Dét tjener man som musiker i Gramex

Hvor meget får man egentlig som udøvende kunstner for at blive spillet i radioen?

Nogle danske kunstnere tjener gode penge på at lave musik – i hvert fald i en periode af deres karriere. Det er typisk dem, du ser på den røde løber, i sladderbladene og på tv.

Men for langt de fleste musikere i Danmark er det et arbejdsliv med høj usikkerhed og lav indkomst i form af et kludetæppe af jobs og indtægter.

Tal fra Dansk Kunstnerråd viste for nyligt, at rettighedsmidler er helt afgørende for, at kunstnere i Danmark kan leve af deres kunst. At 2 ud af 3 kunstnere modtager rettighedsmidler. Og at rettighedsmidlerne udgør en væsentlig del af den samlede indkomst fra kunstnerisk virke for især musikere i Danmark.

Pengene fra Gramex er én af brikkerne i det puslespil af en økonomi.

Dét får man fra Gramex

Men hvor mange penge taler vi så om?

Tager vi en afspilning på en de store kommercielle radiokanaler, får man fx under 10 kr. for en afspilning på 3 minutter, hvis man er hovedartist og hedder fx Birthe Kjær, Sanne Salomonsen eller The Minds of 99. 

Musikerne på sange som ’Vi maler byen rød’, ’Taxa’ og ’Ung kniv’ får typisk under 1 krone for sådan en afspilning i kommerciel radio.

Der er forskel på, hvad man får på de forskellige typer radiokanaler. Og der er forskel på, hvad man får som fx hovedartist og som musiker. Derfor er der også forskel på, hvad man som kunstner får udbetalt fra Gramex i juni måned, hvor vi udbetaler for alle afspilninger året før.

Nogle får en halv million – andre får en halvtredser. I gennemsnit fik man som dansk kunstner udbetalt lige knap 6.000 kr. i juni måned i år.

Alle udbetalinger fra Gramex er B-indkomst, som der skal betales skat af.

Og pension.

Rimelig betaling til rettighedshaverne

Gramex’ opgave er at sikre kunstnere og producenter en rimelig betaling for dén brik i deres økonomi, der handler om offentlig brug af deres indspilninger.

En opgave, der kun er blevet større og vigtigere med tiden, understreger Gramex’ direktør.

– I et presset marked, hvor nogle af vores kunder mener, at prisen for at bruge musik er alt for høj, er vores kamp for at sikre rettighedshaverne en fair betaling vigtigere end nogensinde før, siger Gramex’ adm. direktør Anne Sophie Gersdorff Schrøder.

– Men hvis du som musiker får under 1 krone for en afspilning i radioen, skal der ved gud mange afspilninger til, før du kan betale bare en enkelt pizza med de penge. Som du i øvrigt skal betale skat af. I hvilken verden er den slags betaling for musikken ”for høj”? spørger hun.

En rimelig betaling er afgørende ikke bare for den enkelte kunstner, men for hele det kunstneriske økosystem, understreger Gramex’ direktør:

– At sikre en passende betaling til kunstnere er ikke bare et spørgsmål om ret og rimelighed. Det er en investering i hele vores fælles kulturliv, siger Anne Sophie Gersdorff Schrøder.


____________________

Om udbetalinger til kunstnere

Størrelsen på udbetalingen fra Gramex afhænger af flere forskellige ting:

Kanal: Er man afspillet på en kommerciel radio eller en af DR’s landsdækkende kanaler eller på DAB eller lokalradio? Der er forskel på, hvad man får for at blive afspillet 1 minut på de forskellige kanaltyper. Den såkaldte minutværdi ændrer sig hvert år, alt efter hvor mange penge Gramex har modtaget fra den kategori af kunder, der betaler for at bruge musik.

Spilletid: Hvor længe er man afspillet? Man får betaling pr. antal afspillede minutter og sekunder totalt på et år. Jo flere minutter, de sange man medvirker på, bliver spillet i radioen i løbet af et år, jo flere penge får man udbetalt i juni måned.

