Ny aftale bekræfter samarbejdet mellem Koda og Gramex

Koda og Gramex har landet en ny samarbejdsaftale, der gavner både kunder og rettighedshavere.

Musik gør en positiv forskel og skaber værdi for både medarbejdere og forbrugere; uanset om det er hos frisøren, i tøjbutikken, på restauranten eller i fitnesscentret.

Når man bruger musik offentligt, skal man betale for det. Ligesom man skal betale for strøm og vand og varme. Betalingen til musikkens rettighedshavere sker i Danmark via Koda og Gramex.

For at gøre det så nemt som muligt skal man som butik og lignende kun betale ét sted: til Koda. Så bliver betalingen automatisk fordelt videre til både de skabende kunstnere i Koda og de udøvende kunstnere og musikproducenter i Gramex.

Sådan er det i Danmark. Og sådan har det været i rigtig mange år. Nu er aftalen netop blevet genforhandlet, så den tager højde for, at Gramex fra 2024 forvalter et langt større repertoire musik end tidligere – fx det amerikanske.

Det skal være nemt at betale for musikken

Gramex’ adm. direktør er glad for at kunne skrive under på den nye aftale, der bekræfter det allerede tætte og mangeårige samarbejde mellem Koda og Gramex. 

– Gramex har – sammen med Koda – en vigtig rolle i at sikre, at musikken kan komme så bredt ud som muligt. Derfor er det også afgørende, at det er nemt at betale for musikken. Og dét sikrer den her aftale om samlicensering, at det er – også fremover. Det er en aftale, der gør det nemt for vores kunder, men også gør det så billigt som muligt at håndtere i administration. Det betyder, at vi i sidste ende kan sende så mange penge som overhovedet muligt tilbage til rettighedshaverne, siger Anne Sophie Gersdorff Schrøder.

Alternativet ville være, at alle kunderne skulle betale til både Koda og til Gramex, og at begge organisationer skulle beskæftige medarbejdere i kundeservice til at håndtere præcis samme kunder. Sådan er det i mange andre lande.

– Jeg ved, at flere af vores nabolande kigger lidt misundeligt på os i Danmark og det her samarbejde mellem Koda og Gramex. Og det kan jeg sådan set godt forstå, for det er et tæt og positivt og tillidsfuldt samarbejde med både kontante og rationelle fordele for alle, siger Gramex’ adm. direktør.

Hvad er forskellen på Koda og Gramex?

Har du også hørt ”Koda-Gramex” omtalt, som om det er en og samme organisation? Så skyldes det sikkert, at kunderne oplever at få én fælles regning fra Koda og Gramex på samme tid.

Men der er altså tale om to forskellige organisationer, der forvalter forskellige rettigheder til musikken efter forskellige paragraffer i ophavsretsloven:

  • Koda forvalter rettigheder på vegne af de skabende kunstnere, der har skrevet tekst og musik.

  • Gramex forvalter rettigheder på vegne af de udøvende kunstnere, der har indspillet musikken, og musikproducenterne, der har udgivet musikken.

Men vi samarbejder på mange områder for at gøre det så nemt som muligt for kunderne og så billigt som muligt at håndtere administrativt. Også fremadrettet.

Nyd musikken

Måske har du lagt mærke til et klistermærke med budskabet ”Nyd musikken” i vinduet hos din kaffebar eller i døren ind til din frisør?  

Klistermærket er et bevis på, at kaffebaren og frisøren har en musiklicens og altså betaler musikkens rettighedshavere for at bruge musik i butikken – via Koda og Gramex.

Har du selv en musiklicens, men mangler klistermærket, kan du altid bestille det hos vores gode kolleger i Koda.

Bestil klistermærket her

Læs mere

Nye spilleregler for Gramex fra 2024

Når du bruger musik offentligt

FAQ – spørgsmål og svar