Årets største Gramex-udbetaling

Der er nu penge på vej til alle de Gramex-medlemmer, der er spillet i radio og tv i 2020. Tjek din konto eller Mit Gramex.

I dag udbetaler Gramex årets største portion penge til musikere og artister, pladeselskaber og producenter. Det er betaling for alle de minutter og sekunder, de er spillet i radio/tv sidste år.

Får du noget? Tjek din konto eller Mit Gramex. Vi sender dig også en mail, hvis du får penge.

Har du konto i Danske Bank, går pengene ind i løbet af dagen. Har du en anden bank, kan der godt gå to dage, før du har pengene på kontoen.

Indtil da kan du selv logge ind og tjekke din udbetaling på Mit Gramex. Det er også her, du kan hente din opgørelse i pdf, hvis du skal bruge den til dit regnskab eller din revisor. Er der flere linjer, end der plejer, skyldes det reguleringer – altså en ændring på et track, du er registreret på. Bare se bort fra de her mellemregninger markeret som #regulering.

Driller dit login, så prøv igen lidt senere. Der er rigtig mange, der tjekker deres udbetaling lige nu, og det kan give lidt ‘prop’.

Gå til Mit Gramex

Dét får du penge for i dag 

De penge, du får udbetalt i dag, er betaling for de minutter og sekunder, du er blevet spillet i dansk radio og tv i alt igennem 2020.

Har du både medvirket på en udgivelse og selv udgivet musik, der er afspillet, vil du få to udbetalinger. Det er fordi Gramex forvalter rettigheder for to grupper rettighedshavere: udøvende kunstnere og pladeselskaber/producenter. Du har derfor ét Gramex-nummer som kunster og ét som pladeselskab/producent. Har du rettigheder som arving, vil du få en separat udbetaling for det.

Størrelsen på beløbet, du får udbetalt, afhænger af, hvor mange minutter hver enkelt sang er blevet spillet, hvor den er blevet spillet henne, og hvilken rolle du har på sangen.

Du kan læse mere om udbetalingen her:

Udbetaling til musikere og artister

Udbetaling til pladeselskaber og producenter

Hvorfor får jeg ikke mere udbetalt?

Får du ikke udbetalt lige så meget, som du regnede med, kan du starte med at tjekke, om det skyldes følgende:

  • Radiohits: Havde du en eller flere sange, der blev spillet sindssygt meget i radioen i 2019 og ikke så meget i 2020? Så vil du kunne se det i din Gramex-udbetaling. Vi udbetaler i dag for danske afspilninger fra 1. januar til og med 31. december 2020.
    Hvad udbetaler vi for?

  • Penge fra udlandet: Er ikke med i udbetalingen i dag. Vi udbetalte en del af dem i april, og resten følger i en udbetaling til efteråret. Husk, at du skal have registreret dit repertoire hos Gramex, før vi kan hente penge hjem til dig. Ved vi ikke, at du medvirker, kan vi ikke claime dine rettigheder. 
    Få dine penge fra udlandet

  • TV-minutter: Ligesom sidste år er der nu forskel på afregningen af landsdækkende radio- og TV-minutter for pladeselskaber/producenter. TV-minutter får ikke længere andel i tillægget øvrige indtægter (for baggrundsmusik i butikker, cafeer, fitnesscentre osv., som fortrinsvis afspiller lyd uden billede), mens tillægget for radiominutter er blevet større.
    Hvor meget udbetaler vi?

  • Lokalradio: Er du spillet i lokalradioen og undrer dig over, at du ikke får penge for det? Flere kunder betaler til Gramex for at bruge musik uden at rapportere, hvilken musik de har spillet. Det skyldes bl.a., at det rent administrativt ofte vil være for dyrt og krævende at opretholde et rapporteringssystem for fx en lille lokalradio. De kommercielle lokalradioer rapporterer til os i form af stikprøver 2 uger om året.
    Hvilke radio/tv-stationer afregner vi for?

  • Studielister: Har du eller dit pladeselskab indsendt en studieliste på en udgivelse, der er afspillet i 2020, men stadig ikke er registreret under dine udgivelser på Mit Gramex? Vær tålmodig lidt endnu. Vi har aldrig fået så mange studielister ind som i 2020 og er samtidig udfordret af et ældre, langsommeligt IT-system, vi står over for at udskifte. Det betyder, at vi lige nu bruger en del manuelle ressourcer på at registrere den allersidste rest studielister med spilletider under 5 minutter. Derudover mangler vi at registrere enkelte studielister modtaget i 2020 med spilletider i 2017 og 2018. Vi gør alt, hvad vi kan, for at nå igennem de sidste hurtigst muligt, og laver en ekstra udbetaling i starten af juli og igen til september.

Kontakt os

Har du spørgsmål til din udbetaling?

Vi er klar på mail og telefon til at hjælpe, ligesom du er velkommen til at kigge forbi Gammel Kongevej 11-13 – hvis du altså ikke har corona-symptomer osv.

Kontakt os

Læs mere

De er Gramex’ mest spillede musikere

Første kvinde i top 10: Drew Sycamore

Årets største danske radionavne

Her er årets største danske Gramex-hits

193 millioner til musikken trods corona