Den er dansk, den er gratis, og den er uden reklamer. Og så har den modsat musik-streamingtjenester som Spotify og Apple Music udelukkende fokus på ny musik og upcoming artister.
Limelight Music er en ny app, hvor upcoming artister og lyttere kan finde hinanden. Her er det lytterne, der bestemmer, hvem der klarer sig godt, og derfor bliver spillet mest.
– Det er rendyrket demokrati. Vi vil give magten tilbage til lytterne. Det er en del af målet, forklarer Anders Nygaard, der er direktør for Limelight Music og sammen med Qadar Ahmed og tre software-udviklere står bag den nye platform.
Ideen er, at det er lytterne, der bestemmer, hvem det næste gennembrud skal være. Ikke penge, privilegier eller pladeselskaber.
– Det, der afgør en artists skæbne i dag, er ikke nødvendigvis kvaliteten af musikken, men også i høj grad hvor godt et udgangspunkt du har. Dit netværk, midler til markedsføring og pitching til spillelister spiller alt sammen ind i spørgsmålet om en kunstner får succes inden for musik, fortæller Anders Nygaard og fortsætter:
– På Limelight har alle artisterne lige muligheder for at slå igennem. Her er det udelukkende lytternes vurdering af musikken, der afgør om man får succes på platformen. Målet er, at de dygtigste talenter også er dem, der får gennembruddet. På den måde ender vi alle sammen op med at få den fedeste musik, siger han.
Musikken finder dig
På Limelight finder du hverken Last Christmas eller det nye Rasmus Seebach-album. Til gengæld kan du opdage ny musik, du ikke anede eksisterede – og måske finde din næste store musik-kærlighed. Eller det vil sige: Musikken finder dig.
– Den er et supplement til fx Spotify eller en pladesamling, hvor man typisk hører dét, man kender og godt kan lide. På Limelight bliver du kun præsenteret for ny musik, du ikke kender. Så det er to vidt forskellige ting, du bruger dem til, forklarer Anders Nygaard.
Første gang du åbner appen, bliver du bedt om at bedømme 15 musikgenrer og like eller disklike et udvalg af sange. Så er du i gang.
Nu har algoritmen en grov idé om din musiksmag, og din personlige radio kan præsentere dig for sange, der matcher dine præferencer. Ved hver sang kan du like eller disklike, og på den måde bliver appen klogere på din musiksmag. Et dislike stopper sangen, og du bliver præsenteret for en ny. Alle sange, du liker, bliver gemt i en spilleliste.
– Jo flere sange du liker og disliker, desto bedre lærer algoritmen dig at kende. På den måde bliver den hele tiden skarpere på at give dig den musik, du bedst kan lide, siger Anders Nygaard, der ligesom sin medstifter har en baggrund fra IT Universitetet, men har arbejdet fuld tid på Limelight de sidste to år.
Upload din egen musik
Artister og bands kan uploade deres egen musik på Limelight Music gratis.
– Du beholder selv alle rettigheder, og vi har en aftale med Koda, så der er no strings attached, forklarer Anders Nygaard, som han har gjort det et utal af gange før over for en musikbranche, der leder efter ’det med småt’.
For hver sang du uploader skal du vælge mellem 15 hovedgenrer og 270 subgenrer. Valget af genre er vigtigt, fortæller han:
– Du skal være ret præcis, når du vælger genre. Ikke for vores skyld, men for at du rammer de rigtige lyttere. Så har du størst chance for at få en god rating. En god rating giver mere eksponering, og dermed flere plays, forklarer Anders Nygaard.
En god rating kan også udløse et spillejob, når Limelight under overskriften Limelight Presents hver måned arrangerer koncerter med udvalgte populære Limelight-artister. Næste gang er 17. januar på Hotel Cecil.
Som artist får du desuden gratis adgang til data om dine plays og lyttere. Hvor i landet bor de, hvor gamle er de, hvilke af dine sange kan de bedst lide, hvornår i sangen trykker de like eller dislike osv.
Samtidig kan du på artist-profilen krydse af, om du er åben for tilbud fra fx pladeselskaber, eller om du allerede er ”optaget”. Det giver mulighed for at ’matche’ ikke bare med lytterne, men også med den professionelle del af branchen.
Kom med på en kigger
Limelight Analytics hedder det scouting-værktøj, man som pladeselskab, musikforlag, booker, spillested, festival eller lignende kan købe sig adgang til fra 1. januar 2019.
Analytics giver adgang til data om, hvordan artisterne og sangene klarer sig i appen. Indsigt, som branchen kan bruge til at scoute og finde nye talenter, samt markedsvalidere artister, man allerede har på radaren. Limelight har samlet et overblik over 1.000 danske upcoming artister, der indtil videre har uploadet 4.300 sange.
– Ved at bruge Limelight Analytics misser du som pladeselskab eller forlag aldrig mere den næste åbenlyse stjerne, men vil i stedet kunne scoute vedkommende på vej frem. Som booker kan du finde nye interessante live-acts via Limelight Analytics, og ved samtidig præcis hvor i landet og hos hvilket lytter-segment den pågældende artist hitter, forklarer Anders Nygaard.
Det er hér, Limelight skal tjene sine penge, forklarer han, hvis du også undrer dig over forretnings-modellen for en gratis og reklamefri streaming-tjeneste i et lille land som Danmark. Appen er i første omgang kun tilgængelig i Danmark, men teamet forventer at udvide til Norden allerede i starten af 2019, og herefter går turen til flere og større lande.
– Vi tror på, at det er en model, som virker, da alle parter drager fordel af det. Artisterne får en platform, hvor deres chancer for den fede pladekontrakt bliver øget, lytterne kan opdage fed musik gratis, og være med til at sætte dagsordenen for, hvem der skal få det næste gennembrud, og musikbranchen kan være på forkant med markedet, siger han.
Win-win for den danske upcoming musik-scene? Eller som man siger på Tindersk:
It’s a match!