var aldrig blevet den samme plade (eller familie) uden, fortæller Christopher til Gramex. 

Nu er pausen forbi. Og Christopher har taget hul på sin længe ventede turne med den nye plade.

Hvordan er det endelig at få lov at komme ud og spille live igen?

– Det er fuldstændig fantastisk! Jeg lever for at spille live og har savnet det så mega meget! Alligevel blev jeg overrasket efter vores første job på den kommende sommertour over, hvor sindssygt fedt det er at stå på den scene! Jeg var helt høj i flere dage efter!! Det har været så underligt at udgive en plade og ikke været ude og spille den. Det er jo live, man kan mærke at musikken lever, siger årets radionavn.


Gramex’ mest spillede danske hovedartist i radioen i 2020:

1Christopher
2Lukas Graham
3Mads Langer
4Drew Sycamore
5Lord Siva
6Clara
7Nicklas Sahl
8Phlake
9Calby
10Medina
Kilde: Gramex, juni 2021. Top 10-listen er trukket på grundlag af de danske udgivelser, som er rapporteret afspillet i DR, TV2, kommerciel radio og instore radio i 2020.

Læs mere

De er Danmarks mest spillede musikere

Første kvinde i top 10: Drew Sycamore

Her er årets største danske Gramex-hits

Årets største Gramex-udbetaling