En kvart million til grønlandske musikere

241.403 kroner sender Gramex i år videre til musikere i det grønlandske musikliv.

Gramex har vurderet og tildelt støtte til årets ansøgere til Grønlands-puljen.

10 af 12 ansøgere har fået bevilget penge til deres vidt forskellige musikalske projekter.

Modtagerne er både nyere navne på den grønlandske musikscene og veletablerede artister, bands, kor og foreninger. Nogle får hjælp til at afholde festivaler, kurser og workshops, andre får hjælp til at få deres musik indspillet, udgivet, mixet og mastereret.

Tillykke og god arbejdslyst til alle 10 ansøgere, der nu er kommet lidt tættere på at realisere deres projekt.

Vi glæder os til at følge med!

Støttede projekter i 2025

  • Nikku Brandt: udgivelse af EP
  • Christian Elsner: udgivelse af akustisk album (Nanook)
  • Hansinguak Lennert: udgivelse
  • Ivaana Olsen: transport ifm. indspilning af EP
  • Fabrizio Barzanti: indspilning (Sauwestari)
  • Aviaja Lumholt: musikvideo (INUANUIMA)
  • Markus Geisler: NAALU Festival
  • Hans Jukku Noahsen/EPI: Juridisk workshop for musikere
  • Grønlands Strygeorkester: Nordisk sommerkursus
  • Inuaraq Gedionsen-Steenholdt: Mix og mastering

Læs mere

Gramex åbner Grønlands-puljen for nye ansøgninger til december 2025 med ansøgningsfrist januar 2026.

Læs mere om puljen

Gramex’ generalforsamling 28. maj 2025

Vi indkalder hermed alle Gramex-medlemmer til årets ordinære generalforsamling.

Det foregår onsdag den 28. maj 2024 klokken 14:30 i Lydens Hus’ social space i stueetagen her på Gammel Kongevej 11-13, 1610 København V.

Generalforsamlingen er som altid en god mulighed for at følge med i, hvad der foregår, og få indflydelse, ligesom du kan møde kolleger i branchen og få en snak med bestyrelsen og os på kontoret.

Du kan finde dagsorden og alle øvrige dokumenter her:

Materiale til medlemmerne

Tilmeld dig senest 21. maj

Du skal tilmelde dig for at kunne deltage i generalforsamlingen.

Er du medlem både som kunstner og producent, kan du tilmelde dig med begge dine Gramex-numre og dermed stemme på generalforsamlingen som både kunstner og producent.

Du skal tilmelde dig senest 21. maj via linket her:

Tilmeld dig generalforsamlingen her

Valg til bestyrelsen

På årets generalforsamling skal der besættes i alt 7 poster:

  • 2 bestyrelsesmedlemmer og 1 suppleant for kunstnerne
  • 2 bestyrelsesmedlemmer og 1 suppleant for producenterne
  • 1 bestyrelsesmedlem med særligt kendskab til ophavsret (det 9. medlem)

Gramex fik nye vedtægter i januar, der betyder, at antallet af bestyrelsesmedlemmer er ændret fra 7 til 9 medlemmer plus 2 suppleanter.

På kunstnersiden har Dansk Artist Forbund (DAF) og Dansk Musiker Forbund (DMF) som følge af de nye vedtægter udpeget hver ét bestyrelsesmedlem, som indtræder i bestyrelsen efter afholdelsen af generalforsamlingen: Sara Indrio (udpeget af DAF) og Thomas Sandberg (udpeget af DMF). Der skal derfor vælges yderligere 2 bestyrelsesmedlemmer og 1 suppleant for kunstnerne.

På producentsiden er Jakob Plesners post som bestyrelsesmedlem og Morten Ingholts post som suppleant på valg, mens Laura Littauer og Søren Krogh ikke er på valg i år. Samtidig skal der vælges et nyt bestyrelsesmedlem for producenterne som følge af udvidelsen af bestyrelsen.

Endelig er Morten Rosenmeier på valg som bestyrelsens 9. medlem med særligt kendskab til ophavsret. Det er den post, der tidligere er kendt som det 7. medlem.

