Danmarks mest spillede musikere

Hvilke danske musikere er spillet mest i radioen i 2023? Gramex har talt op.

De kender hinanden bedre end de fleste. Til daglig deler de studie på Frederiksberg. Og nu deler de også de 3 bedste pladser på Gramex’ top 10 mellem sig.

Radioens mest spillede danske musikere i 2023 er Frederik og Fridolin Nordsø og Arto Eriksen. Igen. Præcis ligesom sidste år ligger de tre navne øverst på listen.

Det er intet mindre end fjerde år – i træk – at de to Nordsø-tvillingebrødre ligger nr. 1 og 2. Og femte gang i alt. Første gang var tilbage i 2014.

Men som noget nyt i år har de byttet plads, så Frederik er nr. 1.

– Frede har været konstant i studiet det sidste år, så det er en velfortjent førsteplads!, siger Fridolin Nordsø.

Det starter i studiet

Forklaringen på de to brødres massive airplay skal findes i lige netop studiet. Som de deler med Arto og Kristjan Rafn, der også ligger i top 10.

– At have inspirerende og opturs mennesker i ens hverdag er altafgørende for den musik, man laver, og hvor fedt ens liv er, siger Frederik Nordsø.

Frederiks hovedinstrument er egentlig guitar og Fridolins er trommer. Men de kan spille det meste. Som børn af guitaristen Mikkel Nordsø er de vokset op i et musikstudie.

I deres fælles studie i dag laver de ikke bare tidens største radiohits, men lige hvad de har lyst til. Sammen og hver for sig, med navne som Tobias Rahim, Christopher, Drew Sycamore, Lucky Lo og Jonah Blacksmith. Med bandet The William Blakes, som har et nyt album på vej.

Og selvfølgelig med Arto Eriksen, som de mødte på et freejazz-sommerkursus i 2017. Sidste år udgav de tre fx freejazz-pladen ‘Yiht’ sammen og har nu en opfølger på vej.

– Vi har gang i sindssygt mange ting i alle tænkelige genrer og arbejder hele tiden på kryds og tværs i forskellige konstellationer, både i vores studiefællesskab, men også med alle mulige andre producere, artister og sangskrivere, siger Fridolin.

Og sådan ender de to brødre som de suverænt mest spillede danske musikere.

Igen-igen-igen.


Gramex’ mest spillede danske musikere i 2023:

1Frederik Nordsø
2Fridolin Nordsø
3Arto Eriksen
4Thor Nørgaard
5Mads Møller
6Mads Dyrst
7Andreas Odbjerg
8Kristjan Rafn
9Tobias Rahim
10Lukas Forchhammer
Listen er trukket på grundlag af de danske medlemmer, som er rapporteret afspillet til Gramex i 2023

Om navnene på listen

Listen er en opgørelse over de 10 danske Gramex-medlemmer, der er spillet flest minutter totalt i radioen i 2023.

7 af 10 er – ligesom Frederik, Fridolin og Arto – aktive musikere og producere i studiet uden selv at stå øverst på plakaten. Mange af dem er også sangskrivere. Det er ikke Gramex, men vores gode kolleger i Koda, der sikrer dem betaling for dén rolle.

Arto Eriksen har indspillet med blandt andet Tobias Rahim, Drew Sycamore, Burhan G og Pil.

Thor Nørgaard og Mads Møller kender du som producer-duoen Pitchshifters, der har indspillet med blandt andet Ida Laurberg, Andreas Odbjerg, Medina og Blæst.

Mads Dyrst har indspillet med fx Andreas Odbjerg og Ida Laurberg, Blæst og Patina.

Kristjan Rafn har indspillet med fx Tobias Rahim og Andreas Odbjerg og deler studie med Fridolin, Frederik og Arto.

Andreas Odbjerg, Tobias Rahim og Lukas Forchhammer fra Lukas Graham kender du godt.

Hvor er kvinderne?

Vi er tilbage på 10 mænd på listen. Som den har set ud i størstedelen af den tid, vi har talt op, før Drew Sycamore spillede sig i top 10 som den første og stadig eneste kvinde.

Du kan læse om kvinderne på de nye hitlister her

Flere kvinder i top 10 fra Gramex

Læs mere