Penge fra Gramex på vej

I dag udbetaler vi til alle de musikere og pladeselskaber, der er spillet i radio og tv i 2016.

Året er talt op. Minutter og sekunder i radio og tv er vekslet til kroner og øre, der netop er sat til udbetaling til Gramex’ medlemmer.

Vær opmærksom på, at der kan gå to bankdage, før du har pengene på kontoen. Det afhænger af, hvilken bank du har.

Indtil da kan du tjekke din udbetaling på Dit Gramex. Men igen: Vær tålmodig. Systemet er under ekstra pres, da der er mange, der logger sig ind på samme tid. Prøv igen senere, hvis det mislykkes.

Log på Dit Gramex

Glemt dit Gramex-nummer?
Glemt din adgangskode?

Årets største udbetaling

De penge, Gramex’ medlemmer får i dag, er betaling for alle de minutter og sekunder, de er blevet afspillet i dansk radio og tv igennem 2016.

Penge for afspilninger i udlandet udbetaler vi til efteråret.

Har du både medvirket på en udgivelse og selv udgivet musik, vil du få to separate udbetalinger fra os. Det er fordi Gramex varetager rettigheder for to grupper: de udøvende musikere og pladeselskaberne.

Du kan læse mere om, hvad du får penge for, her:

Udbetaling til kunstnere
Udbetaling til pladeselskaber

206 millioner til musikken  

Gramex kan i år fordele totalt over 206 millioner tilbage til musikken. Det er 3 millioner mere end sidste år og det største beløb i Gramex’ 54-årige historie.

– De flere millioner i puljen i år skyldes blandt andet vores rigtigt gode samarbejde med Koda på det område, vi kalder anden offentlig fremførelse. Det er altså alle de butikker, cafeer, fitnesscentre osv., der bruger musik i det offentlige rum. Her har vi i den grad styrket den fælles indsats, og det betyder flere millioner i kassen også til musikerne og pladeselskaberne, forklarer adm. direktør John R. Kristensen.

Læs mere om årets resultat

Spørgsmål?

Undrer du dig over din udbetaling, må du endelig kontakte os. Der er som regel en god forklaring.

– Vores opgave er at sikre alle vores medlemmer de penge, de har ret til. Har du spørgsmål til din udbetaling – eller manglende udbetaling – så giv os et ring eller send en mail. Vi sidder klar ved telefonerne og på mailen til at hjælpe, siger Kikki Mortensen, der er teamleder i Gramex’ medlemsafdeling.

Vores telefoner er åbne i dag indtil klokken 15. Vores kontor på Vesterbro er åbent til klokken 16.

Kontakt os

LÆS MERE

Top 10: Årets mest spillede danske musiker
Top 10: Årets danske radiofavoritter
Top 10: Årets største danske radiohits

Årets nye Gramex-medlemmer
Hvad er forskellen på Koda og Gramex?

Årets udbetaling: 15. juni

Årets største Gramex-udbetaling er lige på trapperne.

På torsdag den 15. juni udbetaler vi penge til alle de medlemmer, der er afspillet i dansk radio og tv i 2016.

Bemærk, der kan gå to bankdage, før du har pengene på kontoen. Det afhænger af, hvilken bank du har.

Hvor meget får du i år? Tjek din konto eller Dit Gramex efter på torsdag. Det er lige om lidt.

Udbetaling til kunstnere
Udbetaling til pladeselskaber

Generalforsamling i Gramex 31. maj 2017

I går blev der afholdt generalforsamling i Gramex. Det var et stort tilløbsstykke, og der var en livlig debat.

Den siddende formand Anders Laursen kunne berette om et Gramex i økonomisk topform og et regnskabsår, som havde været yderst fornuftigt. Det er især indtægterne på radio og anden offentlig fremførsel, der er i fremgang. Dertil kommer, at det store internationale arbejde med at bygge internationale betalingsbroer har båret frugt, således at en større og større andel af vederlag kommer fra udlandet.

Også nye forretningsområder er under udvikling. Således er der indgået aftaler på området firmafester, og bestyrelsen vil fremadrettet arbejde tæt sammen med ledelsen om at tilføre nye mandater og forretningsområder.

Formanden takkede både bestyrelsen og ledelsen for et flot resultat og godt samarbejde. På det efterfølgende konstituerende bestyrelsesmøde valgte bestyrelsen en ny formand. Det betyder, at formanden for Dansk Artist Forbund, Lena Brostrøm Dideriksen tiltræder som ny formand for Gramex pr. d.d. og at næstformandsposten indtages af Jan Degner, som er direktør i ArtPeople.

