Generalforsamling 2019: Valg til bestyrelsen

Sæt kryds i kalenderen 29. maj. Og giv os besked senest 15. marts, hvis du har medlemsforslag eller ønsker at stille op til bestyrelsen

Gramex er medlemmernes organisation. Er du medlem, er du mere end velkommen til at deltage i årets ordinære generalforsamling, som er Gramex’ højeste myndighed.

I år afholder vi generalforsamling onsdag den 29. maj klokken 16.00

Invitation, dagsorden og alle dokumenter bliver sendt ud til medlemmerne på mail i begyndelsen af maj og vil herefter også kunne findes her på hjemmesiden. Men sæt allerede nu kryds i kalenderen.

Har du som medlem et forslag, du ønsker behandlet på generalforsamlingen, skal du give Gramex besked på mail til GF@gramex.dk senest fredag den 15. marts.

Valg til Gramex’ bestyrelse

Følgende poster i bestyrelsen er på valg på årets generalforsamling:

  • 3 repræsentanter for pladeselskaberne (heraf 1 suppleant)
  • 2 repræsentanter for kunstnerne (heraf 1 suppleant)
  • 1 medlem med særligt kendskab til ophavsret

Ønsker du at opstille, skal du meddele os dit kandidatur på mail til GF@gramex.dk senest fredag den 15. marts. Du skal i din mail ikke motivere dit kandidatur, men du skal skrive, hvilken post du ønsker at opstille til, dit fulde navn og dit eventuelle Gramex-nummer.

Ændring i bestyrelsen | Hvad kræver bestyrelsesarbejdet i Gramex?

Har vi din mail-adresse?

Som Gramex-medlem får du automatisk en indkaldelse til generalforsamlingen i din indbakke. Men vi er nødt til at kende din nuværende mail-adresse.

Har du skiftet mail, siden du meldte dig ind? Så kan du altid logge på Dit Gramex og opdatere den. Det er også her, du kan ændre adresse, mobilnummer osv. Så er du sikker på at høre fra os. Vi lover ikke at spamme dig.

Har du én gang klikket afmeld mails fra Gramex, får du ingen mails fra os overhovedet. Heller ikke når vi har udbetalt penge til dig. Vil du tilbage på mail-listen, kan du skrive til news@gramex.dk.

Log på Dit Gramex

Gramex justerer point-systemet for kunstnere

Gramex’ bestyrelse har valgt at justere det pointsystem, der ligger til grund for beregningen af de udøvende kunstneres vederlag. 

Justeringen af pointsystemet, der ikke har været revideret i mange år, sker for at gøre fordelingen af point mere tidssvarende og gennemsigtig for de udøvende kunstnere.

Pointene bliver registreret til den enkelte kunstner på det enkelte track efter Gramex’ fordelingsgrundlag. Pointene er baseret på den medvirkendes rolle på tracket, som angives på studielisten, når man anmelder en udgivelse til Gramex. En solist får for eksempel flere point end en studiemusiker, mens bandmedlemmer får samme antal point.

Her kan du se et par eksempler på point:

RolleNuFør
Musiker2 point1 point
Solist14 point8 eller 6 point (med/uden kor/orkester)
Bandmedlem i en gruppe på 45 point2,5 point
Dirigent (feat.)14 point8 point
Kor/orkester 20-50 medvirkende22 point24 point
Kor/orkester over 50 medvirkende32 point40 point

Se det justerede pointsystem | Se det tidligere pointsystem § 6   

Hvad betyder det for dig?

Som udøvende kunstner afhænger det beløb, du optjener hos Gramex, af flere ting; hvor er din musik spillet, hvor mange minutter, dine point og årets pointværdier. De nye point danner således grundlag for årets udbetaling til juni 2019, hvor vi udbetaler for afspilninger i 2018.

Med justeringen af pointsystemet bliver der tildelt flere point end tidligere. Dermed bliver pointværdien i de forskellige kategorier også tilsvarende lavere. Pointværdien udtrykker, hvad 1 point er værd i 1 minut i de forskellige fordelingskategorier. De beregnes hvert år og afhænger blandt andet af den samlede mængde point tildelt. At du får dobbelt så mange point som før, betyder derfor ikke, at du kan forvente en dobbelt så stor udbetaling.

Vi kan ikke beregne årets pointværdier, før regnskabsåret er afsluttet. Og vi har endnu ikke modtaget al rapportering for 2018. Derfor kan vi ikke sige, hvad justeringen af pointene kommer til at betyde i kroner og øre for lige præcis dig før udbetalingen omkring sankthans.