Rolle: Er man hovedartist på tracket? Sanne Salomonsen, Birthe Kjær og The Minds of 99 får som hovedartister (featured artists) mere end musikerne, der ikke er hovedartister (non-featured artists). Sådan er fordelingssystemet i Gramex.

Andre medvirkende: Fra 2024, hvor Gramex fik nyt fordelingssystem, har det også betydning, hvor mange andre kunstnere der medvirker på tracket, som man skal dele trackets værdi med, og deres rolle og antal instrumenter.

Flere instrumenter: I det nye system har det også betydning for nye tracks, hvor mange instrumenter de medvirkende hver især bidrager med på tracket. Jo flere instrumenter – jo større andel af trackets værdi.

Beregn selv eksempler på hvor meget et track optjener

Beregn selv eksempler på hvor meget hver kunstner optjener

Læs mere

Kronik: Musikken spiller ikke af sig selv

Om udbetalinger til kunstnere

Kunstneres rettighedsmidler i tal

Flere instrumenter giver flere penge

Vidste du, at det nu har betydning for din udbetaling, hvis du spiller flere instrumenter på samme track?

Gramex fik sidste år nyt fordelingssystem og dermed nye felter på studielisten.

De nye tiltag har direkte betydning for din udbetaling som kunstner. Fx kan du nu blive honoreret for op til 3 instrumenter på samme track. Det giver dig en større andel af trackets værdi.

Vi har samlet alt, du skal vide, på 1 side – og opfordrer både kunstnere og producenter til at løbe den igennem, så du kan sikre dig selv og alle andre korrekt afregning fra Gramex.

Ny fordelingspolitik – hvad du skal vide

Et track er en lagkage, I skal dele

Det grundlæggende princip i det nye fordelingssystem er det, vi kalder fast trackværdi. Alle tracks har altså samme minutværdi på samme kanaltype uanset antal medvirkende.

Det betyder, at alle de kunstnere, der er anført på studielisten som medvirkende på et track, nu deler pengene på tracket imellem sig uanset antal medvirkende. Din afregning afhænger altså ikke bare af din egen rolle på tracket og antal instrumenter, men også, hvor mange andre medvirkende der er på tracket og deres rolle og antal instrumenter.

Du kender det måske fra Koda, hvor man opererer med andele og procenter. Det er samme grundlæggende lagkage-princip i Gramex nu. Procenterne udregnes automatisk ud fra hvad der er indtastet på studielisten om de medvirkende kunstnere.

Det er derfor vigtigt at være omhyggelig med at udfylde felterne på studielisten om de medvirkende korrekt.

Op til 3 instrumenter pr. kunstner pr. track

Med det nye system har det nu betydning for din afregning, hvis du som kunstner bidrager med flere instrumenter pr. track. Hvert ekstra instrument giver nemlig en ekstra non-featured andel.

Sang (vocal) tæller også som et instrument. Så har du både sunget kor og spillet guitar og programmeret beats på et track, skal du registreres på tracket med alle 3 bidrag på studielisten.

Du kan også med det nye system vælge “kunstnerisk producer” (Artistic Producer) som instrument, hvis du som producer har haft det overordnede ansvar for trackets kunstneriske udtryk.

Man kan max få andele for 3 instrumenter pr. track. Du behøver altså ikke bruge tid på at registrere flere instrumenter end 3, selv om du bidrager med flere.

Rent praktisk skal du som kunstner være obs på, at pladeselskabet eller producenten, der udfylder studielisten, får besked om ikke bare din rolle på hvert track, men også alle de instrumenter, du bidrager med track for track.

Det er altså lidt mere detaljeret information end tidligere, som til gengæld gør, at vi kan afregne endnu mere præcist til jer alle sammen.

Som producent skal du være obs på, at dén del af studielisten nu også har betydning for afregningen til kunstnerne. Det er altså ikke bare nice to know information men need to know info, som har betydning for kunstnernes udbetaling, når du skal udfylde studielister.

