Direkte fra studiet: nord.

Hvad bliver der indspillet af ny dansk musik lige nu? Gramex kigger indenfor i studiet.

I et hus på Christianshavn ligger Apparat Studio. Her møder vi nord. – et upcoming indierock-band fra Holstebro.

De seks venner mødte hinanden på MGK og dannede bandet sidste år. I dag er de ved at indspille deres første EP i samarbejde med Asger Møller fra studiet. De står selv for udgivelsen indtil videre og håber at have EP’en klar til release om et halvt års tid.

Vi stillede Karl, Aske, Johannes, Frederik, Lasse og Jeppe fem hurtige spørgsmål, mens vi venter på debuten.

Hvem er nord.?

Johannes: nord. blev dannet af Frederik og mig på en studietur i Berlin sidste år i oktober. Herefter skrev vi frem og tilbage med sange og melodier. Så tog vi ned i studiet på Holstebro Musikskole, og så dannede bandet lidt sig selv dernede.

Hvordan vil I selv beskrive jeres musik?

Aske: Vi spiller god melodiøs indie med nordisk lyd.

Johannes: Nogle gange har man lyst til at danse, og så er der en sang til det.

Aske: Nogle gange har man lyst til at høre en ballade, og så kommer den.

Frederik: Ja, det skal ikke være for tænkt. Vi spiller bare det, vi synes lyder lækkert og føles godt.

Hvorfor skal vi høre jeres EP?

Jeppe: Folk skal have noget god solid musik tilbage i nutidens pop/rock.

Aske: Det er velspillet… Det er bare godt!

Lasse: Fordi vi laver musik, der skal høres. Den er speciel.

Frederik: Jeg tror bare, det handler om, at vi bevidst er et stort band, der laver stor lyd. Det er ikke bare en person bag en computer, men det er storladen musik til storladne følelser. Det kan ses som vores bud på at rykke væk fra den kunstige, elektroniske popscene.

Hvilken musiker ville være den vildeste at få med i studiet i dag?

Aske: Bo Madsen [tidligere guitarist i Mew red.] ville være et godt bud.

Jeppe: Eller Johan Wohlert [bassist i Mew].

Johannes: De ville være gode til at videreudvikle og sparre på lige præcis vores lyd. Det kunne bare være for fedt.

Hvornår er det allerbedst at spille i nord.?

Aske: Når vi sidder om aftenen og laver musik i kælderen i Holstebro.

Jeppe: Når man kan mærke publikum. Altså at de er der, fordi de har tilvalgt det.

Frederik: Når trommerne kommer på i vores intronummer. Hold kæft, mand, det er bare…. wow. Så er resten af koncerten ret ligegyldig, bare man får dét der.

Johannes: Når jeg kan se en blandt publikum, jeg ikke kender, som synger med på tekster, jeg har skrevet. Det er for sindssygt!

nord. består af Johannes Brandstrup (vokal), Aske Vang (synthesizers), Frederik Tor Snæland (guitar), Jeppe Gottlieb (bas), Karl Kristian Thuesen (guitar, kor) og Lasse Lykke (trommer).

Se en video af nord. i studiet på Facebook

Følg nord. på Facebook