Her er årets nye Gramex-medlemmer

Mekdes kan bl.a. opleves på årets Roskilde og Northside Festival. Foto: navidtollah

Velkommen til Mekdes og de 875 andre nye danske navne i Gramex i 2019.

I alt 876 nye danske medlemmer meldte sig ind i Gramex i 2019. Det gjorde de, fordi de enten har udgivet musik eller medvirket på en udgivelse, der er spillet i radioen.

Det udløser retten til Gramex-penge og altså et tilbud om medlemskab af Gramex. De nye medlemmer giver derfor et billede af, hvem der når igennem til radioen i Danmark.

Her er tallene. 

2 ud af 3 nye medlemmer er kunstnere

Af de 876 nye medlemmer er 548 af dem – 63 procent – udøvende kunstnere. Det er både artister, der har udgivet musik i eget navn, men også alle de musikere og korsangere, der har været med i studiet til at indspille en sang, der er nået igennem til radioen.

Den sidste tredjedel af de nye medlemmer er meldt ind som pladeselskaber. Vi kalder dem også producenter. De har alle 328 udgivet musik, der er anmeldt til Gramex på en studieliste eller på anden måde dokumenteret deres producent-rettigheder til en udgivelse eller et label.

2 ud af 3 producenter er selvudgivere

Af de 328 nye medlemmer, der har udgivet musik med airplay, er langt de fleste – 69 procent – meldt ind som et personligt ejet ”pladeselskab” uden et CVR-nummer.

Det er typisk musikere, der selv har udgivet deres musik uden at have et egentligt pladeselskab. Man kalder dem også for selvudgivere. 

4 ud af 5 nye medlemmer er mænd

107 af de 548 nye kunstner-medlemmer i 2019 er kvinder. Det er 20 procent.

Året før var det 21 procent, og i både 2017 og 2016 var tallet 25 procent.

Samme billede ser man hos de producenter, der selv har udgivet musik, som er meldt ind i 2019. Her er 19 procent af dem registreret til en kvinde i 2019 mod 22 procent i 2016.


Kilde: Gramex 2020

Gramex er gratis

Det er gratis at blive medlem af Gramex. Har du selv udgivet eller medvirket på en udgivelse, der er spillet i radioen – men er du endnu ikke medlem?

Tjek her, hvad du skal gøre:

Som musiker eller sanger

Som pladeselskab eller selvudgiver