Hvorfor er der så få kvinder i dansk musik?

Ny stor undersøgelse af årsagerne til kønsubalancen i det danske musikliv i fuld gang.

Det er veldokumenteret, at der er langt færre kvinder end mænd blandt skabende og udøvende musikere i Danmark, men hvorfor? Det har organisationerne Koda, Dansk Live, Snyk, Rosa, Tempi, JazzDanmark og Gramex sat sig for at undersøge.

Derfor modtager medlemmer af Koda og Gramex i disse dage en mail med en invitation til at deltage i en spørgeskemaundersøgelse og et link til et online spørgeskema.

Der er 30 spørgsmål i alt, og det tager ca. 15-20 minutter at deltage. Undersøgelsen bliver behandlet fortroligt, og besvarelserne vil fremgå som anonyme.

Det er selvfølgelig helt frivilligt, om man vil deltage. Men vi opfordrer alle til at deltage uanset køn, så vi får et retvisende billede af oplevelser blandt musikskabere og -udøvere i Danmark.

Vi trækker lod blandt deltagerne om fire gavekort á 500 kr. til Billetlugen.

Bag undersøgelsen

Spørgeskemaundersøgelsen skal i kombination med kvalitative interviews bruges til at blive klogere på, hvad det er for barrierer, der hindrer lige vilkår og adgang til musikbranchen uanset køn.

Det er analysebureauet Analyse & Tal og videncentret KVINFO, der udfører undersøgelsen. KVINFO har i mange år arbejdet for at fremme ligestilling og mangfoldighed, mens Analyse & Tal har stor erfaring med analyser af repræsentation og forskelsbehandling. 

“Der er mange fortællinger og forestillinger om årsager til den nuværende kønsubalance i musikbranchen. Med denne analyse bliver det muligt at kortlægge det reelle omfang og få dokumenteret viden om barriererne for en større kønsdiversitet,” udtaler Maj Baltzarsen, partner i Analyse & Tal. 

Finansieringen bygger blandt andet på en større bevilling fra Koda Kulturs projektpulje.

Resultaterne forventes klar i starten af 2022.

Spørgsmål?

Har du spørgsmål til spørgeskemaundersøgelsen, kan du skrive til Lisbeth Palmhøj Nielsen fra Analyse & Tal på e-mail: lisbeth@ogtal.dk

Du er naturligvis også altid velkommen til at kontakte os i Gramex:

Kontakt Gramex

Læs mere

Første kvinde i top 10

Kodas kønsstatistik

Kønsubalancen i musikbranchen i tal