Første kvinde i top 10: Drew Sycamore

Foto: Petra Kleis

Hun er den første (!) og eneste (!!) kvinde i top 10 over Gramex’ mest spillede danske musikere i radioen.

Har du hørt radio i dit corona-eksil sidste år, har du helt sikkert hørt hende her.

Drew Sycamore er ikke bare Gramex’ mest spillede danske kvinde i radioen i 2020. Hun har også ramt radioen i en sådan grad, at hun ender i top 10 over de mest spillede danske musikere i 2020. Som den første kvinde i de 10 år, Gramex har publiceret de årlige radiohitlister. Voila!

Navnene på listen er de 10 Gramex-medlemmer, der er spillet flest minutter i radioen i alt i løbet af 2020 – uanset om de er artister i front eller musikere i studiet.

Drew Sycamore er begge dele – og lidt til og meget mere! Den 31-årige dansk/walisiske sangerinde, guitarist og pianist debuterede som solist i 2018 og har netop udgivet sit andet album ‘Sycamore’, som Politiken kalder hendes gennembrudsalbum.

Det er især de første tre singler fra albummet, der har været med til at spille Drew Sycamore i top 10 og åbne ‘den magiske port’ til musikbranchen.

Du har tidligere kaldt det at komme ind i musikbranchen for et mysterium og en ‘magisk port til Hogwarts’, man ikke kan komme ind ad. Hvad er din hemmelige formular?

– Min formular er helt klart mit team omkring mig. Min manager, Thomas Børresen, som er ubetinget den bedste artist manager i Danmark, er ham, der har formularen. Han har også nøglerne til Hogwarts et eller andet sted i sit nøglebundt, forklarer Drew Sycamore. 

Man kan ikke lige høre det, men det er faktisk også hende, der synger det første nedpitchede introstykke til Christophers monsterhit ‘Ghost’, som er vores mest spillede danske sang i 2020:

– Jeg kom bare tilfældigt forbi studiet den dag og skulle hente noget, og så spurgte de, om jeg ikke lige kunne give det et skud. Tak Chris!, lyder det fra Drew Sycamore.

Se vores top 10 over musikere

Også blandt de 10 største danske radionavne

Drew Sycamore ligger også nummer 4 på listen over Gramex’ mest spillede hovedartister – en liste, der ikke tæller musikerne i studiet, men kun de artister og bands, vi kalder hovedartister, som bliver præsenteret i radioen og står på pladen eller Spotify som artist.

På debutpladen ‘Brutal’ stod der bare Drew, men i dag kalder hun sig Drew Sycamore. “Like Barrymore but Sick!”, som der står i hendes bio på Spotify.

Spørger man, hvor Sycamore kommer fra, lyder hendes korte svar:

– Himlen!

Ud over Drew har vi i år også Clara og Medina i top 10. Året før var 2 ud af 10 navne på den her liste kvinder, mens der i perioden 2016-2018 ikke var en eneste kvinde på nogen af de tre lister tre år i træk (!).

Se vores top 10 over hovedartister

Og de 10 største danske radiohits

Drew Sycamore er også med i Gramex’ tredje top 10 over mest spillede danske sange med sit radiohit ‘Take It Back’, som er indspillet med superhit-tryllekunstnerne Fridolin og Frederik Nordsø:

– Jeg husker, at det var mit første møde med, hvor sindssyge, skøre og ualmindeligt fabelagtige Nordsø-tvillingerne er. Den opstod i sin rå form på 20 minutter sammen med sangskriver Amanda Borjesson. Der var lige præcis 20% plads til at helligånden kunne passere igennem rummet. Og så havde vi en fest med at lave den færdig med vokalarrangement etc., fortæller Drew Sycamore om indspilningen af sangen.

På listen finder vi også to andre kvinder: Jada med hendes monsterhit ‘Nudes’ på 6.-pladsen og Clara feat. Lord Siva med ‘Nobody’s Lover’ på 8.-pladsen.

I 2019 var den eneste kvinde i den her top 10 Stine Bramsen i front for Alphabeat og deres radiohit ‘Shadows’. Og året før der ingen sange med kvinder på listen tre år i træk.

Se vores top 10 over sange

Læs mere

Tillykke og tak til Drew Sycamore for at rykke ind i top 10!

Vi tæller videre og håber at se flere kvinder på listerne fremover.


Sammenlign med tidligere år

Hej radioer! Måske det her er noget for jer?

Hun Solo gør noget ved snakken