I 2016 tjente danske sangere, musikere og pladeselskaber over 9 millioner kroner på airplay uden for Danmark. Det er en million mere end året før.
Pengene er indhentet hos Gramex’ søsterorganisationer i knap 30 lande; primært i Europa, men også fra USA og Canada, Japan og Brasilien.
– Ifølge vores nye tal har medlemmerne tjent absolut mest i Tyskland. 2,5 million hentede vi hjem i 2016 via den tyske ‘Gramex-organisation’ GVL. Fra England fik vi halvanden million og fra Holland knap en million. Ny på listen er Polen, der har sendt en halv million kroner hjem til danske musikere, siger Marie Windfeldt Grønkjær, der er international seniorkonsulent i Gramex.
Hvad spiller de så af dansk musik i radioen i resten af verden?
– ’Noget nyt, noget gammelt, noget lånt og noget blåt’, får jeg lyst til at sige. Det er en blandet landhandel af nyere danske navne, Volbeat, Mads Langer, Trentemøller for eksempel, men også gamle klassikere som Laid Back, Safri Duo, Junior Senior og Aqua – og så selvfølgelig de store danske kor og orkestre, fortæller Marie Grønkjær.
Her tjente dansk musik mest på airplay i 2016:
1. | Tyskland |
2. | England |
3. | Holland |
4. | Sverige |
5. | Norge |
6. | Belgien |
7. | Polen |
8. | Frankrig |
9. | Finland |
10. | Italien |
Vi henter penge hjem til dig
Gramex udbetalte tilbage i oktober 4 millioner til medlemmerne fra vores udenlandske søsterorganisationer. 29. marts fulgte 5 millioner ekstra. Det er fordi vi har optimeret betalingerne fra udlandet, så medlemmerne fremover får penge fra udlandet to gange årligt i stedet for én.
Er du fuldt medlem af Gramex – også kaldet worldwide – henter vi automatisk penge hjem til dig fra alle de lande, vi har aftaler med – uden at tage procenter for det. Du skal bare sikre dig, at dit repertoire er registreret hos os. Se, hvordan du nemmest gør det, på linket herunder: