Gramex sætter ny rekord

Gramex sætter ny rekord og krydsede i 2014 den magiske grænse på 200 millioner i omsætning. Det er det bedste resultat i Gramex’ mere end 50 år lange historie.

Af John R. Kristensen, adm. direktør, Gramex

Vi har øget toplinjen med hele 10 millioner i 2014, så vi ud af en omsætning på 203 millioner kan fordele 188 millioner til udøvende kunstnere og pladeselskaber. Det er jeg naturligvis stolt over.

Vi har øget toplinjen med hele 10 millioner i 2014, så vi ud af en omsætning på 203 millioner kan fordele 188 millioner til udøvende kunstnere og pladeselskaber. Det er jeg naturligvis stolt over.

Der bliver simpelt hen brugt mere musik flere steder – og det gælder altså ikke kun musik tilgået via smartphone eller tablet, men også via traditionel radio, som jo er den musikplatform, Gramex licenserer.

Det er lykkedes os at udvikle nye forretningsområder, hvor vi sammen med vores kunder har kunnet sende endnu mere musik ud i alle brevsprækker.  Den strategi fortsætter vi med i 2015.

SKRÆDDERSYET MUSIK

Jeg tror på, at vi i de nærmeste år vil se et øget fokus på forretningsudvikling inden for skræddersyede produkter til mindre målgrupper.

Der vil selvfølgelig stadig være masser af plads til mainstream musik og ydelser. Men vil du have forbrugerne til at betale en ekstra pris for dit produkt, så skal det have en særlig appel til lige præcis dén forbruger. Og det skal leveres præcist dér, hvor forbrugeren er – uafhængigt af tid, sted og platform.

Vi ser det allerede i dag i supermarkedet, hvor der bliver spillet italiensk musik i vinafdelingen for at sælge flere Baroloer eller der strømmer køremusik ud af bilradioen, når du prøvekører en ny bil.

Inden for musikken ser vi det med playlister på streamingtjenesterne målrettet efter musiksmag, humør eller beats per minute til din løbetur eller yoga-træning. Og vi ser det med netradioer, der spiller nichemusik for lige præcis dem, der har interessen.

Den tendens til skarp skræddersyning af produkter til en præcis målgruppe er jeg sikker på vil fortsætte – også i musikbranchen.

BRING KREATIVITETEN I SPIL

Selv om Gramex leverer det bedste resultat nogensinde, så er det stadig langt fra alle musikere, der kan leve af indtægterne fra musikken i dag.

Derfor ser vi en klar tendens til, at musikere tænker stadig mere innovativt og kreativt for at strikke en rimelig lønpakke sammen – det kan være via live-musik, via rådgivning om brug af musik i produktlanceringer eller via musiksalg ad mere utraditionelle kanaler som for eksempel Tiger-butikkerne.

Musikere er nogle af de mest kreative forretningsfolk, jeg er stødt på i min 20 år lange karriere. Og jeg er sikker på, at de – ud over at skabe og spille musik – med stor succes også kan bruges som rådgivere og konsulenter for mange små og mellemstore virksomheder, fordi de er så vant til at se nye muligheder fra helt andre vinkler end traditionelle cand.merc’er.

Det tror jeg, vi kommer til at se meget mere af fremover.

Læs mere om årets udbetaling
Se, hvem der hittede i 2014