FAQ: Juni-udbetaling 2026

Har du spørgsmål til dagens Gramex-udbetaling, kan du med fordel starte her.

  • Hvad udbetaler Gramex for i dag?
    – Musik i radio og tv (broadcasting)
    – Musik i butikker, cafeer osv. (public performance)


  • Hvad udbetaler Gramex for til september og altså ikke her i juni?
    – Afspilninger i udlandet
    – Performex (kunstnere)
    – Privatkopiering (kunstnere)
    – Erhvervskopiering (producenter)
    – Musik i teaterforestillinger


  • Hvorfor har jeg ikke fået penge for Spotify?
    Du får ikke Gramex-penge for afspilninger på Spotify, YouTube osv. Vi licenserer ikke såkaldt on demand-brug af musik på fx streamingtjenester, hvor man selv vælger musikken. Du kan læse mere her: Hvad udbetaler vi ikke for


  • Hvad betyder moms for mig og min juni-udbetaling?
    Fra 1. juli 2025 er der pålagt moms på rettighedsbetalinger. Som kunstner er du fortsat fritaget for moms. Men er du producent, arving eller kor/orkester i Gramex, kan det have betydning for din udbetaling, hvis du tjener mere end 50.000 årligt. I så fald skal du momsregistreres og oplyse dit momsnummer til Gramex, før vi kan udbetale.

    Er du momsregistreret, og har vi registreret dit momsnummer, er en del af pengene udbetalt uden moms (afspilninger før 1. juli 2025), og en del af pengene er udbetalt med moms (afspilninger efter 1. juli 2025). 

    Du kan læse mere her: FAQ om moms


  • Hvad er et afregningsbilag – og hvor finder jeg det?
    Et afregningsbilag er et nyt bilag til din udbetaling, der specificerer din udbetaling med/uden moms. På engelsk kaldes det Self-billing Invoice. Det er kun relevant for dig, hvis du har et CVR-nummer. Du skal i så fald bruge det i dit regnskab.

    Du finder dit afregningsbilag på Mit Gramex under Udbetalinger. Klik ’Hent’ ud for dagens udbetaling og vælg, om du vil downloade den almindelige udbetalingsopgørelse eller det nye afregningsbilag med/uden moms.


  • Hvorfor er der så mange linjer på min udbetaling?
    I juni 2026 afregner vi for afspilninger i kalenderåret 2025. Men ændringen af momsloven trådte i kraft 1. juli 2025 – altså midt i året. Vi er derfor nødt til at køre vores fordelinger pr. halvår: Afspilninger før 1. juli 2025 afregnes uden moms, og afspilninger efter 1. juli 2025 afregnes med moms. Det giver rent teknisk dobbelt så mange fordelinger som normalt og derfor dobbelt så mange linjer på din udbetaling.


  • Jeg er spærret for udbetaling – hvorfor?
    Får du på Mit Gramex en besked om, at du er spærret for udbetaling? Så mangler vi typisk stamoplysninger på dig, som vi skal bruge til Skat, før vi kan udbetale. Det kan fx være dit CPR/CVR-nummer, adresse, TIN-nummer, hvis du bor i udlandet, momsnummer, hvis din virksomhed er momsregistreret osv. Du kan selv opdatere dine oplysninger Mit Gramex og kan også altid kontakte os. Står der ingen årsag til spærring på Mit Gramex, skal du kontakte os for mere information.


  • Hvad betyder US+ på min udbetaling?
    Gramex forhandler fortsat med flere radio-kunder om betaling for det nye repertoire US+, og på en række områder betales der fortsat ikke for det. I en midlertidig indfasningsperiode på 3 år vil det repertoire derfor blive afregnet i særskilte distributioner, der afspejler, at vi endnu ikke har opnået fuld betaling. Du kan derfor ligesom sidste år opleve at få forskellig afregning for tracks alt efter hvilket land tracket er udgivet. På din udbetaling står der US+


  • Hvad betyder public performance på min udbetaling?
    Det er den pulje penge, vi udbetaler for musik afspillet ude i butikker, cafeer, fitnesscentre osv., som kaldes anden offentlig fremførelse. Du kender det måske som producent som øvrige indtægter. Vi fordeler pengene fra disse kunder, som vi har til fælles med Koda, ud fra den rapportering, vi får fra radio/tv, da vi ikke får særskilt rapportering fra de her kunder.


