Find en musiker eller bliv selv fundet

DanskeMusikere.dk er en ny og gratis netværksplatform for den danske musikbranche, der har til formål at hjælpe med at forbinde musikere i Danmark.

Mangler du en trommeslager til dit band? Eller er du som musiker åben for nye kontakter, samarbejder og jobs?

Så skulle du måske prøve den nye ‘virtuelle opslagstavle’ for danske musikere og bands, producere, lydteknikere, managers, dj’s, undervisere mv.

Indtil videre har omkring 200 musikere oprettet en profil på DanskeMusikere.dk. Én af dem er Tobias Weltzer fra Aarhus, der er trommeslager og producer i indierock-bandet Fremmand og medlem af Gramex som både musiker og producent.

– DanskeMusikere.dk er det bedste, der er sket for dansk rockmusik, siden Gasolin udgav Rabalderstræde. Har man brug for et nyt bandmedlem eller connecte med branchefolk, så er det stedet, det sker, siger Tobias Weltzer om det nye site.

Af kærlighed til musikken

Den nye platform gik i luften midt i juni og har til formål at forbinde musiklivet i Danmark og skabe grobund for nye danske musikproduktioner og musikoplevelser.

Du kan enten finde en musiker eller et band ved at søge i de allerede oprettede profiler. Eller du kan selv blive fundet af andre ved at oprette din egen profil. Gratis.

– Den er lavet af ren kærlighed til musikken, så den er 100 % gratis for alle at bruge, forklarer Andreas Baggesen, der er manden bag. Han er selv Gramex-medlem, musiker og producer ved siden af sit arbejde inden for marketing.

Som resten af Danmark og især musikbranchen blev han ramt af nedlukningen i foråret.

– I en periode hvor den danske musikbranche har haft det ekstra hårdt, har jeg haft lidt ekstra fritid og vil gerne prøve at hjælpe branchen lidt på vej. Jeg har derfor blandet mine kompetencer med min passion og lavet en online netværksplatform for den danske musikbranche, forklarer Andreas Baggesen.

Konceptet og platformen er skabt i fritiden på hobbyplan og lidt på samme måde som han selv skaber musik i studiet.

– Når jeg har en idé til et beat eller en sang, går jeg i studiet, og så skaber sangen eller beatet sig selv ved at den ene idé leder til den næste, indtil beatet eller sangen er færdig. Sådan er det også lidt med danskemusikere.dk, fortæller han.

Platformen er derfor et ’work in progress’, som hele tiden udvikler sig som resultat af brugernes feedback.

Ligesom den er gratis at bruge, er det selvfølgelig også gratis at kigge.

Kig forbi danskemusikere.dk