Det kan du få en ide om i eksemplerne her:


Eksempler på andele

Et track afspillet på P3 har fx optjent i alt 200 kr. til kunstnerne.

De medvirkendes andel af trackets værdi og derfor udbetaling i kroner og øre afhænger af deres rolle, kategori og antal instrumenter.

Eksempel 1:

Tracket har 2 medvirkende (1 FA og 1 NFA), der bidrager med hvert 1 instrument og får følgende andele og kroner:

FA: Vokal (1 instrument) = 87,5 procent = 175 kr.
NFA: Keys (1 instrument) = 12,5 procent = 25 kr.


Eksempel 2:

Tracket har 2 medvirkende (1 FA og 1 NFA), hvor FA har bidraget med 1 instrument, og NFA har bidraget med 3 instrumenter og får følgende andele og kroner:

FA: Vokal (1 instrument) = 71 procent = 142 kr.
NFA: Keys, trommer, bas (3 instrumenter) = 29 procent = 58 kr.


Eksempel 3: 

Tracket består af et band med 4 medvirkende (4 FA), hvor de hver især har bidraget med forskellige instrumenter og får følgende andele og kroner:

FA1: Vokal og guitar (2 instrumenter) = 25,8 procent = 52 kr.
FA2: Trommer (1 instrument) = 22,5 procent = 45 kr. 
FA3: Bas (1 instrument) = 22,5 procent = 45 kr. 
FA4: Keys, guitar og kunstnerisk producer (3 instrumenter) = 29,2 procent = 58 kr. 


Find flere eksempler her

Læs mere

Beregn selv fordeling af andele

Sådan beregnes udbetalingen til kunstnere

Roller for kunstnere i Gramex

Nye muligheder for kunstnerne i Gramex

Anmeld dit udenlandske repertoire

Det gælder også amerikanske tracks, som du nu får betaling for i Danmark.

Er du som artist eller band signet i udlandet? Medvirker du som musiker på tracks udgivet uden for Danmark? Eller er du manager for danske kunstnere med internationalt repertoire?

Så skal du huske at få det repertoire anmeldt til Gramex, så du kan få betaling for airplay i Danmark og/eller udlandet.

Gramex får nemlig kun studielister ind fra danske producenter på deres danske udgivelser og får derfor ikke automatisk oplyst, hvis du medvirker på et amerikansk track indspillet i L.A. Har vi ikke registreret, at du medvirker på det, kan vi ikke claime på dine vegne i udlandet og hente pengene hjem til dig.

Det er relevant for alle kunstnere, der medvirker på tracks udgivet uden for Danmark – også remixes og samples – som bliver spillet i radioen; uanset om man er artist, musiker, band, orkestermusiker, korsanger, kunstnerisk producer osv.

Det gælder også amerikansk repertoire, som er beskyttet i Danmark fra 2024. Som kunstner har du nu ret til betaling, hvis du medvirker på en amerikansk udgivelse, som bliver spillet i radio/tv i Danmark efter 1. januar 2024. Det gælder både nye udgivelser og tracks udgivet før 2024, der stadig får airplay.

Og så er det selvfølgelig kun relevant at anmelde repertoire, der bliver spillet i radioen i Danmark eller i udlandet. Du skal ikke spilde din tid på at anmelde tracks, der aldrig får airplay i det her liv.

Sådan gør du

Du skal anmelde dit udenlandske repertoire online på Mit Gramex – klik på ‘Udenlandsk repertoire’ og følg vejledningen.

Gå til Mit Gramex

Har du international karriere?

Som medlem af Gramex får du også betaling, når din musik bliver spillet i radio/tv uden for Danmark. Gramex har aftaler med søsterorganisationer i mere end 30 lande, som betalingen går igennem.

Her kan du finde mere info til dig som kunstner med international karriere.

Udland for kunstnere

Spørgsmål?

Har du spørgsmål, kan du altid ringe eller skrive til os.