  • Hvorfor er der minus-beløb på min udbetaling?
    Det er reguleringer (recalculations), som kan give enten plus eller minus på din Gramex-konto. Reguleringer skyldes fx ændringer i rettigheder, nye claims, efterrapportering fra kunderne mv. Altså ikke noget, du behøver bruge tid på.


  • Jeg får mere eller mindre udbetalt end sidste år. Hvorfor det?
    At der er forskel på din udbetaling i dag i forhold til sidste år, kan skyldes forskellige ting: Vi udbetaler først Performex-midler til september, så de er ikke med i dagens udbetaling. Måske medvirkede du på et radiohit, der blev spillet meget i 2024, men ikke så meget i 2025? Måske medvirker du på amerikanske tracks, der tidligere var ubeskyttet og nu indfases gradvist til fuld betaling? Ellers kan du måske mærke på din udbetaling, at vi har implementeret ny fordelingspolitik for kunstnerne forrige år. Læs mere om hvad der har betydning for din udbetaling som kunstner her: Sådan beregnes din Gramex-udbetaling


  • Jeg har ikke fået så meget som kunstnerisk producer, som jeg regnede med?
    Rollen som kunstnerisk producer giver en andel som non-featured artist (NFA) ligesom andre musikere, korsangere osv. Rollen udløser altså ikke samme andele som solister, gruppemedlemmer og andre featured artists (FA). Du kan se eksempler her: Sådan beregnes din udbetaling


  • Hvorfor får de andre i bandet mere udbetalt end mig?
    Det har betydning for din udbetaling, hvis du bidrager med flere instrumenter på et track. Spiller du 1 instrument, mens de andre i bandet spiller 2 eller 3 instrumenter på samme track, vil de få en lidt større andel af trackets værdi end dig – og dermed også lidt flere penge udbetalt. Her kan du se nogle eksempler på fordeling til kunstnere


  • Hvorfor har jeg fået penge for et amerikansk track, jeg medvirker på?
    Det har du, fordi Gramex pr. 1. januar 2024 forvalter et større repertoire, der tidligere var ubeskyttet, fx det amerikanske. Det skyldes en politisk ændring af den såkaldte udlandsbekendtgørelse, som har ændret spillereglerne for Gramex og udvidet vores repertoire betragteligt. Læs mere her: Nye spilleregler fra 2024

    Vær obs på, at du selv skal anmelde dit udenlandske repertoire til os, hvis du er signet i udlandet, eller du medvirker på et eller flere tracks, der er udgivet uden for Danmark. Læs mere her: Udland for kunstnere


  • Hvor meget får jeg for at blive spillet i radioen?
    Hvor meget tracket optjener, afhænger af, hvor det er afspillet (kanaltype) og årets minutværdi på dén kanaltype og hvor lang tid (minutter/sekunder). Du kan få en ide om værdien af et track på de forskellige kanaltyper her: minutværdier for kunstnere og minutværdier for producenter.

    De medvirkende kunstnere på tracket deler trackets værdi mellem sig. Din andel afhænger af din rolle og kategori på tracket og dit antal instrumenter. Læs mere her


  • Hvorfor er der forskellige minutværdier i 2025?
    I juni 2026 afregner vi for afspilninger i kalenderåret 2025. Men ændringen af momsloven trådte i kraft 1. juli 2025 – altså midt i året. Det betyder i praksis, at vi har måttet lave fordelingerne for hvert halvår – afspilninger før 1. juli 2025 afregnes derfor uden moms og afspilninger efter 1. juli 2025 afregnes med moms. Derfor er der for producenterne en minutværdi pr. halvår i 2025 i stedet for en samlet for hele året som normalt. For kunstnerne har vi samlet dem til en gennemsnitlig vejledende minutværdi.