Læs beretningen

Bliv en del af Royalties-holdet 2017/18

Søg om en plads på næste ROYALTIES-hold inden på fredag den 26. maj.

Drømmer du om at gøre det til en levevej at arbejde med musik?

ROYALTIES er et skræddersyet iværksætterforløb for fremtidens professionelle musikere og musikbranchefolk.

Du kan for eksempel være musiker, sangskriver, producer, manager, arrangør, pladeselskab, virksomhed eller arbejde på et spillested, i en organisation eller lignende.

Gennem fælles sessions, individuel sparring og ikke mindst netværk og kontakter til branchen ruster forløbet deltagerne til at arbejde strategisk med musik i en branche under radikal forandring.

På årets hold var blandt andet:

  • Jakob Aksglæde, der med sit band Aksglæde spillede til årets Gaffa Prisen og netop har været på sin første DK-tour
  • Nanna Mejer Sørensen, der er blevet ansat som Spinup scout for Universal, som booker på HUSET og sidder i lytteudvalget på Uhørt Festival
  • Sharin Christiansen, der er manager og medarrangør af Carpark Festival
  • Jens Asger Lykkeboe, som med sit band Farveblind skal spille på Roskilde Festival og som sidste år vandt Livecamp på Smukfest
  • Emilie Skovgaard, som har startet egen booking
  • Lars Krarup, som arbejder på pladeselskabet NO3

Se, hvem der ellers var med på holdet 2016/17.

Søg om en plads inden på fredag

ROYALTIES-forløbet 2017/18 strækker sig over 10 måneder med start ultimo august 2017 og afslutning i maj/juni 2018.

Det består af 9 heldags-sessions og et afsluttende fællesprojekt, 8 timers individuel sparring med mentorer fra branchen, netværk til andre i samme situation og kontakter til etablerede personer i branchen.

Prisen er 4.495. Er du medlem af Dansk Artist Forbund, kan du søge om at få forløbet gratis. Det kan du læse om her.

Ansøg om en plads inden på fredag den 26. maj.

Læs mere og ansøg hos ROYALTIES
Se deltagerne fortælle om forløbet på Facebook

Bag ROYALTIES står Volcano og Royal Beer i samarbejde med Dansk Artist Forbund, Lett, Spillestedet Stengade, Phonofile og Gramex.

Få vekslet studielister til penge hos Gramex

Gramex efterlyser lige nu studielister på 1.661 danske singler, ep’er, albums. Nu opfordrer vi alle jer musikere og pladeselskaber til at tjekke listen, så I kan få jeres penge.

Vi har trukket en frisk liste over de udgivelser, vi efterlyser studielister på, lige nu. Musikken er spillet i radio/tv de seneste tre år, men ikke anmeldt til os – endnu.

Tjek, om du er på listen over efterlyste studielister

Hvad skal jeg gøre?

Tjek listen. Du kan søge eller sortere på artist eller titel i Excel-filen.

Finder du nogen titler, som du selv eller dit band eller dit label har udgivet? Udfyld og send os en studeliste.

Finder du udgivelser, du har medvirket på som musiker? Tag fat i pladeselskabet eller hende/ham/dem, der har udgivet, og bed dem sende os en studieliste. Du må gerne hilse fra os og sige, at de heller ikke får nogen producent-penge fra Gramex, før vi får studielisten.

Hvorfor lave studielister?

Den korte version: Ingen studieliste – ingen Gramex-penge.

Den lidt længere, men stadig ret korte version: Gramex kan ikke gætte, hvilke musikere I hver især har haft med i studiet, eller hvilke aftaler I har lavet om producent-rettighederne. Den information får vi på studielisten.

Studielisten er derfor Gramex’ dokumentation for, at vi udbetaler penge til de rigtige rettighedshavere.

Hvor meget har jeg til gode?

Det afhænger af, hvor og hvor meget du er blevet spillet.

Nogle af titlerne på listen er spillet et par sekunder; nogle er spillet i tusindvis af minutter. Det betyder, at nogle har et par håndører til gode, mens andre har optjent rigtig mange penge.

Penge, der relativt nemt kan indløses på den tid, det tager at udfylde og sende en studieliste.