Dét afhænger din udbetaling af

Grønlands-puljen er nu åben for ansøgninger

Er du grønlandsk musiker, artist eller band, kan du nu søge Gramex’ Grønlands-pulje. 

Én gang om året kan grønlandske udøvende kunstnere søge økonomisk støtte fra puljen til musikfremmende formål. For eksempel:

  • Indspilning, udgivelse og promotion af musik
  • Tilskud til levende fremførelse af musik, sang og musikdramatik
  • Faglig dygtiggørelse
  • Studie- og rejselegater
  • Støtte til publikationer, der styrker kunstnernes arbejdsvilkår og retsstilling

Der er ansøgningsfrist torsdag den 14. marts 2019.

Læs mere og download ansøgningsskema

De her projekter fik  tilskud sidste år

I 2018 modtog 8 ansøgere støtte til at realisere deres musikalske projekter. Ud over mix og mastering af singer-songwriter Simon Lynges fjerde album støttede bedømmelsesudvalget for eksempel indspilning, udgivelse og promotion af nye singler, album og musikvideoer.

Se de projekter, der fik støtte i 2018

Ændring i bestyrelsen

Interesserede kandidater til bestyrelsen skal meddele det til Gramex senest 15. marts 2019. 

Casper Bengtson (Universal Music Danmark) og Mikkel Torsting (Warner Music Danmark) meddelte kort før jul, at de med virkning fra den 21. december 2018 ønskede at trække sig fra deres tillidshverv som bestyrelsesmedlemmer i Gramex.

Det betyder, at Søren Krogh Thompson (Playground Music), der tidligere var suppleant, er indtrådt i bestyrelsen i stedet for Casper Bengtson i dennes resterende valgperiode, som udløber 29. maj 2019.

På årets generalforsamling den 29. maj 2019 er der derfor valg til tre af posterne som repræsentanter for pladeselskaberne i Gramex’ bestyrelse.

Interesserede kandidater til bestyrelsen skal meddele Gramex deres kandidatur senest den 15. marts 2019 på mail til GF@gramex.dk.

Du skal i mailen ikke motivere dit kandidatur – det får du mulighed for på generalforsamlingen – men du skal skrive dit eventuelle Gramex-nummer (som pladeselskab), dit fulde navn og hvorvidt du ønsker opstilling som bestyrelsesmedlem eller suppleant.

Se Gramex’ bestyrelse | Hvad indebærer bestyrelsesarbejdet i Gramex?

Du kan anmelde udgivelser til Gramex hele året

Er du ligesom den aalborgensiske Eurosonic-aktuelle producer-duo Farveblind allerede ude med en ny plade her i 2019?

Send os en studieliste eller anmeld udgivelsen online, mens du stadig husker det. Har du et dansk pladeselskab inde over, er det deres opgave.

Vær obs på, at du først får penge for afspilninger i 2019 til næste år. I øjeblikket registrerer vi på livet løs alle de udgivelser, der er afspillet i 2018, så de (forhåbentlig!) bliver klar til årets store udbetaling i juni. Derefter går vi i krig med årets udgivelser.

Har du sendt en studieliste her i januar, må du altså væbne dig med lidt tålmodighed. Vi har ikke glemt dig – og skal nok registrere din udgivelse i løbet af foråret. Men vi skal først være færdige med 2018.

FØRST 2018 – SÅ 2019

Årets største udbetaling til medlemmerne sker som sædvanlig i juni måned. Dér afregner vi for alle afspilninger igennem det foregående år. Er du blevet afspillet i radio eller tv i løbet af 2018, får du altså penge for det til juni – hvis vi har modtaget studieliste på udgivelserne inden nytår.

Har du ikke fået udfyldt studielisten fra sidste år endnu, er der ingen grund til panik. Send den ind eller tast den ind online, hvis det er din egen udgivelse. Eller mind dit pladeselskab om det, hvis producent-rettighederne er deres. Så får I pengene udbetalt ved en efterbetaling senere på året.

Vi gemmer pengene i tre år, men anbefaler altid, at man anmelder nye udgivelser samme år som release, hvis man vil have penge til tiden.

Har du spørgsmål til studielisten, kan du altid ringe, skrive eller kigge forbi.