  • Jeg er blevet spillet i min lokalradio i 2025. Hvor er de penge?
    Flere af vores kunder betaler til Gramex for at bruge musik uden at rapportere, hvilken musik de har spillet hvornår. Det skyldes, at det rent administrativt er for dyrt og krævende at opretholde et rapporteringssystem for en lille lokalradio. De kommercielle lokalradioer rapporterer kun i form af stikprøver to uger om året.


  • Hvor finder jeg detaljer om min udbetaling?
    Du kan se detaljer om din udbetaling på Mit Gramex. Klik på Udbetalinger og på “Detaljer” til højre for dagens udbetaling. Her kan du se, hvad hvert enkelt track du er registreret på har optjent til dig i kroner og øre i 2025. Klikker du videre, kan du under “Vis” se, hvor tracket er afspillet i løbet af året og hvornår.

    Som producent kan du hurtigst muligt under “Dokumenter” finde en fil med dit fulde track breakdown med detaljer om din udbetaling og mulighed for at afclaime tracks, du ikke længere har rettighederne til. Vær obs på at det er opgjort uden moms. Du får en mail fra os med nærmere info.


  • Jeg har fået penge for et track, jeg ikke har rettighederne til som producent?
    Er der et track på dit track breakdown, du ikke længere har producentrettighederne til? Så skal du afclaime det. Det gør du i filen med dit track breakdown ved at udfylde slutdato for dine rettigheder i kolonne A ud for tracket og uploade filen til os med dine tilføjelser. Så modregner vi din udbetaling på din Gramex-konto. Følg vejledningen på Mit Gramex.


  • Jeg har ikke fået penge for et radiohit i 2025, jeg synger kor på. Hvad gør jeg?
    Det skyldes formentlig, at tracket ikke er blevet anmeldt til os på en studieliste. Du kan selv tjekke, om vi har modtaget en studieliste på tracket – og hvad du i så fald skal gøre her: Se alle anmeldte tracks til Gramex



Spørgsmål?

Har du spørgsmål til din udbetaling, du ikke kan finde svar på her? Så er du velkommen til at skrive eller ringe til os. Telefonen er længere åben de næste par dage pga. udbetalingen: torsdag kl. 9-17 og fredag kl. 9-15.

Er der telefonkø, eller har du spørgsmål, vi skal undersøge nærmere, kan du med fordel skrive til os i stedet. Så vender vi tilbage til dig, så hurtigt vi kan.

Du er også velkommen til at kigge forbi vores kontor på Gammel Kongevej.

Kontakt os

Læs mere

Juni-udbetaling fra Gramex

Moms på Gramex-udbetalingen

Relevant for producenter, arvinger og kor/orkestre med en årlig indtægt over 50.000 kr.

Gramex-udbetalingen i dag er den første udbetaling for afspilninger i 2025 – og altså efter ændringen af momsloven trådte i kraft 1. juli 2025.

Er du kunstner i Gramex (altså musiker, sanger, dirigent osv.), er du fortsat fritaget for moms og behøver ikke tænke mere på det. Vi udbetaler til dig, ligesom vi plejer – uden moms.

Men er du producent (altså pladeselskab eller selvudgiver) eller arving eller kor/orkester i Gramex, kan det være relevant for dig. Om vi har pligt til at tillægge moms, afhænger af størrelsen på dine samlede årlige momspligtige indtægter:

  1. Tjener du under 50.000 årligt, kan vi fortsat udbetale til dig, som vi plejer. Det er valgfrit og helt op til dig, om du vil momsregistreres og have udbetalt dine Gramex-penge med moms.
  2. Tjener du over 50.000 årligt, skal vi som noget nyt tillægge moms på dine udbetalinger.
  • Er din virksomhed momsregistreret, og har vi registreret dit momsnummer, tillægger vi nu moms på din udbetaling. Du skal selv sørge for, at udbetalingen bliver bogført korrekt i dit regnskab. Du kan downloade dit afregningsbilag på Mit Gramex. Bilaget viser udbetalingen med og uden moms og kan bruges som dokumentation i dit regnskab. Under ’Udbetalinger’ skal du klikke ’Hent’ til højre for udbetalingen og vælge at downloade enten den almindelige udbetalingsopgørelse eller det nye afregningsbilag.

