Dansk musik har momentum både ude og hjemme. Og det skal udnyttes, lyder det fra en samlet musikbranche.
Den danske musikbranches omsætning steg i 2016 med 10 procent i forhold til året før og bidrog dermed med knap 7,5 milliarder kroner til den danske samfundsøkonomi. Det dokumenterer rapporten ’Dansk Musikomsætning 2016’, som Rambøll har udarbejdet på vegne af den danske musikbranche.
Rapporten viser, at kilderne til fremgangen blandt andet skal findes i livemusikken og i eksporten af dansk musik. Liveområdet går frem med hele 500 millioner i forhold til 2015 og udgør i 2016 60,5 procent af branchens samlede omsætning.
”Vi kan selvfølgelig kun være glade for den samlede vækst i branchen. Den vidner om branchens professionelle tilgang til musikken som erhverv. Samtidig er det afgørende for den indspillede musik, at vi får styr på det digitale marked, som er præget af ulige vilkår for streamingtjenesterne,” udtaler Kodas direktør Anders Lassen.
Musikkens potentiale skal foldes endnu mere ud
Det er femte år i træk, at Rambøll udarbejder opgørelsen på vegne af IFPI, Koda, Dansk Live, MXD, Gramex og Musikforlæggerne. Og med en omsætning på knap 7,5 milliarder i 2016 har musikbranchen oplevet en samlet vækst på 23 procent siden 2012.
Denne vækst er et udtryk for, at danskerne langt fra er blevet mætte af musikalske oplevelser, og at forbrugerne i stigende grad har taget streamingtjenesterne til sig.
”Rapporten fra Rambøll viser, at musikbranchen er en vigtig del af erhvervslivet. Men det betyder ikke vi som musikbranche kan læne os tilbage, men skal tværtimod arbejde sammen med politikere og det øvrige erhvervsliv i en benhård indsats for at folde musikkens store potentiale ud, så den kommer til at spille en endnu større samfundsøkonomisk rolle i fremtiden,” siger Jakob Brixvold, sekretariatschef i Dansk Live.
Største eksportvækst nogensinde
De danske musikeres indtog på de globale hitlister viser sig også i rapporten. Musikeksporten går frem med hele 33 procent, hvilket er den største fremgang, siden første gang den samlede omsætning blev opgjort. Samtidig er denne fremgang også et udtryk for, at musikturisterne, der kommer til Danmark, bruger flere penge end tidligere.
Rambøll har udarbejdet Dansk Musikomsætning 2016 på vegne af IFPI, Koda, Dansk Live, MXD, Musikforlæggerne og Gramex.