Valg til bestyrelsen 2022

Vil du være en del af Gramex’ bestyrelse? Så giv os besked og send din motivation for at stille op senest den 15. marts.

Det er Gramex’ medlemmer, der vælger, hvem der sidder i Gramex’ bestyrelse. I år er følgende poster i bestyrelsen på valg på generalforsamlingen den 24. maj:

Jens Skov Thomsen for kunstnerne, Jakob Plesner Mathiasen og Morten Ingholt (suppleant) for producenterne og Morten Rosenmeier, der er valgt som det syvende medlem med særligt kendskab til ophavsret.

Der skal derfor på årets generalforsamling vælges:

  • a) 1 bestyrelsesmedlem for kunstnerne
  • b) 1 bestyrelsesmedlem + 1 suppleant for producenterne
  • c) 1 bestyrelsesmedlem med særligt kendskab til ophavsret

Sådan stiller du op

Vil du have dit navn med på stemmesedlen? Så skal du sende en mail til GF@gramex.dk senest tirsdag den 15. marts 2022 med følgende information:

  • Hvilken post ønsker du at opstille til: a, b eller c? Ønsker du kun at opstille som suppleant for producenterne, skal du skrive det. Ellers bliver den producentkandidat, der får flest stemmer, valgt ind som bestyrelsesmedlem, mens posten som suppleant går til kandidaten med næstflest stemmer.
  • Hvorfor skal man stemme på netop dig? Beskriv din motivation for at opstille i max 200 ord. Du kan fx skrive kort om dig selv og din baggrund, hvorfor du gerne vil med i bestyrelsen, hvad du især vil arbejde for, hvad der særligt kvalificerer dig til posten og lignende. Du må gerne indsætte et link, hvor man kan læse mere om dig. Din motivation er vigtig for alle de medlemmer, der ikke kan deltage i selve generalforsamlingen og derfor ønsker at stemme online i stedet. Vi lægger alle kandidaternes motivationer her på hjemmesiden, når vi åbner valget 4 uger før generalforsamlingen.
  • Vedhæft gerne et billede af dig selv, som vi har lov til at bruge her på hjemmesiden sammen med din motivation. Det behøver ikke være et prof pressebillede; du kan sagtens bare tage et billede med din telefon. Det vigtige er, at du selv har rettighederne eller på forhånd har clearet rettighederne med fotografen, inden du sender det.
  • Hvis du er medlem, hvad er dit Gramex-nummer?

Til inspiration kan du læse kandidaternes motivationer sidste år her

Hvad indebærer arbejdet i bestyrelsen?

Arbejdet i bestyrelsen er et reelt stykke arbejde, du skal tage alvorligt og prioritere, hvis du vil med på holdet. Vi opfordrer derfor alle interesserede til at sætte sig ind i, hvad arbejdet som bestyrelsesmedlem indebærer, inden man opstiller.

Hvad indebærer bestyrelsesarbejdet i Gramex?

Hvem sidder i bestyrelsen i dag?

Læs mere

Sæt kryds: Generalforsamling 24. maj