Kontakt os | Anmeld en udgivelse

Tjek Farveblind på Facebook

Årets første chance for at søge tilskud til din musik

Første frist for at søge tilskud fra Gramex i 2019 er fredag den 25. januar klokken 12.00.

Du skal som altid søge midlerne fra Gramex hos en af de udøvende kunstneres egne organisationer. Denne gang er det hos Dansk Artist Forbund (DAF).

Hos DAF kan du søge tilskud til en musikudgivelse (ikke demo), liveoptræden, studierejse, uddannelse inden for artisternes fag, film/dvd-projekter (hovedsageligt den musikalske del), vækstlagsprojekter, eksport eller social/humanitære formål.

Størrelsen på legaterne varierer og ligger typisk mellem 3.000 og 12.000 kr.

Der kan ikke ansøges til allerede realiserede projekter.

DAF anbefaler, at du søger i god tid. For sent indsendte ansøgninger bliver ikke taget i betragtning.

Læs mere og søg Gramex-midler hos DAF

Alle musikere og artister kan søge tilskud

Gramex-midlerne er penge, vi ikke har mulighed for at fordele individuelt og derfor sender videre til kunstnernes organisationer til fordeling som støttemidler. Du skal derfor søge midlerne direkte hos den enkelte organisation som for eksempel Dansk Artist Forbund eller Dansk Musiker Forbund. Det er ikke nødvendigt at være medlem af Gramex eller den organisation, du søger midlerne hos.

Hvilke musikfremmende formål du kan søge penge til, fastsætter organisationerne hver især inden for rammerne af Gramex’ vedtægter. Det kan for eksempel være til udgivelser, koncerter og kurser.

Nogle af organisationerne har faste ansøgningsfrister; andre kan du søge løbende gennem hele året.

Se hvor og hvornår du kan søge Gramex-midler i 2019

Hvem fik radiodebut i 2017?

Velkommen til sangerinden Drew og de knap 1.000 andre nye danske navne i Gramex sidste år.

I alt 989 nye danske medlemmer meldte sig ind i Gramex i 2017. Det gjorde de, fordi de har udgivet musik eller medvirket på en udgivelse, der er spillet i radioen. Det udløser retten til Gramex-penge og derfor et tilbud om medlemskab af Gramex, så pengene kan blive udbetalt.

De nye medlemmer giver derfor et billede af, hvem det er der når igennem til radioen i Danmark. Og hvem er det så? Vi dykker ned i tallene og nørder lagkager.

2 ud af 3 er kunstnere

Gramex varetager rettigheder ligeligt for to grupper: udøvende kunstnere og pladeselskaber.

Ud af de 989 nye medlemmer er 650 af dem – 66 procent – udøvende kunstnere. Det er ikke kun artister, der har udgivet musik i eget navn, men også alle de musikere og korsangere, der har været med i studiet til at indspille en sang, der er nået igennem til radioen.

Den sidste tredjedel af de nye medlemmer er meldt ind som pladeselskaber. De har alle 339 udgivet musik, der er anmeldt til Gramex på en studieliste, eller på anden måde dokumenteret deres producent-rettigheder til en udgivelse eller et label.

3 ud af 4 kunstnere er mænd

25 procent af årets nye kunstner-medlemmer er kvinder. Det er præcis samme tal som året før.

62 procent af dem har udelukkende registreret vokal som ’instrument’, mens 14 procent af dem ikke har vokal blandt deres instrumenter.

Hos mændene er det lige omvendt: Her har kun 11 procent af dem udelukkende registreret vokal som instrument, mens 54 procent af dem ikke har registreret vokal som ét af deres instrumenter. Og ja, en computer tæller også som ‘instrument’.

Aldersmæssigt fordeler de nye medlemmer sig mellem 9 og 69 år. Mere end halvdelen – 52 procent – er under 30 år. Der er flere nye medlemmer under 20 år end over 50 år. 3 ud af 4 af de nye medlemmer er mellem 20 og 39 år. Langt de fleste af de nye medlemmer – 44 procent – er mellem 20 og 29 år.

Geografisk er over halvdelen, 58 procent, af de nye medlemmer registreret til en adresse i Storkøbenhavn med et postnummer under 3000.

2 ud af 3 “pladeselskaber” er selvudgivere

Af de 339 nye medlemmer, der har udgivet musik med airplay, er 35 procent af dem meldt ind som et pladeselskab med et CVR-nummer.