  • Er du ikke momsregistreret endnu – og har du optjent mere end 50.000 kr. hos Gramex – kan vi ikke udbetale, før vi får oplyst et momsnummer på din virksomhed. Når du har registreret din virksomhed for moms hos Skat, kan du oplyse dit momsnummer på Mit Gramex under ’Mine Gramex-numre’. Vi udbetaler hvert kvartal.   

Vil du vide mere?

Er du i tvivl om, hvad moms betyder for lige præcis dig, eller har du andre spørgsmål, har vi samlet svar på mange af dem her.

FAQ om moms i Gramex

Kontakt os

Vi kan hverken rådgive om moms eller skat. Har du konkrete spørgsmål, der rækker ud over de generelle svar, du kan finde i vores FAQ, anbefaler vi, at du kontakter Skat eller en revisor, manager eller anden tilsvarende rådgiver. 

Har du spørgsmål til din Gramex-udbetaling, eller driller Mit Gramex, er du selvfølgelig altid velkommen til at kontakte os.

Kontakt os

15 millioner mere til musikken i år

Gramex lander på 288 millioner i omsætning i 2025. Det er ny rekord.

I dag udbetaler Gramex penge til rettighedshaverne for deres afspilninger i 2025.

Et år, hvor Gramex omsatte for 288 millioner svarende til en vækst på knap 6 procent.

Samtidig lykkedes det i 2025 at holde administrationsomkostningerne under 8 procent, som ligger under sidste års niveau. Fratrækker vi omkostninger, ender vi på 275 millioner til fordeling til rettighedshaverne. Det er 15 millioner mere end sidste år og flere penge end nogensinde før.

Og dét er Gramex’ nye direktør godt tilfreds med.

– Udbetalingsdagen i dag er en af de rigtig gode dage i Gramex. For det er i dag, vores arbejde hele vejen rundt i organisationen udmønter sig helt konkret i kroner og øre på kontoen ude hos rettighedshaverne. Vi ved, at mange af medlemmerne går og venter på de her penge, siger Lars Ærendal, der tiltrådte som konstitueret direktør 1. marts og tidligere var jura- og markedschef i Gramex.

Årets flotte resultat skyldes især en øget indtægt fra de kunder, der bruger musik ude i butikker, restauranter og lignende, som har betalt lidt ekstra for musikken efter fx det amerikanske repertoire blev beskyttet 1. januar 2024.

– Samlet set fordeler vi i år flere penge end nogensinde før tilbage til musikken. Og det er jeg meget tilfreds med. Ude hos den enkelte rettighedshaver vil nogle helt sikkert blive glade for at tjekke kontoen, mens andre havde håbet på mere. Er man i tvivl om noget, eller har man spørgsmål til sin udbetaling, skal man ikke tøve med at ringe eller skrive til os. Så gør vi alt, hvad vi kan, for at hjælpe, siger direktøren.

Af samme grund er telefonen længere åben de næste par dage: torsdag 9-17 og fredag 9-15.

Er der telefonkø, eller har du spørgsmål, vi skal undersøge nærmere, kan du med fordel skrive til os i stedet. Så vender vi tilbage til dig, så hurtigt vi kan.

Kontakt os

Tal og tendenser

Du kan finde mange flere tal og tendenser i Gramex’ årsrapporter og regnskab:

Læs mere

Har du stadig Gramex-penge til gode?

Tjek, om du eller dine venner er med på listen over tracks uden rettighedshavere.

Gramex udbetaler i dag for afspilninger i 2025. Men vi efterlyser stadig studielister på en masse tracks, som er spillet i radio/tv de seneste tre år.

De har optjent Gramex-penge til de medvirkende musikere og til producenterne, der har udgivet tracket – men vi skal bruge en studieliste for at kunne udbetale pengene til de rigtige rettighedshavere.

Brug 2 minutter på at tjekke listen – du kan søge og sortere i den.