Til posten som det 9. medlem og posterne for producenterne er der i år ikke opstillet flere kandidater, end der er ledige poster. Der bliver derfor ikke afholdt kampvalg til disse poster, der alle besættes for en 3-årig periode. Således afholdes der i år kun valg af kunstnere i forbindelse med årets ordinære generalforsamling.

Her skal kunstnerne i Gramex vælge, hvilke 2 af de 3 opstillede kandidater de ønsker valgt ind som de 2 nye bestyrelsesmedlemmer.

Kandidaten med flest stemmer bliver valgt ind for en periode på 2 år, mens kandidaten med næstflest stemmer bliver valgt ind for 1 år. Kandidaten med færrest stemmer bliver suppleant for kunstnerne for en 3-årig periode. Sådan er det i overgangsperioden i år ifølge de nye vedtægter.

Se kandidater til Gramex’ bestyrelse

Stem online til og med 14. maj

Er du medlem som kunstner og/eller producent, har du mulighed for at “brevstemme” i forvejen i stedet for at møde op på generalforsamlingen.

Du kan nemt og hurtigt stemme online og underskrive med MitID via tjenesten Penneo. Alternativt kan du printe stemmesedlen, udfylde den i hånden og aflevere den på Gramex’ kontor eller sende den med posten eller på mail til GF@gramex.dk

Uanset hvordan du afgiver din brevstemme, skal vi have modtaget din underskrevne stemmeseddel senest den 14. maj 2025.

Vær obs på, at du i år kun kan sætte kryds til bestyrelsesvalget som kunstner og ikke som producent som beskrevet ovenfor.

Stemmer du online, kan du ikke også stemme på generalforsamlingen. Du kan deltage, hvis du tilmelder dig, men får ikke udleveret en stemmeseddel.

Er du arving til Gramex-rettigheder og altså ikke selv medlem, kan du ligeledes deltage i generalforsamlingen, men ikke stemme.

Stemmeseddel (online)  |  Stemmeseddel (til print)

Angiv fuldmagt ved tilmelding senest 21. maj

Er du forhindret i at deltage, er det nemmest for dig at udfylde en stemmeseddel online som beskrevet ovenfor. Alternativt kan du give fuldmagt til et andet medlem, der deltager på generalforsamlingen, som kan stemme på dine vegne. Men da vedkommende jo også selv kan blive forhindret på dagen, opfordrer vi dig altid til at stemme online frem for ved fuldmagt, hvis du vil være helt sikker på at gøre brug af din stemme.

Du kan kun give fuldmagt til et medlem i samme rettighedsgruppe som dig selv. En kunstner kan altså ikke give fuldmagt til en producent eller omvendt.

Det medlem, du giver fuldmagt til at stemme på dine vegne på generalforsamlingen, skal i sin tilmelding til generalforsamlingen krydse af, at han/hun også repræsenterer dig ved fuldmagt, og også udfylde dit navn og dit Gramex-nummer.

Du kan udfylde fuldmagten online og underskrive med MitID inden selve generalforsamlingen. Alternativt kan fuldmagten medbringes i printet, udfyldt og underskrevet stand på generalforsamlingen.

Hver fremmødt deltager kan højst medbringe tre fuldmagter fra andre medlemmer. Kun underskrevne fuldmagter kan veksles til stemmesedler på generalforsamlingen. Du skal derfor selv sikre dig, at du gennemfører og rent faktisk får skrevet fuldmagten under med dit NemID, hvis den skal være gyldig. Ingen underskrift – ingen stemmeseddel. Gramex har ikke mulighed for at rykke for manglende underskrifter eller printe for dig, og vi modtager ikke fuldmagter efter den 28. maj klokken 14.30. Kun fuldmagter udfyldt på Gramex’ blanket (online eller print) er gyldige.

Udfyld fuldmagt (online)  |  Fuldmagt (til print)

Parkering

Kommer du i bil, er der et begrænset antal parkeringspladser i gården.

Parkerer du på en af Gramex’ parkeringspladser, kan du hente en parkeringstilladelse hos os, når du tjekker ind til generalforsamlingen. Bare kom i god tid. Er der ikke flere af Gramex’ pladser, kan du parkere på en gæsteparkeringsplads mod betaling. Tjek i så fald parkeringsinfo i gården.

Læs mere

Hvor finder jeg mit Gramex-nummer?

