Uanset om du skal se det eller boykotte det, er VM i Qatar i gang. Og Danmark spiller sin første kamp i morgen.
Men ingen slutrunde uden en sang.
Du har måske allerede hørt landsholdets officielle VM-sang ‘Skulder ved skulder’ eller Gulddrengs nye (u)officielle VM-sang? Om det lykkes Gulddreng eller landsholdet at spille sig i rotation hos danskerne de næste par uger kan vi af gode grunde ikke sige noget om endnu.
Men vi har talt op, hvad der blev spillet mest i radioen under sidste slutrunde: EM 2020. Som på grund af corona blev rykket til sommeren 2021.
Her er sangene i top 10:
Gramex’ mest spillede danske fodboldsange ved EM 2021:
Titel | År | |
1 | Danmarks Dynamite | 2021 |
2 | Re-Sepp-ten | 1986 |
3 | Helt Sikker | 2021 |
4 | En For Alle | 1988 |
5 | Big Boys in Red & White | 1996 |
6 | Lidt Til Lægterne (Kå Så Danmark) | 2021 |
7 | Vi Vil Ha’ Sejren i Land | 1998 |
8 | Danmarks Drenge | 2002 |
9 | Rap Nu | 1984 |
10 | The Danish Way to Rock | 2010 |
Nyheder fra 2021 og fællessange fra 80’erne
Det er især de nye fodboldsange, radioen spillede mest under EM:
På førstepladsen finder vi den officielle EM-sang ‘Danmarks Dynamite’ med Alphabeat og landsholdet. Gulddrengs uofficielle EM-hit ‘Helt Sikker’ ligger på tredjepladsen og Lidt Til Lægternes EM-bidrag ‘Kå Så Danmark’ ligger på sjettepladsen.
Ud over de nye sange står 1980’erne stadig som det stærkeste årti udi den her genre af sange, man kan synge med på med en solid promille. Hele 3 af sangene i top 10 er tilbage fra de glade fodbolddage med Frank Arnesen & co. på banen – og på vokal.
Den højst placerede fodboldsang, som ikke er en nyhed, er selvfølgelig ‘Re-Sepp-Ten’ fra VM i Mexico i 1986, der ligger på andenpladsen. En sang, som mange danskere nok kender bedre end vores nationalsang. Men også ‘En for alle’ med Rocazino fra EM i Tyskland i 1988 er stadig populær i radioen, ligesom Gunnar Nus “rap” fra EM i Frankrig i 1984 stadig bliver spillet.
Fra 90’erne finder vi to sange i top 10: Big Fat Snakes ‘Big Boys in Red & White’ fra EM i England i 1996 og ‘Vi er Danmarks Drenge’ fra VM i Frankrig 1998 med Søren Poppe og Sofie Lassen-Kahlke.
Den nyeste sang i top 10 – ud over de nye fra 2021 – er den officielle sang til VM i Sydafrika i 2010 med Nephew og landsholdet. The Danish Way to Rock viste sig ikke at være nok til at kvalificere sig videre fra gruppespillet i 2010, men sangen har trods alt spillet sig videre i radioen.
Det år, vi rent faktisk vandt EM i 1992, gjorde vi det ironisk nok uden en officiel sang. Vi kvalificerede os som bekendt ikke til slutrunden og kom kun med på et afbud fra Jugoslavien, der lå i borgerkrig, så der var ikke tid til at producere en sang. I stedet genbrugte man gode gamle Re-Sepp-ten. Som måske også derfor stadig i dag er lyden af sejr og fodboldfest.
Årets officielle VM-sang er i øvrigt skrevet efter samme recept som Re-Sepp-ten i 1986 med input og forslag fra de danske fodboldfans.
Du kan høre VM-sangen Skulder ved skulder her