Aarhusiansk undergrund udgiver ‘anti-single’

Foto: Thilde Dubgård

I Gramex registrer vi hver dag nye danske album, ep’er og singler. Og nu også: anti-singlen.

Det kalder de den selv, Kristoffer Veirum og Ole Løhde, der til sammen udgør undergrunds-bandet ’Still The Man’. De spiller digital rock. Og så har de netop overhalet sig selv indenom med anti-singlen ’Only Logic’.

De har spillet sammen i 11 uger. Og har på 10 af de uger skrevet og indspillet 10 numre til deres debutplade. De mangler sådan set bare at mixe den – eller det var planen.

Men i halvdelen af ’Still The Man’ har man en plan til man får en ny plan.

– Aftalen lød på, at vi skulle begynde på at finpudse de ti numre, vi har i kassen. Jeg har desværre et problem med aftalte planer. Jeg kan godt lide at være på tværs. Så jeg fik en anden idé dagen før vi skulle mødes, fortæller Kristoffer Veirum.

Ideen udsprang af en småfesen koncert-oplevelse med Queens of the Stone Age aftenen før. Fælt skuffet vendte Kristoffer Veirum hjem til Aarhus og stemte sin guitar en tone ned og skrev riffet til en ny sang.

– Vi har egentlig annonceret en debutsingle fra vores kommende album. Men den er vi endnu ikke blevet færdige med. I stedet kom Kristoffer ned i studiet med en ny sang, fortæller Ole Løhde, der lod sig overtale af sin musikalske partner in crime til at gå med den nye plan.

På ét døgn fik de to musikere skrevet, indspillet, mixet og masteret det spritnye nummer. OG filmet en musikvideo.

Skabt i ekspresfart under minimalistiske forhold i hjemmestudiet og filmet med en iPhone repræsenterer de to aarhusianere en DIY-tilgang til at udgive musik, der lever side om side med den etablerede musikindustri, hvor en plan er en plan.

Helt i tråd med det punk-inspirerede guerilla-ideal kalder bandet den nye sang en ”anti-single”.

– Fuck den single, vi havde tænkt os at sende ud. Vi smider sgu bare den her ud i stedet. Og ja, så er det jo lidt det modsatte af en single. Den kommer nok ikke engang på albummet. Det er en anti-single!, griner Kristoffer Veirum, der ikke tør sige noget som helst om hvornår albummet er færdigt.

Uanset hvad du kalder din udgivelse – om den har været en dag eller et år undervejs – og om du selv smider den på Soundcloud eller har et major label i ryggen – skal den anmeldes til Gramex. Er du signet på et pladeselskab, er det deres opgave. Men mind dem lige om det.

Sådan anmelder du en ny single, anti-single, ep eller album

Følg Still The Man på Facebook