Kandidater til Gramex’ bestyrelse 2025

Her kan du se, hvem der stiller op til bestyrelsesvalget, og læse deres motivationer.

Som Gramex-medlem er du med til at bestemme, hvem der skal sidde i Gramex’ bestyrelse.

Der er i år kun valg blandt kunstnerne, da der til de øvrige valg ikke er opstillet flere kandidater, end der er ledige poster. Som kunstner kan du enten stemme på selve generalforsamlingen, eller du kan afgive din stemme online senest den 14. maj.

Hent stemmeseddel (online)  |  Hent stemmeseddel (til print)

Kunstnere 

På kunstnersiden er der i år opstillet 3 kandidater. Heraf skal kunstnerne i Gramex vælge, hvilke 2 kandidater de ønsker valgt ind som de 2 nye bestyrelsesmedlemmer.

Kandidaten med flest stemmer bliver valgt ind for en periode på 2 år, mens kandidaten med næstflest stemmer bliver valgt ind for 1 år. Kandidaten med færrest stemmer bliver valgt ind som suppleant for kunstnerne for en 3-årig periode. Sådan er det i overgangsperioden i år ifølge de nye vedtægter fra januar måned.

Her kan du læse de 3 kandidaters motivation for at stille op:

  • Jens Skov Thomsen (genvalg, pt. suppleant)

    Jeg har været en del af bestyrelsen de seneste seks år. Jeg er selv musikartist i grupperne VETO og Mantua og har medvirket på mange udgivelser – også som selvudgiver. Dertil er jeg jurist med speciale i musikrettigheder. 

    Jeg genopstiller til bestyrelsen på kunstnersiden. 

    Sidst jeg stillede op var det med et erklæret mål om at få indført et trackbaseret fordelingssystem for kunstnerne i Gramex, med afregning direkte fra afspilning til track.  En opgave, jeg med en vis stolthed kan konstatere at Gramex nu – tre år senere – er i mål med. 

    Mit fokus i en kommende periode vil være fortsat udvikling af medlemsbrugerflade, med endnu bedre indsigt i den data, der knytter sig til afregningen. Så man nemt kan se, hvilke tracks der er spillet hvor, og hvor meget de har indtjent over tid.

    Dertil er jeg optaget af at Gramex har en effektiv og moderne administration, som både sender flest mulige penge ud til medlemmerne og på samme tid også sikrer medlemmerne den rigtige service.

    Gramex er vigtig. Gramex er vores alles. Og vi skal sørge for, at Gramex også i fremtiden er det bedste sted at få sine rettigheder forvaltet. 

    Jeg lover at arbejde for sagen og håber på din stemme.

  • Søs Nyengaard (genvalg)

    Jeg er professionel musiker og har været forperson for Dansk Musiker Forbund med flere års erfaring i Gramex’ bestyrelsen og stort indblik i Gramex som musikudøvernes vigtigste forvaltningsselskab. 

    Radioens rolle som primær musikformidler presses i stigende grad af de store musiktjenester og deres playlister – styret af algoritmer og pengeinteresser. Men selvom teknologier og forbrugsmønstre skifter, er det vigtigt, at Gramex fortsat kan sikre musikudøverne betaling på masseudnyttelsesområder.

    Vi har brug for Gramex som en stærk varetager af rettighedshavernes interesser og som en demokratisk og gennemsigtig forvaltning, der sikrer en fair fordeling af vores penge, ved hjælp af både tidssvarende IT-baserede medlemssystemer samt god personlig service.

    Jeg ser rollen i Gramex’ bestyrelse som en meget vigtig post, som jeg vil prioritere, og håber derfor på din stemme.

  • Lennart Jarde (nyvalg)

    Min hovedbegrundelse for at stille op til en bestyrelsespost er en bred baggrund med erfaringer, som meget få musikere har. Jeg mener, at dette kan bidrage med værdifuld viden for Gramex. Fokus er på den digitale verden, og en kommende storm med kunstig intelligens, som kan udfordre et andet fokusområde – ophavsret/intellektuelle rettigheder.

    Musikbaggrund: cellist ved DKDM, freelance-cellist og cello-lærer i en periode, fastansat i Copenhagen Phil  i 1991.