Og del den meget gerne med de venner, du finder på listen, så de kan få deres penge.

Se listen over efterlyste studielister

Hvad gør du, hvis du er på listen?

Det afhænger af, hvem der har udgivet tracket.

  • Hvis det er et dansk pladeselskab:
    Kontakt selskabet og bed dem registrere tracket hos Gramex på en studieliste.

  • Hvis det er pladeselskab i udlandet:
    Anmeld selv tracket til Gramex. Du kan gøre det på Mit Gramex under ‘Udenlandsk repertoire’.

  • Hvis artisten/bandet selv har udgivet:
    Tag fat i hende/ham/dem og mind om studielisten. De får heller ikke deres Gramex-penge uden en studieliste.

  • Hvis det er din egen udgivelse:
    Så skal du selv udfylde studielisten. Det tager som regel under 5 minutter.

Der kan være gode penge at hente – relativt nemt og hurtigt.

Udfyld studieliste her

Hvorfor er studielister vigtige?

Ingen studieliste = ingen penge. Det er den korte version.

Studielisterne er nemlig vores eneste kilde til at registrere de rigtige rettighedshavere:

  • Hvem der medvirker på hvilke tracks med hvilken rolle og hvilke instrumenter – som altså skal have udbetalt kunstner-vederlag fra Gramex
  • Hvem der har udgivet det – som altså skal have udbetalt producent-vederlag fra Gramex

Selv om vi udmærket kender hovedartisten eller bandet, kan vi ikke vide, hvem der har bidraget med hvad i studiet, eller hvilke aftaler I har lavet som producent.

Derfor har vi altid brug for en studieliste på danske udgivelser.

FAQ om studielister

Spørgsmål?

Har du spørgsmål til tracks på listen, studielister eller noget helt tredje?

Så er du altid velkommen til at kontakte os. Du kan ringe eller skrive eller komme forbi vores kontor på Gl. Kongevej lige over for Planetariet.

Kontakt os

Læs mere

Tjek om der er indsendt studieliste

Sådan beregnes din Gramex-udbetaling

Bor du i udlandet? Husk TIN

Gramex-udbetaling på onsdag

Vi arbejder på højtryk for at kunne udbetale til rettighedshaverne midt i den her uge.

Planen er at udbetale på onsdag den 17. juni. Vi kan ikke sige, hvor meget du får udbetalt, før selve udbetalingsdagen, når alle kørsler er afsluttet, og betalingerne er gået igennem.

Vi sender dig som altid en e-mail, når vi har udbetalt penge til dig – hvis vi har registreret din aktuelle mail i vores system.

Får du ingen mails fra os, er det nok fordi du har en gammel e-mail registreret, du ikke bruger længere. Du kan selv opdatere den inde på din profil på Mit Gramex, eller du kan skrive os en besked med din nye mail her: Skriv til os

Du kan også tilmelde dig Gramex’ nyhedsbrev, så du automatisk får nyt fra os i indbakken, når vi udbetaler penge, efterlyser studielister, udgiver nye statistikker osv.

Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at ringe eller skrive til os.

Kontakt os

FAQ om moms

Her er Gramex’ nye bestyrelse!

Ny mand på holdet og rekordregnskab godkendt på dagens generalforsamling.

Thomas Bertelsen (nr. 3 fra venstre) er netop valgt ind i Gramex’ bestyrelse på årets ordinære generalforsamling.

Thomas har arbejdet i branchen mere end 30 år som både udøvende kunstner, pladeselskab, producer og komponist og er desuden medstifter af online sync-platformen Frankly My Dear. Og så er han medlem af Gramex som både kunstner og producent – og nu altså også som bestyrelsesmedlem på kunstner-siden.

På producent-siden blev Laura Littauer, vicedirektør i Sundance Music, genvalgt uden kampvalg som den eneste opstillede kandidat til den ledige post hos producenterne.

– Tillykke med valget og velkommen i bestyrelsen til Thomas! Jeg glæder mig meget til samarbejdet og ser frem til at få dig med på holdet i en vigtig tid for Gramex. Og tillykke med genvalget til Laura, som jeg er glad for at kunne fortsætte det gode samarbejde med, siger Gramex’ bestyrelsesleder Thomas Sandberg.

