Ny aftale om musik til firmafester

Koda, Gramex og Dansk Erhverv har indgået en aftale om betaling ved brug af musik til firmafester. Aftalen gælder for alle private danske virksomheder med 1.000 medarbejdere eller derover.

I 2016 fastslog Østre Landsret, at firmafester af en vis størrelse tæller som offentlige arrangementer. Derfor har Dansk Erhverv, Koda og Gramex nu indgået en aftale om betaling ved firmafester med musik for 1.000 medarbejdere eller derover.

Aftalen gør det nemt for virksomheder

Med den nye aftale bliver det nemt og enkelt for danske virksomheder at administrere, hvordan musikkens rettighedshavere skal betales, når deres musik bruges i denne sammenhæng.

– Hos Dansk Erhverv arbejder vi for at gøre det enkelt at drive virksomhed i Danmark, og på området for firmafester har der hidtil ikke været klarhed for de danske virksomheder. Derfor er vi glade for at have indgået en aftale med Koda. Aftalen gør det nemt for virksomheder af en vis størrelse at få overblik på, hvordan de skal forholde sig, når de vil bruge musik til fester og arrangementer. Samtidig er det vigtigt, at vi har aftalt, at virksomheder med færre end 1.000 ansatte ikke risikerer at overtræde regler ved afholdelse af firmafester, siger salgschef Jesper Juul-Jensen fra Dansk Erhverv.

En omgang til musikken

Hos Gramex glæder man sig over den nye aftale, der sikrer musikken betaling for arbejdet også på det her område.

– Prøv at forestille dig en fest uden musik? Det kan jeg i hvert fald ikke. Derfor er det glædeligt, at dem, der har investeret tid, talent og penge i at skabe, indspille og udgive den musik, som er så stor en del af festen, nu også får betaling, når der spilles op til dans til større firmafester, siger administrerende direktør i Gramex John Kristensen.

For at gøre det så nemt som muligt for virksomhederne har parterne indgået en fælles aftale. Det betyder, at man som virksomhed kan nøjes med at indgå én musikaftale – med Koda – om brug af musik ved firmafester. Aftalen dækker også Gramex, og en del af betalingen til Koda går automatisk videre til Gramex’ rettighedshavere.

Gramex repræsenterer de sangere og musikere, der har indspillet musikken, og deres pladeselskaber. Koda repræsenterer de komponister og sangskrivere, der har skabt musikken.

Fakta

  • Prisen for at bruge musik til firmafester afhænger af, hvor mange ansatte den pågældende virksomhed har. Det har ingen betydning for musikaftalen, hvor mange firmafester og events, virksomheden afholder. Virksomheder, der har indgået en musikaftale, kan altså bruge musik til alle firmafester og -arrangementer, de afholder i løbet af året. Læs mere hos Koda
  • Når virksomheden inviterer forretningsforbindelser eller kunder til deres fester eller arrangementer, skal alle virksomheder uanset størrelse have en musikaftale med Koda. Læs mere hos Koda
  • På dette og en række andre områder indgår Koda musikaftaler også på vegne af Gramex. Det betyder, at man som kunde kun skal indgå én aftale og betale ét sted – til Koda. Koda sender automatisk en del af betalingen videre til Gramex.

Hvad er forskellen på Koda og Gramex?