Burhan G: Verdens bedste cover-numre

Årets Toppen af Poppen-favorit på Spotify hedder Burhan G. Her fortæller han om sine egne favorit-covernumre.

I Toppen af Poppen på TV-2 mødes syv danske kunstnere over én uge for at fortolke hinandens sange på skift. Det giver hver sæson 42 (!) nye fortolkninger af kendte og ukendte danske sange, der lever videre også efter tv-programmet er slut.

Den mest populære af denne sæsons fortolkninger på Spotify er Burhan G’s version af Ray Dee Ohhs klassiker ‘Jeg vil la’ lyset brænde’. Det skriver Gaffa.dk, der har målt ’Toppen af poppen-effekten’ på Spotify.

Burhan G har også haft stor succes med sit 2011-cover af ‘Jeg’ i live’, som oprindeligt er sunget af Thomas Helmig og Sanne Salomonsen.

Men hvilke covernumre har den 34-årige sanger, sangskriver og Gramex-medlem selv øverst på sin personlige hitliste og hvorfor lige dem? Det løfter han sløret for her:

I Will Always Love You – Whitney Houston
– Fordi timing er alt. Denne Dolly Parton-sang er født, skrevet og komponeret til at være en af verdens største ballader. Whitney Houston leverer en vokal-perfomance, som vil gå over i historien, og hvem andre end hende kan og må synge hele første vers a capella i det, der blev til en af verdens største popsange.

I Can’t Make You Love Me – Bon Iver
– Fordi Justin Vernon tilføjer et ocean af inderlighed og en fantastisk klaverpræstation, som absolut lever op til sangens egen pianomand, nemlig medkomponist Bruce Hornsby. Jeg mener kun, at der findes én version af denne, som er en live-optagelse. Det gør den kun endnu mere rå og ægte.

Smile – Michael Jackson
– Dette tema komponeret af Charlie Chaplin og første gang fremført af Nat King Cole bliver udgivet på et tidspunkt i Michael Jacksons karriere, hvor man virkelig tror på det, han synger, på det album, det er udgivet på. Det er tydeligt at høre hans kærlighed til den skole af musikere og sangere, og han leverer en meget smuk version af denne.

Nothing Compares 2 U – Sinéad O’Connor
– De magiske coverversioner ender altid i et slags medejerskab af sangen. Jeg synes Sinéad O’Connor synger denne sang, så alle sanser og følelser bliver aktiveret. Så meget sjæl og så meget smerte i den vokalperfomance og produktionen med de strygerarrangementer, som igennem sangen synger med og næsten giver hende ret, gør denne til en af mine favoritter. Prince skrev en fantastisk sang – Sinéad bragte den til live.

Følg Burhan G på Facebook
Her er de mest populære Toppen af Poppen-fortolkninger

Hvordan skal man anmelde et cover-nummer til Gramex?

Præcist som alle andre udgivelser. Hos Gramex registrerer vi ikke, hvem der har skrevet hverken tekst eller musik til den sang, du indspiller. Det er vores gode kolleger i Koda, der sikrer betaling til komponister og sangskrivere.

Uanset hvor stærk en sang du har skrevet, er vi i Gramex kun interesseret i hvilke udøvende kunstnere der medvirker på indspilningen, og hvem der har producentrettighederne.

Dét skal du anmelde til Gramex – dét skal du ikke
Læs mere om Gramex