Hovedparten – 65 procent – er meldt ind som et personligt ejet “pladeselskab”, der altså får udbetaling via deres CPR-nummer. Det er typisk musikere, der selv har udgivet deres musik uden at have et egentligt pladeselskab med CVR-nummer. Man kalder dem også tit for selvudgivere.

Man behøver nemlig ikke have et momsregistreret firma med CVR-nummer for at få betaling fra Gramex for sine producentrettigheder. Udgiver man selv musik og medvirker også på indspilningen, vil man blive tilbudt to medlemskaber af Gramex, to Gramex-numre og modtage to udbetalinger fra Gramex.

I gruppen af selvudgivere er kun 16 procent af årets nye medlemmer registreret til kvinder. Sidste år var tallet 22 procent.

Gramex er gratis

Det er gratis at blive medlem og være medlem af Gramex. Har du selv udgivet eller medvirket på en udgivelse – men er endnu ikke medlem af Gramex?.

Tjek her, hvad du skal gøre:

Som udøvende kunstner | Som pladeselskab

Hvem blev spillet mest i radioen i 2017?

Ny streamingtjeneste for upcoming musik

Det danske vækstlag har fået sin egen Tinder. Limelight Music matcher upcoming artister med relevante lyttere. Pladeselskaber, forlag og bookere kan opdage nye talenter gennem Limelights scouting-værktøj.

Den er dansk, den er gratis, og den er uden reklamer. Og så har den modsat musik-streamingtjenester som Spotify og Apple Music udelukkende fokus på ny musik og upcoming artister.

Limelight Music er en ny app, hvor upcoming artister og lyttere kan finde hinanden. Her er det lytterne, der bestemmer, hvem der klarer sig godt, og derfor bliver spillet mest.

– Det er rendyrket demokrati. Vi vil give magten tilbage til lytterne. Det er en del af målet, forklarer Anders Nygaard, der er direktør for Limelight Music og sammen med Qadar Ahmed og tre software-udviklere står bag den nye platform.

Ideen er, at det er lytterne, der bestemmer, hvem det næste gennembrud skal være. Ikke penge, privilegier eller pladeselskaber.

– Det, der afgør en artists skæbne i dag, er ikke nødvendigvis kvaliteten af musikken, men også i høj grad hvor godt et udgangspunkt du har. Dit netværk, midler til markedsføring og pitching til spillelister spiller alt sammen ind i spørgsmålet om en kunstner får succes inden for musik, fortæller Anders Nygaard og fortsætter:

– På Limelight har alle artisterne lige muligheder for at slå igennem. Her er det udelukkende lytternes vurdering af musikken, der afgør om man får succes på platformen. Målet er, at de dygtigste talenter også er dem, der får gennembruddet. På den måde ender vi alle sammen op med at få den fedeste musik, siger han.

Musikken finder dig

På Limelight finder du hverken Last Christmas eller det nye Rasmus Seebach-album. Til gengæld kan du opdage ny musik, du ikke anede eksisterede – og måske finde din næste store musik-kærlighed. Eller det vil sige: Musikken finder dig.

– Den er et supplement til fx Spotify eller en pladesamling, hvor man typisk hører dét, man kender og godt kan lide. På Limelight bliver du kun præsenteret for ny musik, du ikke kender. Så det er to vidt forskellige ting, du bruger dem til, forklarer Anders Nygaard.

Første gang du åbner appen, bliver du bedt om at bedømme 15 musikgenrer og like eller disklike et udvalg af sange. Så er du i gang.

Nu har algoritmen en grov idé om din musiksmag, og din personlige radio kan præsentere dig for sange, der matcher dine præferencer. Ved hver sang kan du like eller disklike, og på den måde bliver appen klogere på din musiksmag. Et dislike stopper sangen, og du bliver præsenteret for en ny. Alle sange, du liker, bliver gemt i en spilleliste.

– Jo flere sange du liker og disliker, desto bedre lærer algoritmen dig at kende. På den måde bliver den hele tiden skarpere på at give dig den musik, du bedst kan lide, siger Anders Nygaard, der ligesom sin medstifter har en baggrund fra IT Universitetet, men har arbejdet fuld tid på Limelight de sidste to år.

Upload din egen musik

Artister og bands kan uploade deres egen musik på Limelight Music gratis.

– Du beholder selv alle rettigheder, og vi har en aftale med Koda, så der er no strings attached, forklarer Anders Nygaard, som han har gjort det et utal af gange før over for en musikbranche, der leder efter ’det med småt’.