Er du i tvivl om, hvad du skal anmelde, eller gælder det specifikt internationalt repertoire, kan du skrive direkte til vores internationale team på udenlandsk-repertoire@gramex.dk

Kontakt Gramex

Læs mere

Top 10: Penge fra udlandet

Guide til dig med international karriere

Her er dit International Performer Number

Gramex’ repertoire er blevet udvidet

Her er det nye team i spidsen for Gramex

Én kunstner – én producent. Én ny bestyrelsesledelse. Mød Thomas og Søren.

Samarbejde. Dialog. Nysgerrighed.

Det er ord, der går igen hos det nye makkerpar, der siden generalforsamlingen har stået i spidsen for Gramex’ bestyrelse.

– Vi har grundlæggende en fælles forståelse for, hvad der er vigtigt. Og har begge to en meget pragmatisk tilgang til tingene, fortæller Thomas Sandberg.

Ud over at være Gramex’ nye bestyrelsesleder er han til daglig forperson i Dansk Musiker Forbund (DMF). I Gramex’ bestyrelse repræsenterer han de udøvende kunstnere og er også selv musiker og Gramex-medlem.

Søren Krogh Thompson er ny vicebestyrelsesleder og udgør den anden halvdel af det nye team i spidsen. Han driver til dagligt pladeselskabet Playground Music og repræsenterer dermed musikproducenterne i Gramex.

Både kunstnere og producenter er som altid repræsenteret i bestyrelsesledelsen, ligesom begge rettighedsgrupper er ligeligt repræsenteret i resten af bestyrelsen.

– Det er helt unikt, at vi i Gramex’ bestyrelse sidder de her to forskellige parter sammen. Det er jo den danske model i praksis med både arbejdsgiver og arbejdstager i samme rum. Derfor er det også ekstra vigtigt at være i god dialog og have en nysgerrig interesse i den anden side af bestyrelsen. Jeg går meget op i, at vi har et godt samarbejde – også med de andre organisationer i musiklivet. Alt andet er dels spild af tid, men også dårlig energi, siger Thomas Sandberg.

Han blev valgt ind i Gramex’ bestyrelse i 2023, mens Søren har været i bestyrelsen siden 2018.

– Der er jo sket rigtig meget i Gramex de seneste år med Laura og Sara ved roret, og vi har fx skiftet alle systemer ud. Det har krævet noget ekstra af alle – ikke mindst alle medarbejderne og medlemmerne. Det er et stort men vigtigt forandringsarbejde, som vi nu glæder vi os til at fortsætte, siger Søren Krogh Thompson.

Musik og politik

Selvom de er nye i spidsen for Gramex, er de begge to nogle garvede typer i musikbranchen.

Thomas er oprindeligt uddannet slagtøjssolist fra konservatoriet i midten af 90’erne og har lige siden arbejdet som freelance musiker, skuespiller og komponist inden for de fleste genrer. Han har undervist, spillet teater og lavet skolekoncerter for børn og også selv udgivet musik på sit eget label.

Og så har han altid blandet sig politisk.

– Det har altid været mig, der endte med at blive ”tillidsmanden”, der ringede ind til forbundet, hvis arrangøren ikke betalte det, de skulle, fortæller Thomas Sandberg.

Det var sådan, han blev engageret i DMF, hvor han har været aktiv i hovedbestyrelsen siden 2020 og overtog posten som forperson i 2023.

Søren Krogh Thompson kan hverken synge eller spille musik, siger han selv. Men han har altid haft en stor kærlighed til musik. Og allerede som ung erfarede han, hvordan musik kan flytte folk.

– Jeg var røvballe-DJ i Klubben, som var den største torsdagsklub i Aarhus dengang. Og den oplevelse af at stå der og spille musik, der fik store følelser frem i folk – det ramte mig virkelig. Så jeg har altid haft en stor musikalsk kærlighed blandet med en god portion jysk nede på jorden-fornuft, fortæller han.

Søren er uddannet civiløkonom fra Handelshøjskolen i Aarhus og har blandt andet arbejdet på bureau og med magasinet Tjeck, som du helt sikkert kan huske, hvis du var ung i 90’erne.

