Gramex’ repertoire er blevet udvidet

Hvad betyder det for dig som rettighedshaver i Gramex? Det kan du tjekke her.

Fra 1. januar 2024 repræsenterer Gramex som noget nyt et bredere repertoire – blandt andet det amerikanske – der tidligere var ubeskyttet, når det blev afspillet i fx butikker/restauranter, tv og FM-radio.

Det skyldes en dom ved EU-domstolen, som Danmark er forpligtet til at følge. Kulturministeriet har derfor ændret de danske regler og dermed Gramex’ spilleregler.

Første udbetaling for afspilninger af det udvidede repertoire i 2024 forventer vi at foretage i forbindelse med vores hovedudbetaling i juni 2025.

Men hvad skal du som rettighedshaver selv være opmærksom på for at sikre dig betaling for det ekstra repertoire? Hvad betyder det for dine udbetalinger fra Gramex? Og hvilke lande er nu omfattet af beskyttelsen ud over USA?

Det kan du læse om her.

Dét skal du gøre som kunstner

De nye regler betyder, at du som udøvende kunstner – altså musiker, artist eller band – som noget nyt har ret til at modtage betaling, hvis du medvirker på fx en amerikansk udgivelse, som bliver spillet i radio/tv i Danmark fra den 1. januar 2024.

Derfor er det nu endnu vigtigere at få anmeldt dit internationale repertoire til Gramex. Det gælder nye udgivelser såvel som udgivelser før 2024, der stadig får airplay. Du får ikke betaling bagud for afspilninger af det udvidede repertoire, der ligger før 1. januar 2024.

Gramex får kun studielister ind fra danske pladeselskaber og får ikke automatisk oplyst din medvirken på udenlandske udgivelser. Har vi ikke registreret, at du medvirker, kan vi ikke udbetale for det. Derfor skal du selv anmelde dit udenlandske repertoire til os.

Det gør du sådan her:

Det haster ikke – bare husk at få det gjort i løbet af året og inden årets deadline den 1. december 2024. Du skal ikke bruge tid på at registrere alle mulige hemmelige demoer eller gamle tracks, der aldrig bliver spillet i radioen. Anmeld de udgivelser, der får airplay – og altså optjener penge til dig.

Har du spørgsmål til det? Skriv til os på udenlandsk-repertoire@gramex.dk

Dét skal du gøre som producent

De nye regler betyder, at du som producent – altså pladeselskab eller selvudgiver – har ret til betaling, når du repræsenterer udgivelser fra et af de lande, hvis repertoire er beskyttet fra 1. januar 2024 – fx det amerikanske.

Det er altså relevant for dig, der via licens- eller distributions-aftaler har producentrettighederne til fx amerikanske tracks i Danmark. Tracks, der er indspillet i USA, men udgivet af dig som dansk producent, er allerede omfattet af beskyttelsen.

For at kunne udbetale for det ekstra repertoire, der er beskyttet pr. 1. januar 2024, skal du registreres i Gramex som rettighedshaver på det repertoire. Det kommer til at foregå via claim-lister.

Som producent skal du altså ikke gøre noget nu og her; bare afvente vores claim-liste, som du vil kunne finde her på hjemmesiden i løbet af foråret med nærmere information.

Vil du have besked, når vi har listen klar? Eller har du spørgsmål til hvad du skal gøre som producent? Skriv til os på label@gramex.dk

Hvad betyder det for dine udbetalinger?

Det er for tidligt at sige noget om i konkrete tal. Gramex er i fuld gang med at forhandle nye aftaler med vores kunder, som fra 1. januar 2024 skal betale mere for det ekstra repertoire og bliver indfaset til de højere priser gradvist over de kommende år.

Målet er at sikre rettighedshaverne fuld betaling – og altså gøre kagen tilsvarende større, når flere rettighedshavere skal dele den.

Nye spilleregler for Gramex for 2024

Hvilke lande er omfattet?

Fra den 1. januar 2024 er udgivne lydoptagelser fra alle lande, som har ratificeret Romkonventionen og/eller WPPT, beskyttet i henhold til den danske ophavsretslov.

Lovgivningen er alene ændret i Danmark; ikke i hverken USA eller de andre lande, der nu er omfattet af beskyttelsen. Beskyttelsen gælder altså kun den ene vej.

Læs mere om beskyttet musik?

FAQ

I vores FAQ kan du finde svar på de mest almindelige spørgsmål, vi får til de her nye regler:

FAQ om de nye spilleregler

Følg med

Du kan følge med og finde info om de nye spilleregler på vores hjemmeside her:

www.gramex.dk/nyespilleregler