Folkemusikkens ildsjæl hædres

Dansk folkemusiks ildsjæl Erling Olsen modtager DJBFA’s branche-hæderspris 2015.

Den 9. september 2015 afholdte DJBFA deres årlige hædersprisfest i DR Koncerthusets studie 2, hvor der traditionen tro blev uddelt hæderspriser til danske komponister og branchefolk, som har udmærket sig på særlig vis. Ved denne lejlighed modtog hver statuettevinder udover den store ære og hæder, 25.000 skattefri kroner.

Ved dette års prisuddeling, gik den særlige branche-hæderspris til en af dansk folkemusiks helt store ildsjæle, Erling Olsen. Erling Olsen har især igennem sit pladeselskab Go Danish Folk Music, som har over 150 folkemusikudgivelser i bagagen, været toneangivende i udbredelsen af den danske folkemusik. Han har derudover været engageret i online radioen Radiofolk.dk, som spiller folkemusik 24 timer i døgnet. Denne arbejdsindsats har DJBFA derfor valgt at belønne, ved at tildele ham denne fornemme pris.

I den anledning har Gramex taget en snak med Erling Olsen omkring hvordan hans passion og store engagement for folkemusikken begyndte.

MUSIKKEN TÆT INDE PÅ KROPPEN

Erlings interesse for folkemusik opstod i 70’erne, da han selv begyndte at spille violin. Dengang var det bands som Fairport Convention, som satte ham i gang, men som han fortæller, var det især fællesskabet omkring musikerne i miljøet, som fangede ham. Kontakten med andre folkemusikere og det indbyrdes fællesskab i miljøet, oplevede han på tæt hold på en rejse til Færøerne.

− Jeg rejste til Færøerne og boede der nogle år, hvor jeg for alvor begyndte at spille i orkester og turnere. Samtidig var Færøerne på det tidspunkt også et sted, hvor der blev arrangeret en masse musik. Der kom en masse musikere for at spille, som man havde kontakt til lige med det samme. Det var meget inspirerende, fortæller Erling Olsen.

Erlings turneer rundt omkring i verden som musiker, og det fællesskab der fulgte med, var i sidste ende også det, der startede hans engagement for at udbrede den danske folkemusikscene.

− Jeg spillede sammen med svenske, amerikanske og færøske spillemænd, og når vi rejste rundt i verden på turneer, så kendte alle til svensk spillemandsmusik. Men det danske folkemusik var lidt svært for folk at placere. Det var jo forståeligt nok, fordi der overhovedet ikke var nogen form for distribution eller udbredelse af dansk folkemusik som sådan tilbage i 80’erne og 90’erne.

FOLK TIL FOLKET

De manglende distributionsmuligheder for den danske folkemusikscene medførte, at han i slutningen af 90’erne startede pladeselskabet Go Danish Folk Music, som fortsat udgiver dansk folkemusik til hele verden. Selvom resurserne er små, eftersom at pladeselskabet er et fritidsprojekt, fortæller han, at det altid har været vigtigt for ham at behandle musikken med respekt.

− Inden for genren er der jo en kultur og et kodeks, som man er en del af. Og det bliver man også nødt til at være som pladeselskabsmand. Det er jo nogle musikere, nogle orkestre og noget musik, som der er nogen mennesker, der har knoklet med i den grad, som man så prøver at få ud − få gjort tilgængeligt. Det er musikernes kæreste eje, man prøver at hjælpe dem med. Det kan man ikke andet end at føle sig ansvarlig, seriøs og forpligtet overfor.

− Det at udgive en CD, er jo for mange en heftig proces. Så når musikerne afleverer den, og den i princippet er færdig, er de som regel også flade og færdige. Det er noget, der ligger dybt i dem. Sådan en CD er en del af dem, så der ligger en forpligtigelse, som også kan være med til at puste til det med at man skal gøre tingene ordentligt, forklarer Erling Olsen.

Denne seriøsitet og forpligtigelse over for musikken er årsagen til, at Erling Olsen er blevet hædret med DJBFA’s branche-hæderspris 2015, og vi vil i Gramex gerne benytte lejligheden til at ønske ham et stort tillykke!

Af Timo Møllenberg, Gramex