Når først vi har modtaget studielisten, behøver du ikke bruge mere tid på det. Vi tager den derfra og sørger for, alle får deres penge for hvert eneste minut og sekund den bliver afspillet i radio/tv de næste 70 år.

Hvornår får jeg pengene udbetalt?

Gramex udbetaler næste gang omkring sankthans. Her får medlemmerne penge for afspilninger i 2016. Men kun hvis udgivelserne er anmeldt til os i 2016.

Sender du os først en studieliste nu, kan du ikke nå at få penge for 2016-afspilningerne næste måned. Men vi lover at gøre alt, hvad vi kan, så du kan få de penge, du har til gode, i en efterbetaling senere på året.

Afspilninger i 2017 får du udbetalt i juni 2018. Hvis du anmelder udgivelsen til os på en studieliste inden nytår. Du har altså 229 dage endnu.

Det skal du anmelde til Gramex – det skal du ikke

Hvad får du penge for?
Hvad er det Gramex laver?

Søg Gramex-midler i maj

Næste frist for at søge Gramex’ kollektive midler er den 19. maj kl. 12.00.

Du skal som altid søge pengene hos en af de udøvende kunstneres organisationer. Denne gang hos Dansk Artist Forbund (DAF).

Hos DAF kan du søge om tilskud til musikudgivelse (ikke demo), liveoptræden, studierejse, uddannelse inden for artisternes fag, film/dvd-projekter (hovedsageligt den musikalske del), vækstlagsprojekter, eksport eller social/humanitære formål.

Størrelsen på legaterne fra DAF varierer og ligger typisk mellem 3.000 og 12.000 kr. Der kan ikke ansøges til allerede realiserede projekter.

Læs mere og søg Gramex-midler hos DAF

Ansøgningsfrister i 2017

Gramex’ kollektive midler skal altid søges direkte hos de udøvende kunstneres organisationer som fx DAF og DMF. Men du behøver ikke være medlem af hverken Gramex eller den pågældende organisation for at søge pengene.

Hvilke musikfremmende formål du kan søge penge til, fastsætter organisationerne hver især inden for rammerne af Gramex’ regler. Det kan for eksempel være til udgivelser, koncerter og kurser.

Nogle af organisationerne har faste ansøgningsfrister; andre kan du søge løbende gennem hele året.

Se, hvor og hvornår du kan søge Gramex-midler resten af året

Nye tal på køns(u)balancen fra 5 danske musikorganisationer

Fem danske musikorganisationer sætter fokus og friske tal på kønsbalancen i deres eget bagland.

Danmark har et rigt, sprudlende og spændende musikliv. Men også et musikliv med nogle mangler. Der er blandt andet for få kvinder i musikbranchen, og dansk musik går på den baggrund glip af talent.

Det mener i hvert fald de fem musikorganisationer Gramex, Dansk Live, Dansk Musiker Forbund, Dansk Artist Forbund og JazzDanmark. Vi er derfor gået sammen for at sætte fokus på diversitet og køns(u)balancen i musikbranchen.

Det har vi gjort på en række åbne morgenmøder støttet af Statens Kunstfond, hvor musikbranchen og andre aktører har kunnet mødes og snakke diversitet med udgangspunkt i konkrete initiativer. Nu følger vi op med de seneste tal fra egne rækker. Resultatet er en undersøgelse, der gør status på kønsbalancen i et udsnit af dansk musikliv lige nu og her.

Samtidig inviterer vi til dialog og debat mellem musiklivets aktører – både på et fælles morgenmøde på musikbranchefestivalen SPOT i dag, men også i det daglige arbejde i alle hjørner og lag af musikkens økosystem.

Diversitet er kvalitet

Med de aktuelle tal og morgenmøderne, som vi håber at fortsætte ude i landet til efteråret, ønsker vi fem musikorganisationer at anspore os selv og andre aktører til at tage bolden op og arbejde for mere diversitet i alle led af musikkens fødekæde.

Vi tror på, at diversitet er med til at sikre kvalitet, alsidighed i genrer og udvikling i musiklivet. Ikke kun i forhold til køn, men på tværs af en række parametre som for eksempel alder, geografi, etnicitet, uddannelsesniveau, social baggrund mv.