Musikbranchen kom han ind i for 25 år, hvor han startede hos Playground Music. Efter nogle år fik han ansvaret for det hele – og lidt til – og det har han stadig.

Ligesom Thomas har Søren ved siden af sit daglige arbejde med musikken arbejdet politisk i branchen igennem mange år. Ud over Gramex’ bestyrelse sidder han i dag i bestyrelsen for IFPI, MPO og MXD.

Kunstig intelligens og kunstnerisk intelligens

Og hvad ser de så som den største udfordring for Gramex og medlemmerne lige nu?

– Den altoverskyggende udfordring er selvfølgelig AI. Som er en udfordring for Gramex og for ophavsretten generelt og en kæmpe opgave, vi skal løse i fællesskab med de andre organisationer og kunstformer, der har ophavsretten som sikkerhedsnet, siger Thomas Sandberg.

– I stedet for at sagsøge folk langt ind i helvede, som vi gjorde, dengang udfordringen hed pirateri, skal vi se på, hvordan vi kan lave en fælles forretningsmodel uden at kannibalisere på hinanden, siger Søren Krogh Thompson.

At AI også er et fantastisk værktøj med masser af muligheder, er de helt enige om. Men de savner respekten for ophavsretten og menneskene bag.

– Der er den kunstige intelligens. Og så er der den kunstneriske intelligens. Som er der, hvor mennesket kommer ind med det menneskelige udtryk og nærvær, siger Thomas Sandberg.

– Du kan sammenligne det med oplevelsen af at gå på McDonalds og Noma. Det ene er et industrielt skabt produkt, og det andet er skabt af mennesker, af kunstnere. Det betyder ikke, at det ene skal dø. De kan godt leve side om side. Men vi skal finde ud af hvordan. Det er udfordringen lige nu, siger Søren Krogh Thompson.

Musikkens værdi

En anden udfordring for Gramex handler om at synliggøre værdien af musik, mener det nye formandskab.

– Musik bliver let taget for givet i dag. Også i den her debat om AI. Men musik er ikke en eller anden naturresurse, der bare strømmer af sig selv for evigt. Den er skabt af mennesker, siger Thomas Sandberg.

Og indspillet og udgivet af alle Gramex’ medlemmer.

– Hvad nu hvis vi lavede en dag, hvor musikken forsvandt? En slags omvendt spil dansk dag. Ingen musik i radioen, ingen musik på kaffebaren, ingen musik i træningscentret? Vi har brug for at synliggøre musikkens værdi, siger Søren Krogh Thompson.  

Det gælder også over for medlemmerne.

– Vi ønsker begge to at være med til at bringe noget af den viden, vi har, videre ud til alle dem, der laver musik. De fleste musikere er jo medlem af Gramex, siger Thomas Sandberg.

– Men de skal vide, hvad en studieliste er, og de skal kende værdien af den. Og have en forståelse for det her system, der sørger for, at man får sin betaling år efter år. Det vil vi gerne være med til at gøre medlemmerne meget klogere på, siger Søren Krogh Thompson.

Kontakt bestyrelsen

Er du medlem af Gramex, og har du noget på hjerte, du ønsker at dele med Thomas, Søren eller resten af bestyrelsen, kan du altid skrive til dem på bestyrelse@gramex.dk

Læs mere

Her er Gramex’ bestyrelse anno 2025

Top 10: Penge fra udlandet

Hvor i verden henter Gramex flest penge hjem til danske kunstnere lige nu? Vi har talt op.

I dag udbetaler Gramex penge til rettighedshaverne for blandt andet airplay uden for Danmark. 

Pengene har vi indhentet hos alle de organisationer, der svarer til Gramex, i udlandet, som vi har aftaler med. 

– Det er stadig det europæiske og især det tyske radiomarked, som danske musikere i Gramex tjener suverænt mest på uden for Danmark. Over 2 millioner kroner hentede vi hjem via den tyske organisation GVL i 2024. Det svarer til 1 ud af 4 kroner fra udlandet til kunstnerne sidste år, siger Marie Windfeldt Grønkjær, der er international seniorkonsulent i Gramex.