    Fra 1987 til 2003 journalist på fagbladet ”High Fideliy” med over 100 artikler.

    Ca. år 2000: pause fra orkesterarbejdet, fuldtidsansat hos Contex, som Technical Writer, oversætter og softwareprogrammør. Contex er verdens førende producent af  storformat-scannere. Efter næsten 2 år hos Contex retur til CphPhil.

    I 2006 til 2009 var jeg en del af et iværksætterteam, med mål at konstruere et hifi-anlæg i absolut topklasse. Finanskrisen stoppede projektet, men erfaringerne var ekstremt værdifulde.

    I 2018 forlod jeg CphPhil for at arbejde som selvstændig, komponist, cellist og audiokonsulent. På den klassiske side er der nærmere 30 kompositioner.

    I 2019 lavede jeg min første CD (udgivet på Gateway), det er rytmisk/elektrisk instrumentalmusik, hvor jeg spiller alle instrumenter, laver mix, mastering, layout og foto.

    Jeg er også Gramex-medlem på producentsiden.

    Læs mere på personaltechnology.dk eller ljweb.dk

Producenter

Til de to poster som bestyrelsesmedlem for producenterne samt posten som suppleant opstiller i år følgende kandidater:

  • Morten Ingholt (genvalg, pt. suppleant)
  • Lasse Westi (nyvalg)
  • Jon Møller Madsen (nyvalg som suppleant)

Da der ikke opstiller flere kandidater, end der er ledige poster, vil der ikke blive gennemført en afstemning blandt producenterne.

9. bestyrelsesmedlem

Til posten som såkaldt 9. medlem med særligt kendskab til ophavsret genopstiller Morten Rosenmeier som den eneste kandidat. Der vil derfor ikke blive gennemført en afstemning vedrørende denne bestyrelsespost.

Læs mere

Se Gramex’ bestyrelse i dag

Gramex’ generalforsamling 28. maj 2025

Stemmeseddel til generalforsamling 2025

Som medlem kan du nu stemme online til årets generalforsamling til og med 14. maj 2025.

Som medlem kan du nu stemme online til årets generalforsamling til og med 14. maj 2025.

Er du medlem som både kunstner og producent, har du to Gramex-numre. Du kan i så fald bestille en stemmeseddel to gange med hvert sit Gramex-nummer. Vær obs på, at du i år kun kan sætte kryds til bestyrelsesvalget som kunstner, da der ikke er flere kandidater end ledige poster hos producenterne.

Er du arving til Gramex-rettigheder, har du ikke stemmeret, men er velkommen til at tilmelde dig generalforsamlingen og deltage uden at stemme.

Udfylder du stemmesedlen på mobiltelefon, skal du vende den på den lange led. Husk at klikke på den grønne knap “Gem og fuldfør” til sidst for at registrere din stemme.

NB: Det tager pt. et lidt langt “øjeblik” at sende dig videre til MitID – vær lidt tålmodig!

Hvor finder jeg mit Gramex-nummer?  |  Find materialet

Mød Gramex på SPOT Festival 2025

Vi er selvfølgelig med, når musikbranchen samles i Aarhus i weekenden. Skal vi mødes?

I Gramex glæder vi os til at møde nye og gamle medlemmer og kolleger i branchen og høre en masse ny dansk musik på SPOT Festival sidst på ugen.

Er du også i Aarhus, og har du tid og lyst til at mødes, skal du være meget velkommen til at kontakte os eller sende en besked via Facebook eller Instagram – så vender vi tilbage til dig hurtigst muligt.

Vi ses måske i Aarhus?

God SPOT!

Læs mere

Tjek årets SPOT- og SPOT+-program

Her er dit International Performer Number

Vidste du, at du som kunstner i Gramex har et unikt IPN, som identificerer dig internationalt?

Dit International Performer Number (IPN) er relevant for dig, så snart din musik rykker ud over Danmarks grænser. Enten når du medvirker på tracks, der er indspillet i udlandet, eller når du bliver spillet i radioen uden for Danmark.

Gramex tildeler automatisk vores kunstner-medlemmer et IPN, når de har underskrevet en rettighedserklæring. I en fælles International Performer Database (IPD) er alle udøvende kunstnere i hele verden registreret med deres unikke IPN og info om, hvilken kollektiv forvaltningsorganisation (CMO) der repræsenterer dem i hvilke territorier.

