De har jagtet stripperstænger på Amager til deres nye musikvideo, udgivet single nummer to og fået den i rotation på P6 – i en forkert version – overlevet det første store radiointerview, spillet masser af koncerter – for fire mand i Kolding (heraf én svigermor) og for en udsolgt Idealbar.
Og så mangler de – stadig – en booker.
Shy shy shy bevæger sig fortsat fremad – to skridt op og et til siden. For det er stadig ikke alting, der går helt, som Astrid Cordes og Simon Kjeldgaard vil.
Hvad er der sket siden sidst?
– Vi har spillet sindssygt mange koncerter. Så meget af tiden er gået med at øve op til koncerter og spille koncerter og planlægge transport til koncerter og alle sådan nogle småting, som bare fylder i hovedet. Og lave promotion på singlen ved siden af, siger Simon og ser lidt træt ud.
Selv om de har fået sig en manager og en Kira til at tage sig af PR, har de stadig selv fingrene i det meste. Ved siden af et fuldtidsstudie og et fuldtidsjob. Når Simon kommer hjem fra DTU, skal Astrid typisk ud og undervise. Og så skal der presses koncerter i kalenderen fra dag til dag.
– Når man er sådan et lille band som vores, er det jo ikke fordi Roskilde Festival ringer og spørger, om vi vil komme i 2018. Det er meget sådan, kan I komme i næste uge? Og ja, det kan vi jo så godt, fordi vi gerne vil det. Men det bliver fedt at få rum og tid til at kunne skrive nogle sange og komme lidt videre med den del igen, supplerer Astrid sin makker og barndomsven fra musikskolen i Skive.
– Det er jo hele tiden en cyklus af at skrive musik, udgive det, spille koncerter og skrive ny musik. Man bliver aldrig færdig med noget. Og man er hele tiden nødt til at have flere ting kørende på samme tid, som er vidt forskellige. Det er meget der, vi er lige nu, tilføjer hun.
Jeres anden single, In the Palm of My Hand, er ude nu. Var det oplagt, det skulle være den?
– Nej! Vi var faktisk helt sikre på, det skulle være en anden, lyder det med det samme fra Simon.
– Men så spillede vi sangene for vores management og promotion. Og de var helt sikre på, det ikke skulle være den, vi selv havde valgt. Det skulle være den her i stedet. Og det blev det så, lyder det fra Astrid.
Singlen er blandt andet blevet beskrevet som ”drømmende indiepop” og kom med det samme i rotation på P6. Desværre i en forkert, ufærdig, ikke-masteret version.
– Argghh … Dybt suk fra Astrid. – Der ramte du lige et ømt punkt. Det er skrækkeligt pinligt. Jeg krummer tæer, hver gang jeg hører den. De skulle have skiftet den ud med den rigtige nu.
– I går var det stadig den gamle version, den forkerte, siger Simon meget meget stille.
– Men OK. Hvis de gider spille vores ufærdige lort, så bare vent til de hører den rigtige version.
Hvordan gik det med jeres planer om at komme med i Karrierekanonen og på SPOT?
– Det er faktisk gået rigtig skidt med det. Det er i hvert fald ikke lykkedes, fortæller Astrid, dog stadig med et smil.
– Men vi var da lige ved at komme med i Karrierekanonen, tilføjer Simon. – Vi var blandt de fem bands, der skulle slås om den sidste plads. Og fik den så ikke. Men vi fik en masse likes på vores Facebook. Så vi fik da noget ud af det. Selvom vi så heller ikke kom på SPOT.
Hvad har I af nye planer?
– Planer? Det har vi slet ikke haft tid til at tænke på! Det har været ret stressende med den her anden single. Vi har brugt lang tid på at få den klar. Og musikvideoen greb også lidt om sig. I hvert fald for Astrid. Den har hun virkelig brugt lang tid på. Mens jeg har været i skole…, siger Simon og ser lidt undskyldende over på sin makker.
– En god ide ville være at gå i gang med at forberede den næste single. Vi har lovet hinanden, det ikke skal være så stresset næste gang. Vi skal i gang i bedre tid næste gang. Det er i hvert fald planen, griner Astrid.
For er der noget, de to har erfaret gennem det sidste år som Shy shy shy, så er det, at meget lidt går efter planen.
Når vi ses igen om et par måneder, hvordan ser det så ud hos jer?
– Så er vi mega glade, fordi vi har skrevet det næste store hit, starter Simon.
– Ikke fordi vi ikke allerede har et par stykker i ærmet, siger Astrid med et stort hemmelighedsfuldt smil.
– OK. Det næste næste store hit så. Det ville også være mærkeligt, hvis ikke også der kom nogle flere koncerter over de næste par måneder. Forhåbentlig også nogle festivaler over sommeren, siger Simon.
– Og så har vi en booker. Vi vil rigtig gerne have en booker. Så kan vi give nogle arbejdsopgaver videre. Og så kan det altså være utroligt svært at booke jobs til sig selv og ringe op og sige: Hold kæft, nu skal du høre, hvor fede vi er, siger Astrid. Især hvis man som os to nok er lidt generte.
Bandnavnet er ikke hentet ud af det blå. Det tog lang tid at finde, fortæller Astrid, der kom på det:
– Vi havde faktisk besluttet os for, at vi skulle hedde Horse. Det syntes vi selv var pissesejt. Bare at hedde Hest. Det var vi rigtig glade for og helt trygge i maven over. Indtil vi fandt ud af, der var en skotsk country-diva, der hed Horse. Som endda var etableret nok til at have en Wiki-side. Øv.
– Shy shy shy kommer fra en Lykke Li-sang, som hedder Dance dance dance. Som handler om at være rigtig genert. Men når hun danser, er hun ikke genert. Det tror jeg passer ret godt på mig og Simon. For vi er begge to generte. På hver sin måde. Jeg snakker meget, når jeg bliver genert, og Simon siger ikke noget. Men når vi er i musikken, så er vi ikke generte.
”Indtil videre er det bare planer”. Vi tager dem på ordet. Gramex følger i den kommende tid det spritnye Shy shy shy – fra første single til fremtidens små og store sejre. Lykkes det dem, at få danskerne til at fløjte med? Og hvor mange af deres planer bliver egentlig til virkelighed. Følg med.
Læs mere
1. Shy shy shy – fra første fløjt
2. Shy shy shy tilbage i suppedasen