Musik i køleskabet

Forestil dig, at du trisser rundt i dit køkken, laver pasta a la puttanesca og drikker Barolo, mens dit køleskab spiller Pavarotti.

Det kan John R. Kristensen, adm. direktør i Gramex, sagtens:

– Samsung har netop lanceret verdens første køleskab med internetopkobling og fladskærm. Så nu kan du rent faktisk surfe på dit køleskab for at finde opskrifter eller fylde køleskabet op, imens der flyder sød musik ud i dit ‘sang-tale-køkken’.

– Det overrasker mig på ingen måde, at der nu kommer en ny ’terminal’ i hjemmet, vi kan høre musik på. Køkkenet er et af de steder, vi opholder os mest i hjemmet, men hvor mange af os kun har en billigere FM- eller DAB-radio stående.

Køleskabet er bare ét af de mange nye produkter, der er med til at sende musikken ud i alle hjørner af hjemmet og samfundet. Og som netop i disse dage bliver spyttet ud i stor stil på verdens største messe for forbrugerelektronik, CES, i Las Vegas.

MUSIK SOM LØFTESTANG

Set med musikbranchens øjne er disse produktlanceringer yderst interessante – især på grund af to forhold, fremhæver John R. Kristensen:

– For det første fordi musikken pludselig tilfører ekstra værdi for nye forbrugerprodukter. Musikken bliver en slags løftestang for at sælge nye ikke traditionelle radio-apparater, men derimod generelle produkter inden for forbrugerelektronik.

– For det andet fordi det naturligvis vil skabe nogle helt nye samarbejdskonstellationer, end dem vi kender i dag, hvor for eksempel køleskabsproducenterne beder musikere om at skræddersy særlige playlister, der passer til deres produkt.

Måske er den næste ‘musik-terminal’ en kaffemaskine, der kan spille musik afstemt efter, om du er til espresso, latte eller cortado?

Berlingske: Musikbranchen kæmper for at komme ud ad alle kanaler

Musikken spiller i fremtidens biler