Derudover meddelte Morten Rosenmeier, bestyrelsens 9. medlem med særligt kendskab til ophavsret, at han har valgt at træde ud af Gramex’ bestyrelse, før hans valgperiode udløber. Bestyrelsen vil nu igangsætte arbejdet med at udpege et nyt 9. medlem, som vil varetage funktionen frem til næste generalforsamling.

– Tusind tak for denne gang til både Søs Nyengaard og Morten Rosenmeier, som nu stopper i bestyrelsen. Tak for jeres indsats hver især igennem mange år for rettighedshaverne og for Gramex. Og også en stor tak til Saku Nielsen fra Naxos, der har været kritisk revisor for producenterne i mange år og nu afløses af Søren Kristensen fra Sony, siger Thomas Sandberg.

Bestyrelsen konstituerede sig umiddelbart efter generalforsamlingen med det samme team i spidsen bestående af Thomas Sandberg og Søren Krogh Thompson.

Kunstnere:                                            

Thomas Sandberg (bestyrelsesleder)  
Sara Indrio                                             
Jens Skov Thomsen                              
Thomas Bertelsen (nyvalgt)                  
+ Lennart Jarde (suppleant)                  

Producenter:

Søren Krogh Thompson (vicebestyrelsesleder)
Lasse Westi
Morten Ingholt
Laura Littauer (genvalgt)
+ Jon Møller Madsen (suppleant)

+ TBA (9. medlem med særligt kendskab til ophavsret)

Rekordresultat i Gramex i 2025

Det var et årsregnskab med en ny rekordomsætning, konstitueret direktør Lars Ærendal kunne præsentere på generalforsamlingen i dag.

Omsætningen i 2025 landede nemlig på 288 millioner, som er knap 17 millioner mere end året før.  Samtidig lykkedes det igen i 2025 at holde administrationsomkostningerne på et særdeles konkurrencedygtigt niveau, idet den generelle omkostningsprocent landede på 7,9% mod 8,5% året før. 

Det endelige beløb til fordeling blev derfor 275 millioner mod 260 millioner året før.

Ud over årsregnskabet godkendte generalforsamlingen årets gennemsigtighedsrapport og alle de politikker, som ligger til grund for vores hovedudbetaling til rettighedshaverne i næste måned.

Du kan finde årsregnskabet og alle de andre godkendte rapporter og politikker her:

Find materiale til generalforsamlingen

Læs mere

Referat fra generalforsamlingen 29. maj 2026

Om Gramex’ generalforsamling 29. maj 2026

Om Gramex’ bestyrelse

Vil du hjælpe os med at betale musikken?

Gramex søger i øjeblikket en nysgerrig studentermedhjælper til vores IT-afdeling.

Vil du have et fleksibelt studiejob, hvor du arbejder med IT-support og drift – og samtidig får indblik i, hvordan IT understøtter en central aktør i dansk musikliv?

Hos Gramex bliver du en del af en IT-afdeling, der spiller en vigtig rolle i at sikre, at rettighedshaverne får korrekt betaling for offentlig brug af deres musik.

Om Gramex

Gramex er en nonprofit organisation, der sikrer udøvende musikere og pladeselskaber betaling, når deres udgivelser bliver spillet offentligt, fx i radio, tv og butikker.

Vores IT-systemer er kernen i den opgave. Vi står både for drift og support af organisationen og udvikler samtidig vores egne systemer – fra backend til frontend – så vores platforme fungerer stabilt i hverdagen og løbende bliver forbedret.

Arbejdsopgaver

Som studentermedhjælper i IT får du en vigtig rolle i den daglige drift og support. Dine opgaver vil blandt andet være:

  • IT-support til kollegaer (fx brugeroprettelse, fejlretning og vejledning)
  • Klargøring og vedligehold af udstyr og arbejdspladser
  • Hjælp til drift og overvågning af systemer
  • Mindre administrative opgaver i IT (fx dokumentation og opfølgning)
  • Bidrag til forbedring af arbejdsgange og supportprocesser

Du bliver en del af et team, hvor vi hjælper hinanden, og hvor du gradvist får mere ansvar.

