Gramex er den organisation i Danmark, der sikrer musikere, artister og pladeselskaber betaling for offentlig brug af deres udgivelser i fx radio og tv.
Har du lyst til at hjælpe os med at yde den bedst mulige service til vores medlemmer? Og kunne du tænke dig et meningsfyldt job, hvor du hver dag er med til at hjælpe vigtige penge tilbage til musikken?
Så er du måske vores nye kollega.
Arbejdsopgaver
Som medlemskonsulent bliver du en del af vores Medlemsservice & Repertoire-team. Din funktion bliver helt i front og tæt på medlemmerne, som du først og fremmest skal vejlede og rådgive over telefon og mail, når de henvender sig til Gramex.
Du får en grundig oplæring, så du hurtigt bliver i stand til at hjælpe vores medlemmer med fx studielister, ISRC-koder, rettigheder og vores online selvbetjening Mit Gramex.
En vigtig del af dit arbejde bliver desuden at identificere og registrere musik afspillet på danske og internationale radio- og tv-stationer. Arbejdet foregår blandt andet i vores egne og eksterne databaser og Excel.
Endelig kommer du til at varetage diverse administrative opgaver og tage imod gæster og andre personlige henvendelser på kontoret. Når corona tillader den slags igen, selvfølgelig.
Om dig
Din uddannelse og formelle baggrund er ikke vigtig. Det vigtige er, at du som person er åben, udadvendt og servicemindet. Du skal kunne lide at tale i telefon og have kontakt med mange forskellige mennesker, og du skal have lyst til at hjælpe dem kyndigt og venligt videre hver gang.
Vi lægger desuden vægt på, at du:
- kan kommunikere klart og tydeligt i øjenhøjde i telefonen og på mail
- er vant til at arbejde med MS Office-pakken
- er hurtig til at tilegne dig ny viden
- er systematisk, struktureret og grundig og følger opgaver til dørs
- trives med rutineopgaver og deadlines
- kan arbejde i et åbent kontormiljø
- har viden om og interesse for musik
Vi tilbyder
Stillingen er på 30 timer om ugen inklusive frokost med tiltrædelse til marts 2021.
Vi kan tilbyde:
- et fast job med ansvar og indflydelse
- fleksible arbejdsforhold
- oplæring, sparring og videndeling med et stærkt team af kompetente kolleger
- en social arbejdsplads med højt til loftet og flad struktur, hvor alle tager fra og byder ind
- pensionsordning, sundhedsforsikring, frokostordning mv.
- centralt beliggende kontor midt i København
- løn efter aftale
Søg stillingen
Er jobbet noget for dig, så send en ansøgning og dit CV til afdelingschef Kikki Mortensen pr. mail til ktm@gramex.dk senest mandag den 11. januar 2021.
Mangler du vigtig information om jobbet, er du velkommen til at kontakte Kikki Mortensen på mail eller på tlf. 33 85 32 30.
I Gramex ser vi diversitet som en stor styrke og opfordrer alle interesserede til at søge stillingen uanset køn, alder, religion, etnisk baggrund og musiksmag.
Gramex er en nonprofit musikorganisation. Vi beskæftiger 26 medarbejdere og har kontor over for Planetariet på Vesterbro i København.