Som varslet afholder Gramex endnu en ekstraordinær generalforsamling. Det gør vi med bestyrelsens forslag til ændring af vedtægterne på dagsordenen – igen.
Et forslag, der blev godkendt på den ekstraordinære generalforsamling i sidste uge, men som kræver endnu en generalforsamling for at blive endeligt vedtaget. Det følger af vedtægterne.
Vi afholder den ekstraordinære generalforsamling torsdag den 27. oktober 2022 klokken 16 på vores kontor på Gammel Kongevej 11-13, 2. sal, 1610 København V.
Forslag om ændring af vedtægter – igen
Bestyrelsens forslag til opdatering af Gramex’ vedtægter er foreløbigt godkendt på den ekstraordinære generalforsamling 19. september 2022. Men skal altså op på endnu en generalforsamling for at blive endeligt vedtaget ifølge vedtægterne.
Det fremsatte forslag er identisk med det forslag, der blev godkendt 19. september 2022.
Ligesom sidst gælder det, at 2/3 af stemmerne skal stemme aktivt ‘for’ forslaget, hvorfor det ikke er nok at stemme ‘undlad’, hvis du bakker op om forslaget.
Se forslag om ændring af vedtægter
Stem online senest 13. oktober 2022
Som medlem kan du afgive din stemme hjemmefra. Du kan gøre det online og underskrive med NemID/MitID via tjenesten Penneo på under 2 minutter. Bruger du en smartphone, skal du måske tippe telefonen på den lange led for at sætte dit kryds. Vær obs på, at du skal klikke på den grønne knap “Gem og fuldfør” til sidst for at sende din stemme.
Alternativt kan du printe stemmesedlen, udfylde den i hånden og aflevere den på Gramex’ kontor eller sende den med posten eller på mail til GF@gramex.dk. Uanset hvordan du vælger at stemme, skal vi have modtaget din underskrevne stemmeseddel senest 13. oktober 2022.
Stemmer du online, kan du ikke også møde op og stemme på den ekstraordinære generalforsamling. Du kan deltage, men får så ikke udleveret en stemmeseddel.
Tilmeld dig senest 20. oktober 2022
Ønsker du at møde op og deltage i den ekstraordinære generalforsamling, skal du tilmelde dig på forhånd. Det står i vores vedtægter. Er du medlem både som kunstner og producent, kan du tilmelde dig med begge dine Gramex-numre og dermed stemme både som kunstner og producent.
Vi afholder generalforsamlingen på kontoret og slutter senest klokken 17.
Du skal tilmelde dig senest 20. oktober 2022 via linket her:
Tilmeld dig generalforsamlingen her
Angiv fuldmagt ved tilmelding
Er du forhindret i at deltage, er det nemmest for dig at udfylde en stemmeseddel online som beskrevet ovenfor. Alternativt kan du give fuldmagt til et andet medlem, der deltager på generalforsamlingen, som kan stemme på dine vegne. Men da vedkommende også selv kan blive forhindret på dagen, opfordrer vi dig til at stemme online, hvis du vil være sikker på at gøre brug af din stemme.
Du kan kun give fuldmagt til et medlem i samme rettighedsgruppe som dig selv. En kunstner kan altså ikke give fuldmagt til en producent eller omvendt.
Det medlem, du giver fuldmagt, skal i sin tilmelding til generalforsamlingen krydse af, at han/hun også repræsenterer dig ved fuldmagt, og også udfylde dit navn og dit Gramex-nummer.
Du kan udfylde fuldmagten online og underskrive med NemID/MitID inden selve generalforsamlingen. Alternativt kan fuldmagten medbringes i printet, udfyldt og underskrevet stand på generalforsamlingen.
Hver fremmødt deltager kan højst medbringe tre fuldmagter fra andre medlemmer. Kun underskrevne fuldmagter kan veksles til stemmesedler på generalforsamlingen. Du skal derfor selv sikre dig, at du rent faktisk får skrevet fuldmagten under med dit NemID eller MitID, hvis den skal være gyldig. Gramex har ikke mulighed for at rykke for manglende underskrifter eller printe for dig, og vi modtager ikke fuldmagter efter den 27. oktober 2022 klokken 16.00.
Kun fuldmagter udfyldt på Gramex’ blanket (online eller print) er gyldige. Ingen hjemmelavede.
Udfyld fuldmagt (online) | Fuldmagt (til print)
Parkering
Kommer du i bil, er der et begrænset antal parkeringspladser i gården. Parkerer du på en af de pladser, der står Gramex på, skal du huske at få en parkeringstilladelse hos os. Kom i god tid.
Er der fyldt på Gramex’ parkeringspladser, kan du parkere på de pladser, der er mærket ‘Betalingsparkeringsplads’. Her skal du bare huske at betale for det.
Læs mere
Referat af ekstraordinær generalforsamling 19. september 2022