Som Gramex-medlem står der altså Gramex ud for dig i databasen. På den måde ved alle andre organisationer i resten af verden, at dine penge skal sendes til dig via Gramex.

Medvirker du på fx en svensk udgivelse, kan du med fordel give det svenske pladeselskab dit IPN. Så bliver du registreret korrekt hos SAMI, som er den organisation, der svarer til Gramex i Sverige. Når SAMI skal afregne din del af betalingen for afspilninger af udgivelsen i Sverige, kan de via dit IPN i den internationale performer database se, at de skal sende dine penge til Gramex, som sender dem videre til dig.

På den måde hjælper IPN både dig som kunstner og os som forvaltningsorganisation med at sikre korrekt betaling på tværs af landegrænserne.

Du kan selv finde dit IPN på Mit Gramex. Det står på din profil lige under dit Gramex-nummer.

Gå til Mit Gramex

FAQ om IPN

Her kan du få svar på de mest almindelige spørgsmål til IPN:

  • Hvad er IPN?
    International Performer Number (IPN) er et unikt globalt nummer, der tildeles udøvende kunstnere af kollektive forvaltningsorganisationer (CMO’er) ligesom Gramex. IPN sikrer, at hver kunstner – uanset om det er inden for musik, audiovisuelle værker eller andre kreative bidrag – har et unikt nummer, der kan bruges på verdensplan.

  • Hvorfor har jeg brug for et IPN?
    Et IPN er afgørende for at sikre, at dine bidrag til lydoptagelser og/eller audiovisuelle værker bliver korrekt registreret, sporet og honoreret. Det garanterer, at du bliver registreret som udøvende kunstner i det globale netværk af CMO’er og modtager den korrekte betaling for dit arbejde. Et IPN sikrer altså en mere gnidningsfri behandling og betaling af din vederlag.

  • Hvordan får jeg et IPN?
    Du får et IPN ved at registrere dig hos en kollektiv forvaltningsorganisation (CMO) for kunstnere i dit hjemland. I Danmark er det Gramex. Når du har underskrevet en rettighedserklæring, tildeler Gramex dig et IPN og sørger for, at det er knyttet til udgivelser i det globale system.

  • Er IPN knyttet til et bestemt land eller territorie?
    Nej, IPN er globalt. Det er ikke begrænset til et specifikt land eller område og bruges af CMO’er over hele verden til at registrere og spore kunstneres bidrag på tværs af grænser. At det er globalt, gør det nemmere for dig at modtage betalinger fra forskellige territorier uden forvirring eller forsinkelse.

  • Er IPN det samme som mit Gramex-nummer?
    Nej. Dit Gramex-nummer er dit lokale kunstner-ID i Gramex, som du med fordel kan give videre til pladeselskabet/producenten, når du medvirker på en dansk udgivelse. Dét kan de bruge, når de udfylder studieliste til Gramex. IPN er et internationalt ID-nummer, der bruges af alle CMO’er globalt. Det sikrer, at du nemt kan identificeres i det internationale netværk, hvilket er afgørende for at indhente og fordele dine penge over grænserne.

  • Hvordan gavner IPN mig som kunstner?
    – Genkendelse: Med et IPN bliver dine bidrag tydeligt tilskrevet dig, uanset hvor i verden udgivelsen er registreret.
    – Global sporing: CMO’er kan effektivt identificere og spore dine værker på tværs af landegrænser og sikre korrekt indsamling og fordeling.
    – Undgå dobbeltoprettelser: IPN minimerer risikoen for flere registreringer af samme kunstner, hvilket kan føre til tabt indtjening og forvirring.
    – Forenklede processer: Informationsdeling og betalingsoverførsler mellem CMO’er bliver lettere, hvilket reducerer administrative fejl og forsinkelser.

