Nye muligheder for kunstnerne i Gramex

Nu kan du fx komme på studielisten som kunstnerisk producer og blive registreret med flere instrumenter på samme track.

Gramex’ medlemmer vedtog på en ekstraordinær generalforsamling i efteråret 2023 en ny fordelingspolitik med betydning for kunstnerne.

I juni implementerede vi fase 1 og indførte fast trackværdi. Det betyder, at alle tracks har samme minutværdi inden for samme fordelingskategori uanset antal medvirkende. Samtidig fordeles pengene inden for tracket mellem de forskellige medvirkende kunstnere, så deres rolle svarer til en andel af det samlede tracks værdi.

Derudover gik vi i juni fra 10 til 2 kategorier, så man fremover er enten featured artist (FA) eller non-featured artist (NFA).

Nu er vi klar med den sidste fase af det nye fordelingssystem, der giver nye funktioner og muligheder på studielisten.

Dem kan du læse om her.

Kunstnerisk producer

Som noget nyt kan du nu optjene Gramex-penge som “kunstnerisk producer”. Det er en helt ny rolle i vores fordelingssystem, du fremover kan vælge på studielisten, når du anmelder udgivelser.

Og hvad mener vi så med kunstnerisk producer?

En kunstnerisk producer yder en kreativ indsats og har det overordnede ansvar for musikindspilningens kunstneriske udtryk. Det kan fx være ved at vejlede musikere og sangere. En kunstnerisk producers bidrag kan på den måde sammenlignes med det bidrag, en dirigent tilfører et orkesters fremførelse. Den kunstneriske producers bidrag til indspilningen rækker altså ud over at fungere som lydtekniker eller lignende teknisk funktion.

Rent praktisk betyder den nye rolle, at du som producer nu kan blive registreret på studielisten på linje med de øvrige udøvende kunstnere, og altså også få andel i Gramex-pengene, når din rolle på indspilningen svarer til beskrivelsen ovenfor.

Som kunstnerisk producer får du en non-featured andel (NFA) af tracket.

Som pladeselskab og producent, der udfylder studielister, skal du vide, at du fremover kan vælge den her rolle, når du anmelder nye udgivelser til Gramex og herunder registrerer de medvirkende kunstnere. Det er som altid producenten, der indestår for at oplysninger på studielisten korrekt afspejler de forskellige bidrag på indspilningen.

Du kan læse mere om de forskellige roller for kunstnere i Gramex med det nye fordelingssystem her:

Roller for kunstnere i Gramex

Flere instrumenter

Med det nye fordelingssystem er det fremover også muligt at blive honoreret som kunstner for at bidrage med flere instrumenter på samme track i stedet for kun én gang som tidligere; dog max 3 instrumenter i alt.

Hvert ekstra instrument giver kunstneren en ekstra non-featured (NFA) andel af tracket.

Sang (vocal) tæller også som et instrument. Så har du både sunget kor og spillet guitar og programmeret beats på et track, skal du registreres på tracket med alle 3 bidrag på studielisten.

Rent praktisk skal du som kunstner være obs på, at pladeselskabet eller producenten, der udfylder studielisten, får besked om ikke bare din rolle på hvert track, men også alle de instrumenter, du bidrager med track for track. Det er altså lidt mere detaljeret information end tidligere for at vi kan afregne mere præcist til jer alle sammen.

Som producent skal du være obs på, at dén del af studielisten nu også har betydning for afregningen til kunstnerne. Det er altså ikke bare nice to know information men need to know, når du skal udfylde studielister.

Din andel af trackets værdi

Med det nye system taler vi i Gramex som noget nyt om andele. Det skyldes, at vi i juni måned indførte fast trackværdi, som giver alle tracks samme minutværdi uanset antal medvirkende.

Det betyder ikke, at du skal til at anmelde din medvirken i andele eller procenter, som du måske kender det fra Koda. Men det betyder, at du fremover skal tænke hvert track som en lagkage, hvor de medvirkende kunstnere på tracket deler Gramex-pengene imellem sig.

Hvor stor en andel du får, afhænger af:

  • om du er featured artist (FA) – altså hovedartist som enten musiker, sanger eller dirigent
  • om du er non-featured artist (NFA) – altså ikke hovedartist som enten musiker, sanger, dirigent, kunstnerisk producer eller medlem af kor/orkester med mere end 19 medvirkende
  • antallet af instrumenter du bidrager med på tracket. Bidrager du med flere instrumenter, får du en større andel af tracket svarende til en ekstra non-featured andel pr. instrument. Men max 3 instrumenter pr. track
  • antallet af øvrige medvirkende kunstnere (FA/NFA) på tracket i alt

Individuel registrering af kor/orkestre

Som led i det nye fordelingssystem skal alle kunstnere nu registreres individuelt på studielisten, så de hver især får udbetalt deres Gramex-penge direkte.

Det betyder, at du ikke længere kan vælge kollektive kor og orkestre som medvirkende på studielisten.

Ligesom de andre nye tiltag i fase 2 gælder det alene fremadrettet og har altså ingen betydning for allerede registrerede studielister, som vi ikke ændrer på.

Du kan læse meget mere om hvad du skal være obs på både som producent eller som kor/orkester her:

Individuel registrering af kor/orkestre

Hvornår og hvordan?

De nye tiltag i fase 2 af det nye fordelingssystem gælder fra nu af – og fremadrettet. Du kan derfor kun vælge rollen kunstnerisk producer og flere instrumenter pr. kunstner pr. track på nye studielister, der er indsendt efter dags dato den 11. oktober 2024.

Vi behandler ikke manuelle rettelser til allerede registrerede studielister, der omhandler de nye tiltag. Du kan altså ikke ændre allerede registrerede studielister for at tilføje en kunstnerisk producer eller registrere flere instrumenter. De nye tiltag gælder kun fremadrettet og kan kun registreres på nye studielister.

Du finder studielisten samme sted, som du plejer:

Mit Gramex / studielister

Bag den nye fordeling

Bestyrelsens tanker bag det nye fordelingssystem blev drøftet grundigt på et medlemsmøde i Gramex sidste år forud for den ekstraordinære generalforsamling.

Kort fortalt ønskede kunstnerne i bestyrelsen at modernisere fordelingen i retning mod et system, der er er mere simpelt, mere transparent, bedre afspejler praksis i branchen i dag, automatiserer arbejdsprocesser og nedbringer omfanget af manuelt arbejde.

Du kan læse mere om tankerne og principperne bag den nye fordeling i deres præsentation på medlemsmødet:

Medlemsmøde i Gramex 5. september 2023

Læs mere

Gramex’ fordelingsgrundlag

Ny fordeling for kunstnere