For hver sang du uploader skal du vælge mellem 15 hovedgenrer og 270 subgenrer. Valget af genre er vigtigt, fortæller han:

– Du skal være ret præcis, når du vælger genre. Ikke for vores skyld, men for at du rammer de rigtige lyttere. Så har du størst chance for at få en god rating. En god rating giver mere eksponering, og dermed flere plays, forklarer Anders Nygaard.

En god rating kan også udløse et spillejob, når Limelight under overskriften Limelight Presents  hver måned arrangerer koncerter med udvalgte populære Limelight-artister. Næste gang er 17. januar på Hotel Cecil.

Som artist får du desuden gratis adgang til data om dine plays og lyttere. Hvor i landet bor de, hvor gamle er de, hvilke af dine sange kan de bedst lide, hvornår i sangen trykker de like eller dislike osv.

Samtidig kan du på artist-profilen krydse af, om du er åben for tilbud fra fx pladeselskaber, eller om du allerede er ”optaget”. Det giver mulighed for at ’matche’ ikke bare med lytterne, men også med den professionelle del af branchen.   

Kom med på en kigger

Limelight Analytics hedder det scouting-værktøj, man som pladeselskab, musikforlag, booker, spillested, festival eller lignende kan købe sig adgang til fra 1. januar 2019.

Analytics giver adgang til data om, hvordan artisterne og sangene klarer sig i appen. Indsigt, som branchen kan bruge til at scoute og finde nye talenter, samt markedsvalidere artister, man allerede har på radaren. Limelight har samlet et overblik over 1.000 danske upcoming artister, der indtil videre har uploadet 4.300 sange.

– Ved at bruge Limelight Analytics misser du som pladeselskab eller forlag aldrig mere den næste åbenlyse stjerne, men vil i stedet kunne scoute vedkommende på vej frem. Som booker kan du finde nye interessante live-acts via Limelight Analytics, og ved samtidig præcis hvor i landet og hos hvilket lytter-segment den pågældende artist hitter, forklarer Anders Nygaard.

Det er hér, Limelight skal tjene sine penge, forklarer han, hvis du også undrer dig over forretnings-modellen for en gratis og reklamefri streaming-tjeneste i et lille land som Danmark. Appen er i første omgang kun tilgængelig i Danmark, men teamet forventer at udvide til Norden allerede i starten af 2019, og herefter går turen til flere og større lande. 

 – Vi tror på, at det er en model, som virker, da alle parter drager fordel af det. Artisterne får en platform, hvor deres chancer for den fede pladekontrakt bliver øget, lytterne kan opdage fed musik gratis, og være med til at sætte dagsordenen for, hvem der skal få det næste gennembrud, og musikbranchen kan være på forkant med markedet, siger han.

Win-win for den danske upcoming musik-scene? Eller som man siger på Tindersk:

It’s a match!

Tjek Limelight MusicSkal du selv udgive musik?

Årets sidste udbetaling

I dag udbetaler vi den sidste omgang Gramex-penge i år. 5 millioner er lige nu på vej ud til medlemmer med penge til gode.

Vi når det lige inden jul. Udbetalingen i dag er efterbetalinger til musikere og pladeselskaber for afspilninger i 2017 eller før, som vi ikke har kunnet udbetale tidligere.

Det skyldes som regel, at vi har manglet en studieliste, indeståelse, medlemserklæring eller anden form for dokumentation for rettighederne.

Du får som sædvanlig først penge for dine afspilninger i 2018 til juni 2019, når året er gjort op.

Hvad får du penge for?

Får du noget i dag?

Tjek din indbakke (eller dit spam-filter). Vi har sendt dig en mail, hvis vi har udbetalt til dig – medmindre du tidligere har klikket afmeld mails fra os.

I så fald kan du selv logge på Dit Gramex og tjekke, om du får noget og hvor meget. Har du, din manager eller revisor brug for en opgørelse over udbetalingen, finder du også den inde på Dit Gramex.

Hvis du har konto i Danske Bank, går pengene typisk ind i løbet af dagen. Har du en anden bank, kan der godt gå to bank-dage, før du har pengene på kontoen.

Log på Dit Gramex

Glemt dit Gramex-nummer? | Glemt din adgangskode?

Spørgsmål?

Har du spørgsmål til din udbetaling – eller mangel på samme – kan du altid kontakte os. Kig forbi vores kontor på Vesterbro, skriv en mail eller giv os et ring.

Kontakt os | Læs mere om Gramex