Råd nummer 1: Få det på skrift!

Foto: Marco Krenn

Laver du aftaler om dine udgivelser i udlandet? Få de 3 bedste råd fra garagerockbandet The Courettes, der selv har lært det på den hårde måde.

– Vi har hver især spillet 20 år i branchen. Og vi ved godt, at man skal have ting på skrift. Men det er bare ikke altid så nemt, som det lyder, fortæller Martin Couri.

– Og så er hele business-delen af at lave musik i dag utrolig kompleks. Hvad har jeg af rettigheder, og hvordan kan jeg sikre mine rettigheder? Hvordan fungerer det hele? Det er svært at finde rundt i – og så er det nemt at blive snydt, hvis man ikke kender og forstår sine rettigheder og hvordan forretningsdelen fungerer, supplerer Flavia Couri.

Hun er fra Rio, han er fra Aalborg. Sammen er de The Courettes. De spiller garagerock og har siden 2015 udgivet to albums, flere 7″-vinyl-singler og spillet mange hundrede koncerter i Europa og Brasilien.

Gramex har de været medlem af som både kunster og producent siden 2016.

– Vi er – eller plejede at være før COVID-19 – et liveband. Det er dér, vi normalt tjener vores penge, og hele vores netværk er skabt via hårdt arbejde i undergrunds-garage-punk-livescenen, fortæller Flavia.

Det er også via livescenen i Europa, at bandet har fået kontakt til branchefolk og labels uden for Danmark. Samarbejder, der altid har fungeret fint og efter bogen.

Indtil det gik galt med deres gamle pladeselskab i Tyskland.

Det var en stor fejl

– Vi begyndte som bekendte/venner og kom fra samme garage-punkscene, hvor der er det her stærke fælles sammenhold omkring musikken. Vi aftalte det hele mundtligt og tænkte, det var okay. Vi har altid kaldt det en “gentleman-aftale” … Det var en stor fejl, fortæller Martin.

Bandets debutalbum fra 2015 solgte rigtigt godt, og alting kørte fint – i starten. Men efter lidt tid begyndte samarbejdet at køre skævt, og da Martin og Flavia til sidst var så utilfredse med selskabet, at de ikke længere ville være repræsenteret af dem, var der ingen aftale at henvise til. Kun ord mod ord.

Så oveni corona-krise og 43 aflyste koncerter måtte The Courettes bruge det meste af 2020 på at slås med pladeselskabet om blandt andet rettighederne til deres musik. Alt imens deres udgivelser lå uploadet på diverse streamingtjenester mod bandets vilje og uden muligheden for at tage det ned.

– Det var rigtig hårdt og meget ubehageligt det hele, fortæller Flavia.

Med hjælp fra blandt andet DMF endte The Courettes til sidst med at få lavet en aftale – på skrift – der én gang for alle købte deres musik “fri”.

– Hvis vi skulle videre med vores liv, var den eneste løsning at lave et dokument og betale pladeselskabet. Vi ville videre i livet, så langt væk fra det pladeselskab som muligt og få kontrol over vores musik igen. Vi havde ikke andet valg, selvom det føltes så ufatteligt urimeligt, fortæller Martin Couri.

Vi var lykkelige – simpelthen!

I dag er The Courettes signet på det britiske pladeselskab Damaged Goods Records – nu på skrift – og har ny musik på vej. De var mere end nervøse over at åbne pladeselskabets udkast til kontrakt.

Heldigvis var det en virkelig god oplevelse.

– Vi var lykkelige – simpelthen! Fordi vi forstod alt. Det var kort. Præcist. Konkret. Virkelig professionelt. Ingen uforståelige advokatformuleringer. Intet at skjule. Og så var det bare bundærligt! Det er første gang, det har været en fornøjelse at skrive under på en kontrakt, siger Martin.

– Det er den første kontrakt i 20 år, hvor jeg har læst og forstået det hele. Sproget var så simpelt og klart. Så det kan jo godt lade sig gøre at skrive kontrakter i et sprog, der er nemt at forstå, fortæller Flavia.

Den næste single ‘Hop The Twig’ fra The Courettes’ nye og tredje album kommer på gaden til april. Albummet ‘Back In Mono’ har release til oktober – hvor det forhåbentlig er muligt at komme ud og promovere det live igen.

Det nye album er skrevet og indspillet i deres eget studie langt ude på landet tæt ved Mariager i et på alle måder benhårdt år – også økonomisk – uden koncerter og uden hjælpepakker.

– Vi har ikke været syge, så dér har vi været heldige. Men alt andet har været fuldstændigt vanvittigt i 2020! Det har været hårdt og er det stadig, men vi er vildt stolte over, at vi alligevel har klaret os indtil videre, siger Martin Couri.

The Courettes’ 3 bedste råd

I håbet om at kunne hjælpe andre bands og artister, der er på vej til at lave aftaler omkring deres musik, deler Martin og Flavia Couri sammen med deres historie her deres 3 bedste – og dyrt købte – råd:

  1. Få aftalen på skrift. Også selv om I er gode venner. Det er desværre ikke altid så nemt, som det lyder. Og forstå, hvad du skriver under på. Det bør være letforståeligt og krystalklart: Hvem gør hvad, hvem betaler for hvad, hvem har hvilke rettigheder, og hvem skal have hvilke penge? Begge parter skal forstå, hvad de skriver under på – før I underskriver.

  2. Kend dine rettigheder. Sæt dig ind i, hvordan det fungerer, og hvad du har af rettigheder. Søg hjælp og rådgivning, når du er i tvivl om noget.

  3. Tjek dit netværk for at få referencer, før du starter samarbejdet med en ny partner. Find de gode folk at samarbejde med. Det er dem, der er flest af – heldigvis.


Tjek The Courettes på Facebook

Dét skal du huske hos Gramex

Hvad skal du selv være obs på i forhold til Gramex, når du laver aftaler om dine udgivelser i udlandet? Og hvad er godt at vide, hvis din karriere primært ligger uden for Danmark?

Find meget mere info her:

FAQ for dig, der selv udgiver musik

Få dine penge hjem fra udlandet