Top 10 over penge fra udlandet

Her tjente musikere i Gramex mest på airplay i 2024:

1Tyskland25,1 %
2England14,0 %
3Sverige12,4 %
4USA7,1 %
5Holland5,4 %
6Italien4,5 %
7Frankrig4,4 %
8Østrig4,2 %
9Norge4,2 %
10Finland3,1 %
Listen er trukket på grundlag af vederlag fra udlandet til kunstnere i Gramex i 2024. Procenterne angiver landets andel af det totale beløb.

Gramex henter også penge hjem til dig

Hvad spiller de så af dansk musik i radioen uden for Danmark?

– Det er jo meget forskelligt fra land til land. Men der er også nogle navne, vi altid ser på listerne fra udlandet, som fx Volbeat, Laid Back, Safri Duo, Junior Senior og Aqua – og de store danske kor og orkestre, fortæller Marie Windfeldt Grønkjær.

Er du worldwide medlem af Gramex, henter vi automatisk penge hjem til dig fra alle de lande, vi har aftaler med. Du skal bare sikre dig, at dit repertoire er registreret hos os.

Er du signet i udlandet, eller medvirker du på tracks i udlandet, skal du selv være obs på at få registreret dit repertoire hos os. Hvis vi ikke ved, at du medvirker, kan vi ikke hente pengene hjem til dig.

Anmeld udenlandsk repertoire til Gramex

Læs mere

Se alle lande, vi har internationale aftaler med

September-udbetaling fra Gramex

MXD: Musikeksportens tilstand i 2024

Ophavsret og kunstig intelligens

Ekspertgruppe har nu afleveret deres 10 anbefalinger til kulturministeren.

Ekspertgruppen foreslår både skærpede tiltag mod deling og upload af rettighedskrænkende indhold og krav om øget indsigt i AI-systemers træningsdata, så ophavsretten kan håndhæves effektivt.

Gruppen blev nedsat af kulturministeren i juni 2024 for at se nærmere på behovet for nye regler og tiltag i en tid, hvor kunstig intelligens giver både nye muligheder men også udfordringer – ikke mindst for musikbranchen.

Blandt deltagerne i ekspertgruppen har været repræsentanter fra Samrådet for Ophavsret, RettighedsAlliancen, Dansk Erhverv, DI, Danske Medier, Det Kongelige Bibliotek samt tekniske og juridiske eksperter.

I Gramex glæder vi os over, at ekspertgruppen nu er klar med deres anbefalinger og ser frem til, at de bliver omsat til politisk handling.

– Det går rigtigt stærkt i øjeblikket, og det går lige nu hårdt ud over rettighedshaverne. Derfor er vi glade for, at eksperterne er blevet enige om de her 10 anbefalinger, som det nu er op til politikerne at omsætte til konkret politisk handling og regulering på området – jo før jo bedre!, siger adm. direktør Anne Sophie Gersdorff Schrøder.

Du kan finde rapporten her

De 10 anbefalinger

  • Effektiv transparens i træningsdata
  • Effektive forbeholdsmuligheder eller nye regler for tekst- og datamining
  • Forbedring af rammevilkår for kollektiv licensering
  • Forsøgsordning om obligatorisk voldgift til løsning af rettighedskonflikter på området for pressepublikationer
  • Beskyttelse mod digitale efterligninger af personers personlige kendetegn
  • Krav om tekniske foranstaltninger til hindring af ulovlig upload og kopiering af ophavsretligt beskyttet indhold på kunstig intelligenstjenester
  • Betinget offentlig påtale i sager om ophavsret og kunstig intelligens, der er teknisk og territorialt komplicerede
  • Undersøgelse af mulige tiltag for at styrke brugen af menneskeskabt indhold
  • Vejledning og oplysningstiltag om ophavsret og kunstig intelligens
  • Præcisering i ophavsretslovgivningen af, at udbud af kunstig intelligenssystemer udgør tilrådighedsstillelse for almenheden

Læs Kulturministeriets pressemeddelelse

God sommer derude!

