Comeback hedder sangen meget sigende, der afslutter det nye comeback-album Happiness Begins. For det er 10 år siden de tre brødre Nick, Kevin og Joe har udgivet noget sammen som Jonas Brothers.
Det er den 27-årige danske sangskriver, musiker og producer Sylvester ‘Sly’ Sivertsen, der har stået for produktionen og været med til at skrive sangen.
Og så spiller han keyboard og har programmeret lydspor, som er den udøvende del, han får Gramex-penge for, når sangen får airplay.
Team Tigerspring
Hvordan lander man sådan en tjans med et band, der har solgt over 17 millioner album? Vi fangede Sylvester i et sjældent ledigt øjeblik hjemme i København.
– Det var Tigerspring, der for et års tid siden fandt ud af, at Jonas Brothers var i gang med et nyt album, selv om det på det tidspunkt ikke var offentligt, at de var sammen igen, fortæller han.
Tigerspring er ud over at være pladeselskab også management og publishing for Sly, som han går under internationalt. De skaffede ham i første omgang en co-write-session med Jonas Brothers.
– Den første dag gik skide godt, så næste dag rykkede vi ind i et endnu federe studie, og på tredjedagen skrev vi og James Alan så Comeback.
Det gode samarbejde med de tre Jonas Brothers og deres label Republic Records var afgørende for det endelige resultat, men det kunne på ingen måde lade sig gøre uden teamet, forklarer Sly:
– Jeg skal performe i studiet, når jeg er der – og selvfølgelig holde hovedet koldt imens, selvom det er på et helt andet niveau end jeg har været vant til – men der skal også være nogen, der får mig ind i de rigtige sessions – og dét gør Tigerspring, fortæller han.
With a little help …
Sylvester blev inviteret med som co-writer, men endte med at stå for hele produktionen af sangen. Det gav ham mulighed for selv at hente de musikere ind, han ville – valget faldt på et par gode kolleger fra Danmark: Simon Rossen på trommer og Andreas Lund på guitar.
– Andreas har spillet en masse for mig før, så jeg vidste, han kunne gøre det. Han kom over med det samme og indspillede guitar-sporene Ikke så meget pis.
– Simon indspillede trommerne i Medley-studiet her i København. Vi manglede noget mere organisk i lyden, og den klarede Simon, siger Sylvester.
Det var ikke bare en måde at opnå den lyd, han ville og lukke produktionen, men også give sine venner en fed chance.
– Det er da fantastisk at se sine venner øverst på Billboard og kunne være med til at give dem den oplevelse – det giver mig egentlig nok mere glæde end at lykkes med mit eget. Om ikke andet får de jo noget Gramex hjem på det, fortæller Sylvester Sivertsen.
Det gør de, fordi dele af tracket er indspillet her i Danmark. Amerikanske indspilninger er nemlig ikke omfattet af den lovgivning, der giver udøvende kunstnere ret til betaling for offentlig brug af udgivelsen.
Fra Puk til resten af verden
Sylvester har selv været medlem af Gramex siden han var 9 år. Som søn af Lis Sørensen og Jan Sivertsen, der er trommeslager og har spillet i orkestre som Tøsedrengene, Ray-Dee-Ohh og Danser med drenge, er han vokset op midt i musikken.
Det første nummer, han medvirker på, er Lis Sørensens Lola fra år 2000.
– Jeg sad i Puk-studiet og spillede Gameboy, mens min mor var i studiet – og så skulle de bruge nogle til at klappe – det blev så mig, fortæller Sylvester ’Sly’ Sivertsen.
Siden er han registreret på mere end 100 sange som udøvende musiker og har skrevet og produceret for navne som TopGunn, Citybois, Skinz og internationale artister som The Chainsmokers, Steve Aoki, Liam Payne – og Jonas Brothers.
Har du også hul igennem til verden?
Medvirker du selv på udenlandske beskyttede udgivelser? Giv Gramex besked.
Du skal have registreret dit repertoire hos os, før vi kan hente penge hjem til dig for radio-afspilninger i udlandet. Når vi ved, at du medvirker, kan vi claime dine rettigheder. Husk dokumentation.
Sådan sikrer du dig Gramex fra udlandet