Om dig

Du behøver ikke have erfaring med det hele – det vigtigste er, at du er nysgerrig og har lyst til at lære. Vi forestiller os, at du:

  • Er i gang med en relevant uddannelse inden for IT eller lignende
  • Kan arbejde ca. 12-15 timer om ugen
  • Har interesse for IT-support, server- og netværksdrift
  • Er serviceminded og god til at kommunikere med andre
  • Arbejder struktureret og følger op på dine opgaver

Det er en fordel – men ikke et krav – hvis du har kendskab til fx Windows, Linux, WordPress, Office 365 eller generel IT-drift.

Vi tilbyder

Et fleksibelt studiejob, hvor du får praktisk erfaring med IT-support og drift i en organisation, hvor IT er helt tæt på forretningen.

Hos Gramex får du desuden:

  • En arbejdsplads centralt i København
  • Sparring med et erfarent IT-team
  • En uformel arbejdsplads med et stærkt samarbejde
  • Fleksibilitet i forhold til dit studie og eksamensperioder
  • Løn efter aftale

Søg stillingen

Send en kort ansøgning og et kort CV til IT-ansvarlig Torben Stryg på tls@gramex.dk senest 31. maj 2026. Vi indkalder til samtaler løbende.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Torben på mail eller på telefon 3385 3205.

Gramex ønsker at fremme ligestilling og diversitet og opfordrer alle kvalificerede til at søge stillingen uanset køn, alder, religion, etnisk baggrund, seksuel orientering, handicap og musiksmag.

Læs mere

Gramex beskæftiger ca. 25 medarbejdere og holder til på Vesterbro i København.

Læs mere om Gramex

Læs mere om job i Gramex

Gramex’ generalforsamling 29. maj 2026

Vi indkalder hermed alle Gramex-medlemmer til årets ordinære generalforsamling.

Det foregår fredag den 29. maj 2026 klokken 13.00 hos os på Gammel Kongevej 11-13, 2. sal, 1610 København V.

Generalforsamlingen er som altid en god mulighed for at følge med i, hvad der foregår, og få indflydelse, ligesom du kan møde kolleger i branchen og få en snak med bestyrelsen og os på kontoret.

Du kan finde dagsorden og alle øvrige dokumenter her:

Materiale til medlemmerne

Tilmeld dig senest 22. maj

Du skal tilmelde dig for at kunne deltage i generalforsamlingen.

Er du medlem både som kunstner og producent, kan du tilmelde dig med begge dine Gramex-numre og stemme på generalforsamlingen som både kunstner og producent.

Er du arving til Gramex-rettigheder, har du ingen stemmeret. Men du er velkommen til at deltage i generalforsamlingen uden at stemme.

Du skal tilmelde dig senest 22. maj via linket her:

Tilmeld dig generalforsamlingen her

Valg til bestyrelsen

På årets generalforsamling skal der besættes 2 poster i bestyrelsen:

  • 1 bestyrelsesmedlem for kunstnerne
  • 1 bestyrelsesmedlem for producenterne

På producentsiden er Laura Littauer på valg. Hun er den eneste kandidat opstillet for producenterne og genvælges derfor uden kampvalg.

I år afholder vi derfor alene valg til bestyrelsen på kunstner-siden, hvor Søs Nyengaard er på valg. Her skal kunstner-medlemmerne i Gramex derfor vælge, hvilken af de to kandidater de ønsker valgt ind som nyt bestyrelsesmedlem: Søs Nyengaard (genvalg) eller Thomas Bertelsen (nyvalg).

Du kan læse om de to kandidater og deres motivation for at opstille her:

Se kandidater til Gramex’ bestyrelse

Stem online til og med 15. maj

Er du medlem, har du mulighed for at stemme i forvejen i stedet for at møde op på generalforsamlingen.