Telefonen er lukket alle fredage i juli og i uge 29/30. Men du kan stadig skrive til os.

Gramex er lukket for henvendelser på telefon og personligt alle fredage i juli og hele uge 29 og 30 (14.-25. juli).

Du kan stadig skrive til os – så vender vi tilbage til dig hurtigst muligt.

Men vær lidt tålmodig – mange af os holder ferie i den kommende tid …

God Roskilde – og god sommer!

Kontakt os

Opfølgende Gramex-udbetaling

I dag udbetaler vi halvanden million til rettighedshavere med penge til gode i Gramex.

Er du en af de kunstnere eller producenter, der har penge på vej op til sommerferien? Det kan du tjekke på Mit Gramex nu.

Pengene går ind på din NemKonto hurtigst muligt. Har du konto i en anden bank end Danske Bank, kan der godt gå et par dage.

Gå til Mit Gramex

Hvad får du penge for i dag?

Dagens udbetaling er primært til de rettighedshavere, der er afspillet i 2024, men ikke fik penge på kontoen ved juni-udbetalingen den 17. juni.

Det kan være, fordi vi har manglet et TIN-nummer, hvis du er bosat i udlandet, eller vi har manglet en underskrift på din medlemserklæring eller lignende afgørende information, så pengene ikke kunne udbetales.

Derudover kan du i dag få penge, som skyldes reguleringer (recalculations), ligesom der kan være betaling for nye registreringer af tracks med airplay i 2024 eller før, som er blevet behandlet i mellemtiden.

Her kan du kan læse mere om, hvad vi udbetaler for:

Juni-udbetaling fra Gramex

FAQ om udbetalingen

Track breakdowns til producenter på vej

Hvis du får penge i dag som producent – altså som pladeselskab eller selvudgiver – er dit track breakdown lige på trapperne. Det er en oversigt med beløb over de tracks, du har rettigheder til som producent, der er afspillet i 2024.

Du får en mail fra os med info, så snart filen er klar til dig på Mit Gramex.

Som producent er du forpligtet til at give Gramex besked, hvis der er tracks på oversigten, du ikke længere har rettighederne til.

Spørgsmål?

Har du spørgsmål til din udbetaling, er du velkommen til at skrive eller ringe til os.

Vær obs på, at telefonen er lukket på fredag og de øvrige fredage i juli og hele uge 29/30.

Kontakt os

Her lander Gramex-pengene i år

I dag offentliggør Gramex nye tal om kønsfordelingen blandt danske kunstnere i radioen.

Pengene fra Gramex er som altid udbetalt her i juni og landet på kontoen hos alle de musikere, artister og pladeselskaber, der er blevet spillet i radioen i 2024.

Hvem tjener pengene? Hvad siger de nye tal om alder og køn? Og hvilken vej går det?

Find alle tallene her:

Mænd og kvinder i tal – juni 2025

Dét viser de nye tal

Mænd tjener stadig langt de fleste Gramex-penge fra radioen. Men kvinder får lige så langsomt en større del af pengene – især de kvindelige hovedartister – og i helt særlig grad dem under 30 år.

  • Kvinder får en stadig større del af pengene  

    27 procent af Gramex’ medlemmer er kvinder. De fik udbetalt 29 procent af de penge, vi netop har udbetalt fra radio her i juni. Det er 2 procent mere end i 2024 og 4 procent mere end i 2023.

  • Kvindelige hovedartister får i stigende grad mere – kvindelige musikere får mindre

    33 procent af den samlede udbetaling til danske hovedartister gik til kvindelige hovedartister. Det er 2 procent mere end 2024 og 3 procent mere end i 2023.

    11 procent af den samlede udbetaling til danske musikere gik til kvindelige musikere. Det svarer stort set til i 2024 og er 1 procent mindre end i 2023.

