I podcasten fortæller sanger og sangskriver Karen Kousgaard om at være lukket inde som kunstner – i karantænens klaustrofobiske rum, men også i kunstens kreative rum.
Mens Danmark er lukket ned, og alle spillejobs aflyst, inviterer hun indenfor i arbejdsværelset, køkkenet og hjemmestudiet i sin lejlighed i et corona-ramt København.
Her deler hun ud af erfaringer, udfordringer og små åbenbaringer i episoder med fokus på fx sangskrivning, indspilning og produktion og koncerter og livejobs.
Om baggrunden for podcasten fortæller Karen Kousgaard:
– Jeg blev træt af at gå og tale med mig selv under nedlukningen. Og så er jeg i forvejen meget optaget af lyd og har et hjemmestudie i lejligheden, så det var en god anledning til at komme i gang med at lave den der podcast og tale med nogle andre end bare mig selv.
Du kan høre de første par afsnit af ‘Kunstner i Karentæne’ dér, hvor du lytter til podcast.
Tjek Karen Kousgaards Facebook
Næste frist er 1. april hos DMF
Er du selv udøvende kunstner, kan du ligesom Karen søge økonomisk hjælp fra Gramex til dit næste projekt.
Du skal som altid søge Gramex-midlerne hos de udøvende kunstneres organisationer og tjekke deres retningslinjer for, hvad du kan søge til hvordan og hvornår.
Næste frist er 1. april inden midnat hos Dansk Musiker Forbund (DMF). Deres corona-akutpulje har frist den 6. april.