Det er nemt og hurtigt at gøre online, hvor du kan underskrive med MitID via tjenesten Penneo. Alternativt kan du printe stemmesedlen, udfylde den i hånden og aflevere den på Gramex’ kontor eller sende den med posten eller på mail til GF@gramex.dk. 

Uanset hvordan du afgiver din stemme, skal vi have modtaget din underskrevne stemmeseddel senest den 15. maj 2026.

Vær obs på, at du i år kun kan sætte et kryds til bestyrelsesvalget som kunstner og altså ikke som producent som beskrevet ovenfor.

Stemmer du online, kan du ikke også stemme på generalforsamlingen. Du kan deltage, hvis du tilmelder dig, men får ikke udleveret en stemmeseddel.

Er du arving til Gramex-rettigheder og altså ikke selv medlem, kan du ligeledes deltage i generalforsamlingen, men ikke stemme.

Stemmeseddel (online) |  Stemmeseddel (til print)

Angiv fuldmagt ved tilmelding senest 22. maj

Er du forhindret i at deltage, er det nemmest for dig at udfylde en stemmeseddel online som beskrevet ovenfor. Alternativt kan du give fuldmagt til et andet medlem, der deltager på generalforsamlingen, som kan stemme på dine vegne. Men da vedkommende jo også selv kan blive forhindret på dagen, opfordrer vi dig altid til at stemme online selv frem for ved fuldmagt, hvis du vil være helt sikker på at gøre brug af din stemme.

Du kan kun give fuldmagt til et medlem i samme rettighedsgruppe som dig selv. En kunstner kan altså ikke give fuldmagt til en producent eller omvendt.

Det medlem, du giver fuldmagt til at stemme på dine vegne på generalforsamlingen, skal i sin tilmelding til generalforsamlingen krydse af, at han/hun også repræsenterer dig ved fuldmagt, og også udfylde dit navn og dit Gramex-nummer.

Du kan udfylde fuldmagten online og underskrive med MitID inden selve generalforsamlingen. Alternativt kan fuldmagten medbringes i printet, udfyldt og underskrevet stand på generalforsamlingen.

Hver fremmødt deltager kan højst medbringe tre fuldmagter fra andre medlemmer. Kun underskrevne fuldmagter kan veksles til stemmesedler på generalforsamlingen. Du skal derfor selv sikre dig, at du gennemfører og rent faktisk får skrevet fuldmagten under med dit NemID, hvis den skal være gyldig. Ingen underskrift – ingen stemmeseddel. Gramex har ikke mulighed for at rykke for manglende underskrifter eller printe for dig, og vi modtager ikke fuldmagter efter den 29. maj klokken 13.00. Kun fuldmagter udfyldt på Gramex’ blanket (online eller print) er gyldige.

Udfyld fuldmagt (online)  |  Fuldmagt (print)

Parkering

Vi bor tæt på Vesterport Station og Hovedbanegården.

Kommer du alligevel i bil, er der et begrænset antal parkeringspladser i gården.

Parkerer du på en af Gramex’ parkeringspladser, kan du hente en parkeringstilladelse hos os, når du tjekker ind til generalforsamlingen. Bare kom i god tid. Er der ikke flere af Gramex’ pladser, kan du parkere på en gæsteparkeringsplads mod betaling. Tjek i så fald parkeringsinfo i gården.

Læs mere

Hvor finder jeg mit Gramex-nummer?

Stemmeseddel til generalforsamling 2026

Som medlem kan du stemme online til årets generalforsamling til og med 15. maj 2026.

Som medlem kan du stemme online til årets generalforsamling til og med 15. maj 2026.

Udfylder du stemmesedlen på en telefon, skal du lige tippe den på den lange led. Du skal klikke på den grønne knap “Underskriv” til sidst for at registrere din stemme.

Er du medlem som både kunstner og producent, har du to Gramex-numre. Du kan i så fald bestille en stemmeseddel to gange med hvert sit Gramex-nummer. Vær obs på, at du i år kun kan sætte kryds til bestyrelsesvalget som kunstner. Hos producenterne er der ikke flere kandidater end ledige poster i år.

Hvor finder jeg mit Gramex-nummer?  |  Find materialet til generalforsamlingen