– Det handler om musik. Det er musikken, der er det primære. Og ja, så er det kvinder, der er på scenen alene, siger Nana Jacobi.
Hun er én af kræfterne bag HUN SOLO – et koncert-format, der præsenterer fem solo-koncerter af fem kvindelige musikere på én aften. Og i år har kunnet opleves på blandt andet Roskilde Festival, SPOT, Folkemødet og Smukfest.
Ideen fik Nana Jacobi og Kirstine Stubbe Teglbjærg for halvandet år siden. De to musikere og sangskrivere var nysgerrige på to ting: at gøre noget positivt for at få flere kvinder på scenen (HUN) og at udforske solo-koncerten som format (SOLO).
Efter at have præsenteret ideen for et par spillesteder, som ’ikke rigtigt kunne se det for sig’, ringede de til Anya Mathilde Poulsen. Hun er musikformidler på Roskilde Bibliotek og har blandt andet skrevet om kvinder i dansk rockmusik. Og hun kunne se det for sig.
Fra Roskilde Bibliotek til Roskilde Festival
Første HUN SOLO-show blev derfor afholdt på Roskilde Bibliotek den 8. marts 2016.
– Man får fem koncerter på én aften. Og en mulighed for at opleve noget helt ny musik. Og så sker der noget helt særligt, når kunstneren er alene på scenen uden band eller musikere. De synger selv. De spiller selv alt. De er selv afsender på musikken. Nogle folk forbinder kvinder med mest at være frontfigurer, og så får man altså et helt anderledes bredspektret billede her, fortæller Anya Mathilde Poulsen om formatet.
Siden da har de tre ildsjæle, der både fungerer som styregruppe i projektet og værter til koncerterne, mødt flere åbne end lukkede døre. Faktisk gik det pludselig meget stærkt for HUN SOLO.
Lineuppet skifter de til hver turné. Det betyder, at 28 artister indtil videre har været på scenen under HUN SOLO-navnet. Det er danske kunstnere som Kira Skov, Fallulah, Penny Police, Lydmor, Emma Acs, Lucy Love, Annika Aakjær, men også nordiske navne som færøske Eivør, svenske Mariam the Believer og islandske JFDR.
Netværk og rollemodeller
Højdepunktet er de tre kvinder helt enige om: Roskilde Festival! Med fuldt band, et fyldt telt og en kæmpe produktion.
– Det var stort og ambitiøst og et kæmpe arbejde at få alle detaljer til at spille. Men alt gik op i en højere enhed og blev en virkelig flot koncert, både musikalsk og visuelt. Det er en af de HUN SOLO-koncerter, jeg er mest stolt af, fortæller Kirstine Stubbe Teglbjærg.
Men det er som bekendt ikke (kun) størrelsen, det kommer an på.
– Jeg er også stolt af, at vi nu kommer helt ud i landet. Det synes jeg er lidt af en sejr. At komme ud og få rørt nogle mennesker i Aabenraa og Skagen og Vejle og Rødovre og Køge, siger Kirstine Stubbe Teglbjærg.
Hvad er de ellers mest stolte af ved at have sat HUN SOLO i søen og 28 kvinder på plakaten?
– Jeg er mega stolt af det sisterhood, vi har skabt. Når vi er ude på turne, er der bare så god stemning. Det er så særligt og så fint den måde vi knytter bånd til hinanden og får skabt det her sisterhood, som ellers ikke altid er så synligt i branchen, svarer Nana Jacobi.
– Og jeg er stolt af at være med til at skabe en platform, hvor publikum kan opleve så forskellige musikere og så forskellige kunstneriske udtryksformer. Et format, der giver folk noget nyt og viser noget af alt det talent, der er derude, supplerer Anya Mathilde Poulsen.
Det gælder ikke mindst de unge piger, der er next in line. Til efterårets turne har HUN SOLO derfor aktivt inviteret de helt unge piger fra de lokale musikskoler med til koncerterne. For som man siger om de der rollemodeller:
‘If you can see it, you can be it.’
Ind i kampen
At gå sammen som HUN SOLO har vist sig at være en enkel men effektiv måde at åbne døre, der før var låst. En strategi, de også genkender fra andre sammenhænge.
– Jeg oplever helt klart, der er en form for kollektiv bølge lige nu, hvor man rykker sammen og hjælper hinanden. Men der er også sket et skred i bevidstheden om kvinder i branchen i forhold til for bare 3-4 år siden, siger Nana Jacobi.
Det skyldes ifølge Anya Mathilde Poulsen ikke mindst den såkaldte 80/20-rapport, der i konkrete tal var med til at kaste lys over hvor skævt billedet så ud.
Feltet indbyder dog stadig til konflikt og stærke følelser.
– ‘I kan da bare gøre det. Kom ind i kampen!’ Det hører vi tit. Vi viser nogle af de kvinder frem, som rent faktisk GØR det, og som er mega seje til det. Og fra de helt unge piger, der kommer til vores koncerter, hører vi gang på gang, at det giver dem blod på tanden og selvtillid til at fortsætte med at spille at se artisterne til HUN SOLOs koncerter, siger Kirstine Stubbe Teglbjærg.
– Vi har hele tiden fokus på musikken. Og så er vi drevet af en positiv energi. Vi er ikke sure på nogen. Vi kommer med et positivt tiltag, der skaber jobs og sætter damer op på scenen og viser høj kvalitet frem, siger Nana Jacobi.
– Det handler jo dybest set om at få så mange talenter i spil som muligt. Og det ville da være sært, hvis man ikke støttede op om det, tilføjer Anya Mathilde Poulsen.
HUN SOLO er på landevejen i øjeblikket og afslutter deres efterårsturné på søndag den 26. november i DR Koncerthuset feat. Sys Bjerre, Kirstine Stubbe Teglbjærg, Mendoza, Nana Jacobi og svenske Cajsa Siik.
Følg HUN SOLO på Facebook
Få de seneste tal på køns(u)balancen i dansk musik