Musikken spiller i fremtidens biler

I dag åbner verdens største messe for forbrugerelektronik Consumer Electronics Show (CES) i Las Vegas med 150.000 deltagere fra 150 lande.

Men forbrugerelektronik er på ingen måde bare en spilleby i ørkenen. I Danmark er der på kun ét år fra oktober 2014 til og med september 2015 solgt elektronik for 30,3 milliarder danske kroner ifølge Berlingske.

Ét af de interessante nye markeder – også for musikindustrien – er infrastrukturen i bilerne og dermed også måden, musik og radio fremover skal finde vej til bilisterne.

I dag har de fleste biler i Europa installeret en FM-radio. I Danmark gælder det for over 2,2 millioner biler. Kun knap 14 % af bilerne i Danmark har installeret en DAB-radio. Og intet tyder på, at DAB bliver fremtidens platform for indholdsdistribution.

Fremtidens bil bliver derimod en ’kørende mobiltelefon’ med alt, hvad det indebærer af personlige tilbud også inden for radio, tv og musik. Og kampen om infrastrukturen i bilerne er godt i gang. Apple og Google har allerede udviklet software til biler. Volvo og Ericsson har startet et samarbejde for at sikre pålidelig streaming af informationer og video til fremtidens autonome bilsystemer. Og Ford og Toyota har netop slået sig sammen og lanceret deres egen software.

For musikindustrien er det interessant, fordi det gode gamle budskab, at ’Content is king – but distribution is God’ nu for alvor er ved at slå igennem. Det bliver formentlig de musikdistributører og selskaber, der bedst forstår og formår at agere i et komplekst teknologi-landskab og tilpasse sig de mange forskellige distributionsplatforme, der får størst held med at nå slutbrugerne med deres produkt – uanset om de så sidder på cyklen, i toget eller i bilen.

Spotify er allerede klar til at bruge Ford og Toyotas nye software for at få musikken ud til bilisterne. Som selvfølgelig kan få serveret et udvalg af køreklassikere i højttalerne ved at klikke på Spotifys egen playliste ’Songs to Sing in the Car’.

Året er kun lige begyndt. Hvad den stadig mere avancerede og personaliserede digitale teknologi kommer til at betyde for distributionen af musik, bliver mere end interessant at følge – både for musikindustrien og for bilisterne på Køge Bugt Motorvej og i Nevadas ørken.

Ford og Toyota kobler Google og Apple ud af bilerne
Ærkesvensk bud på fremtidens bil-oplevelse


Af John R. Kristensen, adm. direktør, Gramex