Musik er noget, vi streamer

Danske musikforbrugere er blandt de mest digitale i verden. Det skriver IFPI i deres årsskrift ’Musikselskaber 2015’.

Hele 83,4 % af den samlede omsætning fra salg af indspillet musik til danske forbrugere kom i 2015 fra streaming og download, viser nøgletallene.

I alt omsatte de danske musikselskaber, der er medlem af brancheorganisationen IFPI, for 453 millioner kr. i 2015. Det er en stigning på 3,7 % i forhold til 2014.

Det er tredje år i træk, at IFPI melder om vækst hos musikselskaberne. Igen i år skal årsagen til væksten findes i streaming, der står for langt over to tredjedele af det samlede marked i 2015.

Luk hullerne

Samtidig langer IFPI ud efter nogle af de reklamefinansierede streaming-tjenester som fx YouTube og efterlyser, at man fra politisk hold får lukket smuthullerne i lovgivningen, så alle betaler på lige vilkår for den musik, de udbyder.

– 2015 er tredje år i træk med vækst for musikselskaberne. Det er selvfølgelig positivt. Samtidig er det dog afgørende for branchens fortsatte trivsel, at vi bliver endnu bedre til at veksle musikkens popularitet til indtægter for dem, der skaber musikken og investerer i den, udtaler IFPI’s bestyrelsesformand Henrik Daldorph, der som direktør for Sony Music Denmark også sidder i Gramex’ bestyrelse.

Musik er uundværligt

En Megafon-undersøgelse udarbejdet for IFPI viser, at musik er noget af det, vi danskere allernødigst vil undvære i hverdagen. Kun vores bedste ven mobiletelefonen og tv’et overgår musik. Radioen kommer ind på fjerdepladsen over ting, vi nødigst vil undvære i hverdagen.

Undersøgelsen viser også, at musik er noget, vi i høj grad streamer. 53 % af danskerne i alderen 16-70 år lytter i dag til musik via en streamingtjeneste. For de 16-29-årige er tallet oppe på 85 %.

Ifølge IFPIs nøgletal udgør streaming i 2015 ikke mindre end 71,3 procent af det samlede marked for indspillet musik i Danmark.

Samtidig er salget af cd’er og download for støt nedadgående. Vinylen trodser alle digitale tendenser, tager endnu et spring opad og udgør nu 16,5 % af det samlede fysiske salg.

Du kan se formaternes udvikling hver især i IFPIs figur nedenfor:

IFPIfig4

Figur fra Musikselskaber 2015, IFPI Danmark

Læs mere

Musikselskaber 2015 – tal og perspektiver

IFPI: Danskerne forrest med streaming af musik
Koda: Danskerne streamer musik som aldrig før