– Jeg ved ikke, hvordan han fik den ide, at jeg skulle være med, og hvorfor det skulle være sådan. Det var jo et genrehop både for ham og mig. Og et sats for os begge. Men jeg er utroligt glad for, at jeg kunne gå ind og løse opgaven. Og at både han og bandet er glade for resultatet.

Else Torp har været medlem af Gramex i 15 år og har indspillet over 30 plader fra barok til ny kompositions-musik. Men det var på ingen måde bare another day at the office den 1. november 2015 i La Frette Studios i Paris.

Hun skulle indspille sin del af duetten Distant Sky med Nick Cave – mennesket bag myten. Men et menneske i dyb sorg.

Skeleton Tree er første musikalske udspil fra Nick Cave, efter han mistede sin 15-årige søn Arthur i juli sidste år. Han styrtede ned fra en tårnhøj klippe ved Brightons kyst efter at have taget LSD med en ven.

Sammen med filmen One More Time With Feeling, der følger albummets tilblivelse og blev vist i dagene omkring albummets release, giver Skeleton Tree et musikalsk svar på det spørgsmål, alle fans har stillet sig siden ulykken: Hvor er Nick Cave nu?

Resultatet er ikke for børn – og slet ikke for forældre. Albummet og filmen især er et stykke sorg-bearbejdelse for åbent lydtæppe.

– Han havde brug for at gøre det her – og han har gjort det utrolig modigt og godt, fortæller Else Torp.

Og understreger, at den hudløse stemning i filmen fuldstændig afspejler den virkelighed, hun oplevede.

A longtime fan

Men hvordan havner man som klassisk sangerinde i en smadret gammel lædersofa mellem Nick Cave og Warren Ellis i et studie i Paris?

Vi skal tilbage til 2014. Dengang kun de færreste af os vidste, at der er klipper i Brighton så høje som Rundetårn.

Med februar-nummeret udgav musikmagasinet Mojo en cd med sange håndplukket af Nick Cave og hans band The Bad Seeds. Én af dem var Arvo Pärts My Heart’s in the Highlands sunget af Else Torp.

Nick Cave skrev, han var ’a longtime fan’ af vokalensemblet Theatre of Voices, som Else Torp er fast medlem af. Da han senere på året spillede i København, havde hun derfor et eksemplar af Arvo Pärt-cd’en med som gave, signeret af alle i ensemblet.

Via koncerthuschef Leif Lønsmann nåede gaven frem. Nick Cave kvitterede med at sende et fanbrev retur, som hurtigt røg i glas og ramme på Else Torps skrivebord.

Da telefonen ringede i efteråret 2015, kom det derfor uventet – men ikke helt ud af det blå.

That’s the way

Flybilletten fik Else Torp dagen før hun skulle i studiet. Inden da havde hun fået tilsendt tracket og talt i telefon med Nick Cave et par gange.

– Jeg var meget bekymret for, om jeg kunne levere den type vokal, han forestillede sig, og om det skulle være en meget høj overstemme. Det var jeg ikke sikker på, jeg ville forsøge mig med. Men han ville have, jeg skulle synge så tæt på en intim talestemme som muligt. Det gik jeg så og øvede for mig selv derhjemme … i køkkenet og på badeværelset, som man nu gør.

Første gang hun mødte Nick Cave var i studiet i Paris.

– Jeg var stort set lammet af skræk. Men så blev jeg sendt ned i mixerrummet i en gammel lædersofa med Warren [Ellis] på den ene side og Nick på den anden side. Warren gav mig en tone og spillede lidt af introen, og så sad jeg ellers bare og nynnede den igennem, helt stille, krøllet sammen i sofaen. Og så sagde Nick: Yeah, that’s the way. Let’s try that.

Else Torp var i studiet hele dagen, men selve indspilningen var hurtigt overstået. Så hurtigt og prof, at hun også nåede at være med til at mixe nummeret samme dag.

Men selv om hun er vant til at stå i et studie, og selve processen ikke var anderledes end normalt, var der et ekstra lag på den her november-dag. Eller måske snarere et lag mindre.

– Stemningen var tyk af følelser. Hele den dag var meget bevægende. De var alle sammen utroligt åbne, ærlige og inkluderende. Helt fantastisk søde. Her er jeg, hvem er du? Jeg fik livshistorier og gode samtaler – lige ud af posen. Det var en stor og meget skøn oplevelse. Intenst, men varmt og godt, fortæller hun.

Man bliver meget ydmyg

Et lille år senere, 9. september 2016, kom Skeleton Tree på gaden. Med teksten til Else Torps vers trykt på bagcoveret – som den eneste.

I filmen er scenen med den danske sangerinde i farver – som den ene af kun to scener i en ellers sort/hvid film.

Roserne er regnet ned over Else Torp siden.

Selv tager hun det med ophøjet ro. Hun er først og fremmest taknemmelig for at have fået lov til at hjælpe et andet menneske, der bad om hjælp.

– Det er jo et kæmpe tabu for enhver forælder at miste et barn. I vores kultur har vi ikke rigtig noget sprog at håndtere sådan en sorg med. Hvor går man hen med sådan en smerte?

– Jeg synes, det er stort, når én i sorg rækker hånden ud. Man bliver meget ydmyg af det, fordi det er så personligt – uanset om det er i en kirke, du skal synge en solo, eller det er Nick Cave, der ringer, siger Else Torp.

Og forsikrer os om, at han bare kan ringe igen en anden gang. Nu har han hendes nummer.

Hør Else Torp og Nick Cave på Distant Sky på Spotify eller YouTube