  • Hvordan hjælper IPN de kreative brancher?
    IPN gør det muligt for CMO’er som Gramex at udveksle information og betalinger problemfrit og præcist over grænserne. Det gavner altså ikke kun kunstnerne, men også de kreative industrier ved at sikre:
    – Hurtigere og mere præcis fordeling
    – Mindre risiko for fejl eller dobbeltregistrering
    – Klar international deling af information

IPN er ikke det samme som …

Vi ved det godt: Der er mange forkortelser at holde styr på. Her er nogle af de andre, du kan støde på som musiker ude i verden:

  • IPD: Står for International Performer Database. Og er den internationale database, hvor Gramex og alle andre organisationer samler IPN’er på alle udøvende kunstnere i hele verden med info om, hvem der har mandat til at repræsentere dem i hvilke territorier.

  • ISNI: Står for International Standard Name Identifier og er også et nummer, du kan støde på som kunstner. Det kan også bruges til bands og grupper og er altså ikke knyttet til én unik rettighedshaver som IPN. ISNI giver heller ingen oplysninger om, hvem der skal modtage betaling. I Gramex registrerer vi derfor ikke ISNI; kun IPN.

  • ISRC: Står for International Standard Recording Code og er et nummer, der bruges til at identificere de enkelte tracks. I Danmark er det Gramex, der udsteder producentkoder til nye producenter, så de selv kan generere ISRC til de tracks de udgiver. Læs mere om ISRC

  • TIN: Står for Tax Identification Number og er et internationalt nummer, der bruges til at identificere den enkelte skatteyder. Bor du i udlandet, skal vi bruge dit TIN til SKAT for at kunne udbetale til dig. Du kan selv oplyse det på Mit Gramex.

Læs mere

Udland for kunstnere

Internationalt samarbejde

Internationale aftaler

Marts-udbetaling fra Gramex

I dag udbetaler vi over 10 millioner til 3.500 rettighedshavere med afspilninger i Danmark eller udlandet.

Tjek din konto eller Mit Gramex for at se, om du får Gramex-penge i dag.

Pengene er udbetalt og går ind på din NemKonto hurtigst muligt. Har du en anden bank end Danske Bank, kan der godt gå et par dage.

På Mit Gramex kan du under ‘Udbetalinger’ finde info om din udbetaling og hente en opgørelse til dig selv eller din revisor.

Gå til Mit Gramex

Dét får du penge for i dag

Udbetalingen i dag er blandt andet betaling for afspilninger i radio/tv uden for Danmark. Det er altså penge, vi udbetaler fra organisationer i udlandet, der varetager rettigheder på vegne af kunstnere og/eller producenter, ligesom Gramex gør i Danmark.

Ud over penge fra udlandet indeholder udbetalingen også reguleringer på baggrund af efterrapportering for danske afspilninger i 2022 og 2023. Herudover kan der være sket reguleringer pga. rettelser af rettigheder, registrering af nye claims eller studielister.

Næste udbetaling er vores hovedudbetaling i juni, hvor vi udbetaler Gramex-penge for alle danske afspilninger igennem 2024.

Læs mere om udbetaling til kunstnere 

Læs mere om udbetaling til producenter

Tjek din udbetaling

Du kan tjekke din udbetaling på Mit Gramex. Er du medlem som både kunstner og producent, kan du under “Udbetalinger” vælge i drop down-menuen, om du vil se din udbetaling som kunstner eller som producent. Er du også arving til Gramex-rettigheder, kan du også vælge dét.

Du kan finde detaljer om din udbetaling og dine danske afspilninger online eller downloade dem. Klik på “Detaljer” til højre for dagens udbetaling og klik dig videre på “Vis” for at se mere. Du kan også downloade alle detaljer samlet.

Dog kan du ikke se detaljer på betalinger fra udlandet. Det skyldes, at vi i langt de fleste tilfælde ikke modtager de data fra vores internationale søsterorganisationer. Du skal i stedet tjekke din udbetalingsopgørelse, hvor du kan se, hvor i verden du har fået penge fra, samt hvilken organisation og periode det drejer sig om. Klik “Vis” til højre for udbetalingen for at se opgørelsen.

Gå til Mit Gramex

Track breakdowns til producenter på vej

Hvis du får penge i dag som producent – altså som pladeselskab eller selvudgiver – er dit track breakdown lige på trapperne. Det er en oversigt med beløb over de tracks, du har rettigheder til som producent, der er afspillet i 2023 eller før.

Du får en mail fra os med info, så snart filen ligger klar til dig på Mit Gramex.

