10 podcasts der giver dig meget mere musik mellem ørerne

Hvad skal du høre i dag? Her får du 10 bud på, hvor du som musik-junkie kan få dit næste fix.

Podcast vokser. Over det sidste år er der kommet mere end 400 nye danske podcasts til i iTunes Store. Altså i snit mere end én ny podcast om dagen. Det skrev Journalisten tidligere på sommeren.

I alt var der 1.688 podcasts på dansk i iTunes i juli 2017 ifølge Podcaststats.dk.

Storleverandørerne er ikke så underligt radiostationerne. Men producenterne tæller efterhånden også en lang række danske aviser og magasiner, virksomheder, kulturinstitutioner, kendte og ukendte med stort eller småt på hjerte.

Trods det stadig større udvalg er antallet af danskere hooket på podcast stadig begrænset. Kun 9 procent af danskerne lyttede til podcast ugentligt sidste år. Samme tal som året før ifølge DR Medieforskning.

Mon ikke det stiger i 2017? I hvert fald taler mange af os i dag podcast, som vi taler serier, musik, film og bøger.

Og så har podcast den fabelagtige fordel, at vi kan lytte, når det passer os, imens vi laver noget andet.

Vi behøver ikke sidde klar lørdag morgen kl. 9 for at høre Mads & Monopolet, men kan selv klikke play, når vi alligevel skal lufte hunden eller løbe en tur.

Vi kan blive klogere på alt mellem Himmelbjerget og undervandsjagt, mens vi slår græs og klipper hæk. Vi kan få serveret kongerækken eller de store klassiskere, mens vi sidder i kø på motorvejen eller venter på toget. Eller vi kan for en gangs skyld lave ingenting og fordybe os i bare at lytte.

Og så er det gratis – ikke kun det første fix – og nemt. Klik play eller download til en dag, du er offline.

Tilbage bliver ’bare’ at vælge. Hvilket er svært nok. Derfor få du her 10 bud på musik-podcasts, du kan starte med. Der er mange flere. Fortsæt selv listen.

Vi linker til iTunes, men har du en favorit-podcast-app, kan du bare finde dem dér.

Politikens Poptillæg (Politiken)
Ugentligt magasin med Lucia Odoom som vært og et skiftende panel, der dyrker populærkulturelle tendenser inden for musik, film, tv, nettet og ja, podcast.

P6 Beat elsker (DR P6 Beat)
Seks timers radiokærlighed dedikeret til én artist, ét band eller ét musikfænomen med Anders Bøtter som vært.

Album 2016 (The Lake)
Verdens bedste plader. Gennemlyttet og grundnørdet af de to værter Ralf Christensen og Kristian Leth.

Længe leve albummet på (DR P6)
Endnu flere af verdens bedste plader. Hver uge tager en musikalsk gæst sit yndlingsalbum med i studiet hos Casper Bach Hegstrup.

Sådan kan du høre det er … (DR P2)
Kom med ind i de største komponisters maskinrum og lær at spotte, hvem komponisten er, mens du hører deres største musikværker.

Ærligt Talt – Shu-Bi-duas historie fortalt af Michael Bundesen (DR P5)Frontfiguren for et af Danmarks mest populære orkestre fortæller for første gang sin version af bandets historie.

Nattens dronning (DR)
Et mysterium i det klassiske musikmiljø, hvor især slagtøjsspillere bliver chikaneret af en kvindelig telefonstønner. Men hvem er ‘Maria’?

Kaspers verden (Heartbeats)
En rejse gennem Kasper Windings liv fortalt af ham selv gennem den musik, han er vokset op med, og de lande, han har boet i.


His Bobness (DR P5)
Kom tæt på det mytiske ikon Bob Dylan; hans karriere, hans tekster, de uendelige turneer og Dylan som privatperson og arbejdsgiver.


Lyt dybt (The Lake)
Podcast-magasin om lyd og lytning skabt af Seismograf og The Lake Radio med værterne Jan Høgh Stricker og Rasmus Cleve Christensen.

Top 200 mest downloadede danske podcasts
DR: 5 tips der får dig i gang med podcast på mobilen

Journalisten: Podcast vokser – takket være Danske Bank, Irma og Blockbuster
DR Medieforskning: Medieudviklingen 2016