Flere instrumenter giver flere penge

Vidste du, at det nu har betydning for din udbetaling, hvis du spiller flere instrumenter på samme track?

Gramex fik sidste år nyt fordelingssystem og dermed nye felter på studielisten.

De nye tiltag har direkte betydning for din udbetaling som kunstner. Fx kan du nu blive honoreret for op til 3 instrumenter på samme track. Det giver dig en større andel af trackets værdi.

Vi har samlet alt, du skal vide, på 1 side – og opfordrer både kunstnere og producenter til at løbe den igennem, så du kan sikre dig selv og alle andre korrekt afregning fra Gramex.

Ny fordelingspolitik – hvad du skal vide

Et track er en lagkage, I skal dele

Det grundlæggende princip i det nye fordelingssystem er det, vi kalder fast trackværdi. Alle tracks har altså samme minutværdi på samme kanaltype uanset antal medvirkende.

Det betyder, at alle de kunstnere, der er anført på studielisten som medvirkende på et track, nu deler pengene på tracket imellem sig uanset antal medvirkende. Din afregning afhænger altså ikke bare af din egen rolle på tracket og antal instrumenter, men også, hvor mange andre medvirkende der er på tracket og deres rolle og antal instrumenter.

Du kender det måske fra Koda, hvor man opererer med andele og procenter. Det er samme grundlæggende lagkage-princip i Gramex nu. Procenterne udregnes automatisk ud fra hvad der er indtastet på studielisten om de medvirkende kunstnere.

Det er derfor vigtigt at være omhyggelig med at udfylde felterne på studielisten om de medvirkende korrekt.

Op til 3 instrumenter pr. kunstner pr. track

Med det nye system har det nu betydning for din afregning, hvis du som kunstner bidrager med flere instrumenter pr. track. Hvert ekstra instrument giver nemlig en ekstra non-featured andel.

Sang (vocal) tæller også som et instrument. Så har du både sunget kor og spillet guitar og programmeret beats på et track, skal du registreres på tracket med alle 3 bidrag på studielisten.

Du kan også med det nye system vælge “kunstnerisk producer” (Artistic Producer) som instrument, hvis du som producer har haft det overordnede ansvar for trackets kunstneriske udtryk.

Man kan max få andele for 3 instrumenter pr. track. Du behøver altså ikke bruge tid på at registrere flere instrumenter end 3, selv om du bidrager med flere.

Rent praktisk skal du som kunstner være obs på, at pladeselskabet eller producenten, der udfylder studielisten, får besked om ikke bare din rolle på hvert track, men også alle de instrumenter, du bidrager med track for track.

Det er altså lidt mere detaljeret information end tidligere, som til gengæld gør, at vi kan afregne endnu mere præcist til jer alle sammen.

Som producent skal du være obs på, at dén del af studielisten nu også har betydning for afregningen til kunstnerne. Det er altså ikke bare nice to know information men need to know info, som har betydning for kunstnernes udbetaling, når du skal udfylde studielister.

Det kan du få en ide om i eksemplerne her:


Eksempler på andele

Et track afspillet på P3 har fx optjent i alt 200 kr. til kunstnerne.

De medvirkendes andel af trackets værdi og derfor udbetaling i kroner og øre afhænger af deres rolle, kategori og antal instrumenter.

Eksempel 1:

Tracket har 2 medvirkende (1 FA og 1 NFA), der bidrager med hvert 1 instrument og får følgende andele og kroner:

FA: Vokal (1 instrument) = 87,5 procent = 175 kr.
NFA: Keys (1 instrument) = 12,5 procent = 25 kr.


Eksempel 2:

Tracket har 2 medvirkende (1 FA og 1 NFA), hvor FA har bidraget med 1 instrument, og NFA har bidraget med 3 instrumenter og får følgende andele og kroner:

FA: Vokal (1 instrument) = 71 procent = 142 kr.
NFA: Keys, trommer, bas (3 instrumenter) = 29 procent = 58 kr.


Eksempel 3: 

Tracket består af et band med 4 medvirkende (4 FA), hvor de hver især har bidraget med forskellige instrumenter og får følgende andele og kroner:

FA1: Vokal og guitar (2 instrumenter) = 25,8 procent = 52 kr.
FA2: Trommer (1 instrument) = 22,5 procent = 45 kr. 
FA3: Bas (1 instrument) = 22,5 procent = 45 kr. 
FA4: Keys, guitar og kunstnerisk producer (3 instrumenter) = 29,2 procent = 58 kr. 


Find flere eksempler her

Læs mere

Beregn selv fordeling af andele

Sådan beregnes udbetalingen til kunstnere

Roller for kunstnere i Gramex

Nye muligheder for kunstnerne i Gramex