  • Kunstnere under 30 får en stadig større del af pengene – især hos kvinderne

    8 procent af Gramex’ kvindelige medlemmer er 18-29 år. De fik udbetalt 42 procent af de penge, vi netop har udbetalt til kvinder her i juni. Det er 4 procent mere end i 2024, og 19 procent mere end i 2023, hvor 23 procent af pengene gik til kvinder under 30.

    5 procent af Gramex’ mandlige medlemmer er 18-29 år. De fik udbetalt 19 procent af de penge, vi udbetalte til mænd. Det er det samme som sidste år og 6 procent mere end i 2023, hvor de fik 13 procent.

  • Flere kvindelige hovedartister med i toppen over størst udbetaling

    6 af 10 hovedartister med størst udbetaling fra radioen er kvinder. Det er 1 mere end i 2024 og 2 mere end i 2023.

    40 af 100 hovedartister med størst udbetaling fra radioen er kvinder. Det er 8 mere end i 2024 og 2 mere end i 2023.

    Når der er flere kvinder i top 10/100 over størst udbetaling end i top 10/100 over mest afspillede, skyldes det blandt andet, at der er forskellig minutværdi på forskellige kanaltyper. Fx får man mere for at blive spillet på fx P3 end man gør på en kommerciel radiokanal.

  • Flere tracks udgives med både mænd og kvinder – og de bliver spillet mere i radioen

    39 procent af tracks udgivet i 2024, der er registreret i Gramex, har både mænd og kvinder som medvirkende. I 2019 var det 33 procent.

    Tracks med både mænd og kvinder bliver spillet mere i radioen end tracks udelukkende med ét køn: 59 procent af radioens airplay i 2024 var tracks med både mænd og kvinder som medvirkende. Det er 1 procent mere end året før og 5 procent mere end i 2022.


________________________________________________________________________

Featured Artist = hovedartist

De kunstnere, der selv står på pladecoveret, på Spotify og på festivalplakaten som Medina, Andreas Odbjerg, Minds of 99 osv. I Gramex’ systemer følger vi international praksis og kalder dem for Featured Artists (FA). På dansk kalder vi dem hovedartister.

Non-Featured Artist = musiker

De kunstnere, der ikke er hovedartister og altså ikke selv står på plakaten, Spotify eller pladecoveret, men har medvirket på en indspilning ved at synge kor, spille violin osv. Internationalt kalder man dem Non-Featured Artists (NFA). Vi kalder dem musikere.

________________________________________________________________________

Om Gramex’ mænd og kvinder i tal

Gramex er den organisation i Danmark, der sikrer betaling til de udøvende kunstnere og musikproducenter, når deres udgivelser bliver afspillet offentligt fx i radioen.

De nye data om køn og alder gælder kun den del af Gramex’ danske medlemmer, der er udøvende kunstnere og registreret med et CPR-nummer. Den tæller altså ikke alle producent-medlemmerne, som ofte er pladeselskaber registreret med et CVR-nummer.

Da vores data om køn er trukket på baggrund af CPR-numre, har vi pt. kun mulighed for at tælle mænd og kvinder. Vi er godt klar over, at virkeligheden er mere nuanceret.

Tracks med både mænd og kvinder som medvirkende skal forstås sådan, at der medvirker mindst 1 mand og mindst 1 kvinde, som er medlem. Der kan altså godt medvirke 9 mænd og 1 kvinde eller 5 kvinder og 1 mand.

Data vedrører alene afspilninger i radioen og udbetalinger på baggrund af det. Gramex modtager rapportering fra en lang række danske radiostationer og får på den måde information om, hvilken musik de har spillet hvornår og hvor længe.

Gramex registrerer et musiknummer, når vi har modtaget rapportering fra radioen, at det er afspillet, og dermed har optjent Gramex-penge til rettighedshaverne. Vi registrerer alle medvirkende og nye kunstnere bliver tilbudt medlemskab.

Det er gratis at blive medlem af Gramex.

Læs mere

Velkommen tilbage til Medina!

Flere tal og statistikker fra Gramex

Kodas kønsstatistik