Det er dit ansvar som producent at tjekke listen over dine tracks. Du er forpligtet til at give Gramex besked, hvis der er tracks, du ikke længere har rettighederne til, og tilbagebetale pengene til Gramex.

Spørgsmål?

Har du spørgsmål til din udbetaling eller driller dit login, må du endelig kontakte os. Telefonen er ekstra åben tirsdag og onsdag den her uge fra 9 til 16 (lukket kl. 12-12.30).

Vil du ringes op, eller har du spørgsmål, vi alligevel skal undersøge nærmere, kan du med fordel skrive til os i stedet. Så vender vi tilbage til dig, så hurtigt vi kan.

Kontakt os

Læs mere

FAQ – spørgsmål og svar

Vil du hjælpe os med at hjælpe musikken?

Gramex søger i øjeblikket en studentermedhjælper til vores økonomiafdeling midt i København.

Vil du have et fleksibelt studiejob i en dynamisk økonomiafdeling, hvor du kan kombinere din teoretiske viden med praktisk erfaring?

Hos Gramex får du mulighed for at arbejde med bogføring, fakturering og databearbejdning i en virksomhed, der spiller en central rolle i dansk musikliv.

Om Gramex

Gramex er en nonprofit organisation, der sikrer udøvende musikere og pladeselskaber betaling, når deres musik bliver spillet offentligt, fx i radio og tv.

Vores økonomiafdeling er hjertet i denne proces og sikrer, at betalinger fra vores kunder kommer ud til de rette rettighedshavere. Vi er i fuld gang med en digital transformation og har brug for en engageret studentermedhjælper, der kan hjælpe os i den proces.

Arbejdsopgaver

Som studentermedhjælper i økonomiafdelingen får du mulighed for at udvikle dine færdigheder og kompetencer og bidrage med dine friske input til, hvordan vi kan gøre tingene endnu bedre.

Du får blandt andet hands on-erfaring med:

  • Bogføring af finans- og debitorindbetalinger
  • Fakturering af kunder
  • Opdatering af kreditor- og debitoroplysninger
  • Diverse ad hoc-opgaver inden for økonomi og jura
  • Mindre juridiske opgaver relateret til musikrettigheder
  • Bidrag til optimering af processer og implementering af nye systemer

Om dig

Vi forestiller os, at du måske studerer økonomi, revision eller noget tredje, der kan kombineres med et fleksibelt studiejob som det her. Uanset hvad du læser eller laver ved siden af, håber vi, at du:

  • Kan arbejde 12-18 timer om ugen
  • Har erfaring med bogføring og er fortrolig med Excel
  • Er struktureret, detaljeorienteret og har lyst til at arbejde med store datamængder
  • Har et positivt mindset og trives i et team

Du behøver ikke kunne alt fra dag ét – det vigtigste er, at du har lysten og modet til at lære!

Vi tilbyder

Vi kan tilbyde et godt og fleksibelt studiejob i musikbranchen med gode muligheder for faglig og personlig udvikling. Vi tager naturligvis hensyn til dit studie og eksamensperioder, så du kan få jobbet til at passe ind i din hverdag.

Hos Gramex får du desuden:

  • En arbejdsplads lige ved søerne i København tæt på Vesterport Station
  • Sparring med et erfarent økonomiteam
  • En god frokostordning og en uformel og hyggelig arbejdsplads med stor passion for musik
  • Løn efter aftale

Søg stillingen

Lyder studiejobbet som noget for dig, så send en kort ansøgning og et kortfattet CV til regnskabschef Thomas Hansen på tgh@gramex.dk hurtigst muligt og senest den 11. april 2025. Vi indkalder til samtale løbende.

Vil du høre mere om jobbet, eller har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Thomas på mail eller på telefon 33 85 32 01.

Gramex ønsker at fremme ligestilling og diversitet og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge stillingen uanset køn, alder, religion, etnisk baggrund, seksuel orientering, handicap og musiksmag.

Om Gramex

Gramex er en nonprofit musikorganisation. Vi beskæftiger pt. 25 medarbejdere og deler adresse med Lydens Hus over for Planetariet på Vesterbro i København.

Læs mere om Gramex

Læs mere om job i Gramex