Nyt om årets udbetaling til producenter

Til juni udbetaler Gramex via nye IT-systemer. Det betyder, at du i år ikke skal godkende dine spilletider.

Er du medlem af Gramex som producent? Og har du altså producentrettigheder til et eller flere tracks eller labels som musikselskab, pladeselskab eller selvudgiver?

Så plejer du på denne tid af året at have fået en mail fra os med besked om at tjekke og godkende dine årlige spilletider med dit NemID/MitID. Vi kalder det også at indestå for dine rettigheder. Ingen indeståelse, ingen Gramex-udbetaling.

I år springer vi det trin over, så du slipper for at godkende dine spilletider først. I stedet går vi direkte til udbetalingen. Det betyder, at du som producent får udbetalt dine Gramex-penge i juni omkring sankthans uden først at skulle igennem NemID/MitID for at godkende spilletider.

Du skal altså ikke gøre noget her og nu. Bare vente indtil udbetalingen lander på din konto i juni omkring sankthans. Til den tid vil du på Mit Gramex kunne finde din spilletidsopgørelse for 2022 og som noget nyt også hvor meget hvert enkelt track har optjent i kroner og øre.

Dét skal du gøre til juni

Som producent er det stadig dit ansvar at tjekke din spilletidsopgørelse, når den er klar i juni måned i forbindelse med årets store udbetaling. Du er altså stadig forpligtet til at tjekke dine spilletider og give Gramex besked om tracks, du ikke længere har rettighederne til.

Fordi du i år ikke har skullet indestå for spilletiderne før udbetalingen, er det endnu vigtigere, at du tjekker spilletidsopgørelsen og giver Gramex besked, hvis den ikke er korrekt, så der kan ske en regulering af det udbetalte beløb.

Du skal derfor være opmærksom på følgende:

Som producentmedlem af Gramex har du en løbende forpligtelse til at oplyse Gramex, hvis du har erhvervet eller afgivet producentrettigheder, jf. Gramex’ vedtægter og medlemserklæring. Det betyder bl.a., at det er dit ansvar som producent at gennemgå din spilletidsopgørelse på Mit Gramex og straks give Gramex besked, hvis der er tracks på spilletidsopgørelsen, som du ikke er indehaver af producentrettighederne til, eller hvis du mener, at der er tracks, som burde fremgå af opgørelsen, fordi du har erhvervet rettighederne hertil. Hvis der fremgår tracks på Mit Gramex, som du ikke er indehaver af producentrettighederne til, har du ikke ret til at modtage rettighedsvederlag herfor, og Gramex tager forbehold for krav om tilbagebetaling.

Med din spilletidsopgørelse i juni følger en konkret vejledning til, hvordan du afclaimer tracks.

Gramex kender hverken dine spilletider, minutter eller beløbet, du får udbetalt, før vi udbetaler omkring sankthans, da vi løbende indlæser rapportering og registrerer studielister og rettigheder helt op til udbetalingsdagen.

Spørgsmål?

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte label@gramex.dk.