– Gramex varetager selvfølgelig rettigheder for alle vores medlemmer og udbetaler penge til lige præcis dem, der har optjent dem. Vi kan ikke ændre på hvad der bliver spillet i radio og tv. Og vi vil på ingen måde blande os i, hvad det er for noget musik vores kunder bruger. Men vi bidrager meget gerne med hvad vi nu har af data, der kan være med til at kvalificere debatten, øge bevidstheden og sætte fokus på det her; for eksempel på rækken af morgenmøder og med undersøgelsen, der bliver præsenteret på SPOT i dag, udtaler Thomas Maagaard Dyekjær, der er vicedirektør i Gramex.

Foruden de fem organisationers undersøgelse af kønsbalancen i egne rækker lancerer Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik i dag på SPOT Festival deres nye charter for diversitet i musikbranchen under overskriften “Fold Musik Ud”.

Diversitet i musikbranchen – mod en bedre kønsbalance

Morgenmøde på SPOT+ fredag kl. 10: Diversitet i musikbranchen
Morgenmøde på SPOT+ lørdag kl. 10: Arts & Business

Ordinær og ekstraordinær generalforsamling 2017

Er du medlem af Gramex? Så er du velkommen på Gramex’ årlige ordinære generalforsamling:

  • Onsdag den 31. maj kl. 17.00
  • Hos Gramex, Gl. Kongevej 11-13, 2. sal, 1610 København V

Samtidig indkalder vi til ekstraordinær generalforsamling om ændring af vedtægterne:

  • Tirsdag den 13. juni 2017 kl. 17.00
  • Hos Gramex, Gl. Kongevej 11-13, 2. sal, 1610 København V

Tilmelding

Ifølge Gramex’ vedtægter skal du tilmelde dig generalforsamlingen for at kunne deltage og stemme. Send en mail til GF@gramex.dk og skriv i emnefeltet hvilken af de to generalforsamlinger du tilmelder dig. Husk at skrive dit navn, Gramex-nummer og telefonnummer i mailen. Har du fuldmagt med fra andre medlemmer, skal du i din mail også anføre, hvilke medlemmer du repræsenterer via fuldmagt. Tilmeld dig den ordinære generalforsamling senest 24. maj 2017. Tilmeld dig den ekstraordinære senest 6. juni 2017.

Fuldmagt

Kan du ikke deltage, kan du give fuldmagt til et andet medlem, der deltager på generalforsamlingen. Du kan kun medbringe fuldmagter fra medlemmer i samme rettighedsgruppe som dig selv. En kunstner kan altså ikke medbringe fuldmagt fra en producent eller omvendt. Hver fremmødt deltager kan højst medbringe tre fuldmagter.

Brevstemme

Er du forhindret, eller ønsker du ikke at deltage i generalforsamlingen, har du mulighed for at afgive brevstemme. Brevstemmen kan afleveres hos Gramex, mailes til GF@gramex.dk eller sendes med posten. Brevstemme til den ordinære generalforsamling skal være Gramex i hænde senest den 17. maj 2017. Brevstemme til den ekstraordinære skal vi have modtaget senest 31. maj 2017.

Du kan finde dagsordner og alle øvrige dokumenter til begge generalforsamlinger på linket her:

Generalforsamling 2017 – til medlemmerne

Vi glæder os til at se dig!

Bliv Spil Dansk Kunstner

Spil Dansk lancerer i år koncertformatet Play It Forward.

Ideen er at ‘give musikken videre’ til mennesker, der er i underskud af opmuntrende toner. Tilmeld dig nu og bliv Spil Dansk Kunstner.

Er du solist med eget materiale? Vil du ud og spille på steder, hvor der sjældent findes live-musik? Har du lyst til at ’give musikken videre’ og optræde for et publikum, der ikke er vant til koncerter?

Så kan du nu tilmelde dig Play It Forward og blive Spil Dansk Kunstner. Det betyder, du får din egen profil på Spildansk.dk. Dermed kan de kommuner, der samarbejder med Spil Dansk, læse om dig og ønske at få besøg af dig til Spil Dansk Ugen 2017 (30. oktober – 5. november).

Kommunen udvælger et sted, hvor beboerne sjældent oplever live-musik. Det kan fx være fængsler, flygtningecentre, asylhjem, sygehuse, hospicer osv. Som Spil Dansk Kunstner ‘giver du musikken videre’ til dem.

Spil Dansk samarbejder hvert år med ca. 25. kommuner, og koncerten kan derfor foregå over hele landet.

Honoraret er på 2.500 plus evt. tillæg ved transport.

Tilmeld dig senest mandag den 1. maj.

Læs mere om tilmelding, booking, honorar og alle detaljer:

Spil Dansk: Play It Forward