Årets store Gramex-udbetaling i dag

Så er der Gramex-penge og blankmediemidler på vej ud til mange af vores medlemmer.

Gramex er i fuld gang med at udbetale årets største portion penge til musikere og artister, pladeselskaber og producenter. Det er betaling for afspilninger i radio og tv igennem hele 2021.

Er du blandt de medlemmer, vi allerede har udbetalt til? Tjek Mit Gramex eller din konto eller indbakke. Pengene går ind hurtigst muligt og typisk samme dag, hvis du har Danske Bank. Ellers kan der gå et par dage.

Vi er i fuld gang med at få alle pengene ud til jer alle sammen. De sidste Gramex-udbetalinger – primært under 250 kroner – er stadig i proces, og her følger pengene hurtigst muligt i løbet af ugen. Følg med på Mit Gramex. Der kan du se din udbetaling, når pengene er sendt afsted til dig.

Samtidig arbejder vi på at få en stor pulje penge ud til kunstnerne på vegne af Performex. De er altså ikke en del af udbetalingen i dag, men følger næste uge.

Tjek Mit Gramex

Som medlem kan du altid holde øje med dine udbetalinger fra Gramex og finde info om, hvor meget du har fået udbetalt, på Mit Gramex.

Du kan dog først se din udbetaling på Mit Gramex, når vi har udbetalt pengene, og de er på vej til dig. Du kan altså ikke finde info om kommende udbetalinger.

Driller vores login, så prøv igen lidt senere. Der er rigtig mange, der tjekker deres udbetaling lige nu, og det kan give lidt trafikprop.

Gå til Mit Gramex

Dét får du penge for  

De Gramex-penge, du får udbetalt i dag, er betaling for alle de minutter og sekunder, du er blevet spillet i dansk radio og tv igennem 2021.

Har du både medvirket på en udgivelse og selv udgivet musik, der er afspillet, vil du få to udbetalinger. Det er fordi Gramex forvalter rettigheder for to grupper rettighedshavere: udøvende kunstnere og producenter. Du har derfor ét Gramex-nummer som musiker/artist (kunster) og ét som producent (pladeselskab). Er du arving til Gramex-rettigheder, vil du få en separat udbetaling for det.

Størrelsen på beløbet, du får udbetalt, afhænger af, hvor mange minutter hver enkelt sang er blevet spillet, hvor den er blevet spillet henne, og hvilken rolle du har på sangen.

Du kan læse mere om udbetalingen her:

Plus blankmedie-midler

Vi udbetaler i dag også de såkaldte blankmedie-midler til kunstnerne, som vi ellers først plejer at udbetale lige op til jul.

Det er en økonomisk kompensation til rettighedshaverne for den lovlige kopiering af udgivelser, der foregår privat.

Udbetalingen er opgjort for sig på din udbetalingsopgørelse.

Du kan læse mere om, hvad det er for penge, og hvordan de bliver fordelt, her:

Blankmedie-midler

Hvorfor får du ikke mere?

Får du ikke udbetalt lige så meget, som du regnede med, kan du starte med at tjekke, om det skyldes følgende:

  • Hits: Havde du en eller flere sange, der blev spillet meget i radioen i 2020, men ikke så meget i 2021? Så vil du kunne se det i din Gramex-udbetaling. Vi udbetaler i dag for danske afspilninger fra 1. januar til og med 31. december 2021.
  • Penge fra udlandet: Er ikke med i udbetalingen i dag. Vi udbetalte dem i april, og næste udbetaling fra udlandet følger til efteråret. Husk, at du skal have registreret dit repertoire hos Gramex, før vi kan hente penge hjem til dig. Ved vi ikke, at du medvirker, kan vi ikke claime dine rettigheder uden for Danmark. Få dine penge fra udlandet
  • Lokalradio: Er du spillet i lokalradioen og undrer dig over, at du ikke får penge for det? Flere kunder betaler til Gramex for at bruge musik uden at rapportere, hvilken musik de har spillet. Det skyldes bl.a., at det rent administrativt ofte vil være for dyrt og krævende at opretholde et rapporteringssystem for fx en lille lokalradio. De kommercielle lokalradioer rapporterer fx til os i form af stikprøver 2 uger om året. Hvilke radio/tv-stationer afregner vi for?
  • Performex-midler: Er lige på trapperne og følger i en udbetaling for sig til kunstnerne snarest muligt.

Spørgsmål?

Har du ikke fået penge endnu, og kan du heller ikke se en udbetaling på Mit Gramex? Så er du måske med i vores næste udbetaling, der følger hurtigst muligt. Vær tålmodig lidt endnu.

Har du spørgsmål til din udbetaling, er du selvfølgelig velkommen til at kontakte os. Telefonen er åben til klokken 15 både i dag og morgen.

Du er også meget velkommen til at kigge forbi vores kontor på Gammel Kongevej eller sende os en besked her:

Kontakt os

Læs mere